Skadestuen

509 21 3
                                    

Aiden
Det er Sebastian, der kommer ind af døren. Han går stolt med hoveder oppe og et seriøst udtryk i ansigtet. Han går i et par løse jeans og en stram T-Shirt, der viser hans bryst og fantastiske sixpack frem. Han ser endnu mere sexet ud, når han er seriøs... Nej, stop det! Slem Aiden! Du kan alligevel aldrig få ham, og desuden skal du lade være med at forstyrre ham. Jeg bøjer hovedet og begynder nervøst at lege med en løs tråd på min trøje, imens jeg bider mig i læben. Han skal helst ikke opdage mig. Jeg begynder at tælle krummerne på fliserne for at få tiden til at gå bare en smule hurtigere, imens jeg smuglytter til Sebastians samtale. Han er gået hen til den blodige mand og snakker hjemmevant med ham. De kender tydeligvis hinanden godt.
"Noget nyt?" Spørger den uhyggelige mand.
"Jeg har fundet min mage," svarer Sebastian. Jeg kan ligefrem høre smilet i hans stemme. Vent... Hvad er en mage? Det er nok bare noget venner kalder hinanden... Jeg har jo ingen venner, så hvordan skal jeg vide sådan noget?
"Seriøst? Hvordan er hun?" Spørger manden. Han virker oprigtigt overrasket.
"Han er fantastisk! Han er en smule genert og følsom, men det er med til at gøre han ekstrem nuttet! Jeg elsker ham allerede, og jeg har hvad? Kendt drengen i to dage... Tre hvis man tæller i dag med... Hehe," svarer Sebastian. En lille knude ligger sig bagerst i halsen på mig, og jeg kan mærke dens vægt i brystet. Det er åndssvagt, at jeg bliver ked af det. Sebastian er så meget bedre end mig, og han fortjener tydeligvis også bedre. Jeg bliver nød til at stoppe med at have de her følelser for ham. Det giver mig bare problemer. Jeg hører ikke rigtig efter, da vennen lykønsker ham, og deres samtale bevæger sig videre fra det ene emne til en anden. Sebastian er forelsket. Sebastian er forelsket i en anden person... Urgh! Drop det! Du har alligevel ikke en chance med ham! Du er så uduelig og værdiløs. Ikke engang din egen far ville vente på dig.

På et tidspunkt kommer en uniform klædt sygeplejerske ind i venteværelset med en kørestol foran sig. Hele rummet bliver fuldstændig stille, selvom der ikke rigtig var nogen larm i forvejen, kun Sebastian, der snakkede med sin ven. Men alle drejer deres opmærksomhed mod den unge brunhårede sygeplejerske, det hun retter dig op, tjekker et stykke papir, før hun kigger ud og siger:
"Aiden?" Jeg løfter forsigtigt hånden, hvorefter hun smiler og trasker ned til mig. Ud af øjenkrogen kan jeg se Sebastians hoved dreje med umenneskelig fart mod mig. Utroligt, han ikke brækker nakken. Hans øjne forstørrer sig, idet han får øje på mig. Jeg trækker forsigtigt kørestolen tættere på mig, før jeg med det meste af min vægt på mine arme hiver mig selv op, før jeg plopper ned i kørestolen med et udmattet suk. Sygeplejersken vende resolut kørestolen og begynder med raske skridt at vandre ind mod et lille rum. Efter hun har hjulpet mig op på en høj seng, sætter hun kørestolen ud til siden, før hun vender sig mod en ældre læge.
"Det her er Aiden. Han har muligvis brækket ankelen." Manden nikker og læser nogle papirer igennem, før han vender dig mod mig med et falsk smil.
"Hej Aiden, jeg er doktor Tobias. Skal vi se på din ankel?" Jeg nikker kort, og doktor Tobias vender sig mod min fod. Hvorfor siger de altid, at de hedder doktor et eller andet. Det kan man jo godt regne ud. Hvorfor siger de ikke bare, hvad de hedder, og at de skal hjælpe en idag? Men selvfølgelig, de ved bedre end mig, så jeg skal ikke brokke mig. Doktoren griber fat i min fod, og en ubeskrivelig smerte går igennem den, hvilket får mig til at klynke ufrivilligt. Han kigger op på mig over glassene, før han nikker med en eftertænksom mine.
"Jeg tror, den er brækket, men det er nok ikke så seriøst," siger han. Jeg svarer ikke, da jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.

Jeg sidder igen i venteværelset og venter. Min fod er brækket. Jeg har været til røntgen, og det viste sig, at knoglen var flækket lige over, så det ikke er så seriøst og skulle vokse rimelig hurtigt sammen. De sagde, at jeg bare kunne gå hjem igen og så skulle jeg komme tilbage, når gispen skal fjernes. På det tidspunkt skal jeg også aflevere mine krykker. Så jeg sidder bare i venteværelset og venter på, min far kommer og henter mig. Han kommer nok, når han har tid... Ikke? Jeg mener, han kan da ikke bare efterlade mig her. Kan han? Jeg farer sammen, idet en hånd rører min skulder.
"Hey... Undskyld, det var ikke meningen, at jeg skulle skræmme dig, men jeg har kaldet på dig de sidste fem minutter, og du svarede ikke så..." Afslutter Sebastian nervøst, imens han kører en hånd igennem sit filtrede hår. Bevægelsen får håret til at se endnu mere rodet ud, hvilket faktisk klær ham utrolig godt! Nej, stop Aiden!
"U-und-skyld," svarer jeg nervøst. Hvorfor snakker han med mig? Hvorfor snakker han ikke med sin ven? Jeg kigger forvirret rundt. Hvor er hans ven egentlig?
"Du kigger nok efter Morten?" Jeg ser hurtigt på ham, før jeg ser ned i jorden igen. Sagde jeg det højt?
"Han er inde hos lægen... Lægen er hans onkel eller sådan noget." Jeg nikker forsigtigt og tager min underlæbe ind i munden, imens jeg vrider mine hænder rundt.
"Så.... Hvad har du så lavet i dag?" Spørger Sebastian og ser på mig med et lille smil i den ene mundvige.
"S-sid-sidde-et he-er?" Svarer jeg, hvorefter Sebastian bryder ud i en voldsom latter. Den er så varm, at jeg kan mærke min egen mund trække op i et smil. Hvordan kan nogens latter være så dejlig at høre?
"Selvfølgelig, hvor er jeg dum! Menneskene på det her hospital er 100 år om alting!" Han griner igen.
"Hvordan kommer du egentlig hjem, Aiden?" Mit lille smil falmer med det samme, og jeg trækker nervøst på skuldrene.

I skjulWhere stories live. Discover now