I skjul

Svar

Undskyld...

Sebastian
Jeg skubber endnu engang døren op og følger Aiden ind i rummet. Alle sidder stadig, hvor de sad før, undtagen Aidens mor, der kommer hen imod os. Jeg skubber Aiden om bag mig og knurrer advarende af hende. Jeg ser sårede det sprede udtryk i hendes ansigt, imens hun kigger længselsfuldt på min mage, men jeg giver mig ikke! Jeg er lige ved at give ind, men det her er, hvad Aiden har valgt, så jeg støtter ham i det. Jeg sætter mig ned og trækker Aiden ned på mit skød.
"Klar igen, drenge?" Spørger min far mildt og smiler til os. Jeg nikker og smiler hurtigt.
"Okay, vi starter med dine forældre.." Starter min far lidt nervøst ud, "du har allerede mødt din mor, øhm hun har en forklaring, som jeg er sikker på vil lette dit hjerte, men lad os tage den, når du er klar." Vi sidder alle sammen i en trykkende tavshed, indtil Aiden bryder den med sin fine stemme, som ryster en anelse af nervøsitet.
"Forklaringen har noget at gøre med, hvordan jeg blev en ulv ikke?" Vi nikker alle sammen hurtigt. Det vil forklare en masse for han, når han finder ud af, hvem hans rigtige far i virkeligheden er. Hvordan generne har ramt ham.
"Hvad skete der med mine... Brødre?" Spørger min eventyrlige mage pludselig. Jeg kigger hurtigt et øjeblik i panik på min far, men han ligner et stort spørgsmålstegn. Selvfølgelig er der ikke andre end mig, der ved det.
"Jeg dræbte dem..." Svarer jeg lavt. Jeg har en kæmpe knude i maven. Havd nu hvis han vil hade mig for det? Godt nok hadede han sine brødre, men de var stadig hans brødre. Hvilket også er grunden til, at jeg sagde, at jeg havde dræbt dem, og ikke fortalt ham sandheden. Det må være hårdt for ham, at vide at han har dræbt nogle mennesker, men så også at få afvide at han har dræbt sin egen familie. Der kender jeg ham godt nok til at vide, at han vil hade sig selv. Han vil gå rundt i tavshed og sparke sig selv op på det hver dag. Aldrig nogensinde tilgive sig selv. Jeg mærker hvordan Aiden slipper Af imod mig, og meget stille hvisker:
"Tak." Og knuden i min mave eksploderer af ren lykke. Vi sidder i tavshed, indtil min far beslutter sig for at snakke igen.

"Efter vi fandt jer, undersøgte nogle af vores krigere området. Der var fuldstændigt tomt. Der var ingen levende tilbage. Jeg snakkede med de omkring liggende flokke af området, og de kendte ikke til den flok, din..., 'far' var igang med at opbygge. Han samlede udstødte ulve og byggede en flok på et grundlag af had mod deres oprindelige flokke. Den måde den... Jeg vil ikke kalde det flok, men samling? Den måde den samling af tilfældige ulve fungerede på er ikke sådan en rigtig flok fungerer. Aiden..." Min far og min mage stirrer hinanden i øjnene, og jeg kan mærke, at de lige nu forstår hinanden og forstår noget, som ingen andre i rummet er en del af. "Aiden, en rigtig flok vil aldrig fungere sådan. Det er vigtigt, at du forstår... En flok vil aldrig fungere sådan. Aiden... Du er i sikkerhed her. Ingen vil gøre dig fortræd. Du er i sikkerhed, ingen flok vil fungere sådan." Aiden afbryder øjenkontakten med min far, men svarer ham ikke.

Jeg sidder i sofaen og stirrer på den fodboldkamp, der kører i fjernsynet, men jeg ser den ikke. Det er et par timer siden mødet. Aiden er gået ind i et rum for at snakke med sin mor... Og ærligt er det tortur! Jeg kan hele tiden mærke mærkelige følelser igennem vores bånd, skiftende følelser, så jeg kan ikke regne ud, om han er i godt humør eller ej. Det er det værste. De har i hvert fald været derinde i to timer nu, og jeg kæmper hele tiden imod trangen til at se på døren, der holder os adskilt, og uret, der er spændt fast omkring mit håndled.  Endelig åbner døren, og jeg hvirvler rundt i sædet for at se min smukke mage komme ud. Hans øjne er røde og hævede, hvilket er et tydeligt tegn på, at han har grædt. Jeg ville have været flippet ud, hvis det ikke var for det lille smil, der spiller på hans mund og den nye beslutsomhed, der er fremtræden i hans øjne.

Aiden
Idet jeg går ud af rummet, ser jeg Sebastian står rank og stolt med et bekymret ansigtsudtryk mejslet ind i hans ansigt. Hele hans krop er anspændt, men da han ser mig slapper han af, for at spænde op igen, for så endnu engang at slappe af. Mærkelige dreng... Jeg smiler forsigtigt til ham, idet jeg går hen imod ham og begraver mig i hans arme. Han ligger dovent, men kærligt sine arme omkring mig, og jeg føler, hvordan hans duft omringer mig - den sluger mig nærmest ind. Jeg lukker øjnene. Historien min mor fortalte mig, var en øjenåbner. Virkelig. Men jeg er glad. Hun efterlod mig ikke. Hun ville gerne have mig med, hun kunne bare ikke. Det er en utrolig stor lettelse, der er blevet løftet fra mine skuldre - jeg var ønsket. Hun vil stadig gerne være sammen med mig. Hun forklarede mig, hvordan hun glæder sig til at rejse hjem med mig, så jeg kan møde min far. Der er bare et lille problem... Min definition af hjem og hendes er ikke den samme. Hendes hjem er i Amerika, og mit... Der er ved Sebastian. Og Sebastian, han kan ikke rigtig flytte. Han har en hel flok, som han forhåbentlig skal tage sig af om nogle år. Det ligger i hans blod, og jeg vil aldrig nogensinde lade ham vælge mellem mig og flokken. Jeg åbner øjnene igen og kigger direkte ind i min Sebastians, der rummer så mange følelser, som ord ikke kan beskrive. Jeg er på min plads... Et sted jeg er ønsket... Et sted jeg er elsket... Jeg er hjemme.