I skjul

Sammen

Aiden

Synet er forfærdeligt, og igen mærker jeg, hvordan mine instinkter tager over. Denne gang er det anderledes. Det er som om, jeg ser mig selv, ligesom man ser en film. Jeg er en tilskuer til mine egne handlinger. Jeg springer imod den ulv, der er noget større end mig, trods dens afkræftede udseende. Jeg lander på ryggen af den, og begynder at rive og flå i kødet på den. Min mund bliver fyldt med blod, men det mangler den metalliske smag, som blod ellers har. Ulven udbryder et hyl af smerte og får mig rystet af sig, hvorefter den vender sig imod mig. Jeg gå ned i kampstilling. Mine hår på ryggen skyder op, mine overlæbe glider op over mine tænder, og jeg knurrer truende af min modstander, som efterligner mine handlinger. Jeg træder et skridt til siden for at komme ud på flanken af ulven, men den følger irriterende nok efter. Vi kredser lidt om hinanden, indtil en lugt rammer mine næsebor. Det er lugten af blod. Den er sødere end blod plejer at dufte, og jeg mærker, hvordan blodet i min egen krop begynder at koge, indtil jeg ser rødt. Det er lugten af Sebastians blod. Det er Sebastians friske blod. Ulven foran mig har såret min mage. Han skal dø! Jeg er fuldstændig rødt, idet jeg springer frem. Vi mødes i luften, men jeg har så meget mere vrede bag mit angreb, at jeg vinder. Jeg lander ovenpå min modstander. Et kort øjeblik nyder jeg magten. Jeg nyder, at det usle kryb er under mig, og jeg er stærkest. Men et kun et kort øjeblik, for i det næste dukker jeg ned og river struben over på min modstander, imens jeg ser ham i øjnene. Det er meget mærkeligt at se, hvordan lyset forsvinder og livet bliver suget ud af ham og så samtidig vide, at det er mit værk. 

Jeg vender mig væk for den livløse ulv, hvis øjne ligner perler, og ser på min mage. David står og nusser ham i nakken, og jeg bliver fyldt med en mørk følelse, der får mig til at knurrer af ham og bide mine kæber sammen i en advarsel. Til min tilfredsstillelse går han et par skridt væk fra min mage og bukker hovedet i respekt. Jeg skynder mig hen og lægger mit store ulvehoved ind til min mages hals. Duften af ham overvælder mig, og jeg mærker, hvordan de vrede følelser forsvinder, og jeg står tilbage med tilfredsstillelse, glæde og kærlighed. Masser og masser af kærlighed. Til manden, der ligger bevidstløs foran mig. Han reddede mig for et helvede, og nu er det min tur til at rede ham, så vi kan være sammen. For jeg har valgt. Jeg har valgt Sebastian. Jeg vil have den glade mand, der gør mit liv perfekt. Ham der får mig til at føle mig sikker. Og jeg vil ikke have, at min fortid skal forhindre os i at være sammen, så jeg skal have os begge ud herfra hurtigst muligt. 

Jeg drejer hovedet til siden, og giver David en ordre. Han følger den med det samme, og ved fælles hjælp får vi Sebastian over ryggen på David. Jeg træder forsigtigt et par skridt frem, og David følger forsigtigt efter. Sebastian udbryder en lyd i protest, men ellers er han stille og langt væk i sine drømmeløse verden. Langsomt og sikkert bevæger vi os fremad. Hver gang vi hører en anden ulv, gemmer vi os, og hvis vi ikke kan det, bekæmper jeg dem. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg kan, når jeg virkelig skal. Men jeg er taknemmelig for det. Vi havde været færdige, hvis jeg ikke engang kunne kæmpe. Bare overvej hvor meget vi er blevet angrebet inde for de sidste par timer. 

Det tager os flere timer, men vi når endelig ud i skoven. Af en eller anden grund er jeg lettet. Jeg mener, en skov er da farligere end et hus ikke? Men i hvert fald når vi skoven, og det hele begynder at gå en smule hurtigere. Vi er i omgivelser vores dyriske del bryder sig mere om. Jeg sætter prøvende farten op i lunt, og hører at David følger efter. Efter et par minutter vender jeg mig mod dem. Sebastian ligger stadig fuldstændig bevidstløs over ryggen på David, men hans hænder har grebet fat i Davids tykke pels ud fra instinkt, som en ekstra forsikring på, at han ikke falder ned. Jeg vender mig tilfreds tilbage mod de spor, som jeg følger, så vi kan komme hjem.

Fuldmånen oplyser den tusmørke nat, og stjernerne fungerer som et kort. Skoven åbner sig for os, og jeg føler mig hjemme i den frie natur. Det er ligesom, jeg bliver genfødt. Den der friske fornemmelse man får, når man har været lukket inde i alt for lang tid, og så kommer ud, når det lige har regnet, men solen er begyndt at skinnne. Duftene er så fantastise og stærke. Solen varmer en, og man mindes om, hvad der får livet på jorden til at eksistere. Jeg løfter hovedet en anelse og dufter de behagelige dufte ind. Eg, bøg, liljer og ulv. Ah hvor dejligt... vent! ulv? Jeg stopper brat og løfter snuden i vejret igen. Jo, den er rigtig nok. Der er en duft af ulv. Det er svagt, men det er der.

- Kan du også lugte de fremmede ulve? spørger jeg David uden at tage snuden ned. Jeg kigger på ham ud af øjenkrogen og ser, hvordan han løfter sin snude. Endelig tager han den ned og ser forventningsfuldt på mig. Forskellige følelser strømmer ud fra ham, men den største er den glæde, et barn får når det ser sine forældre efter lang tids fravær. 

-Det er krigerne! Sebastians far er blandt dem! De er kommet for at redde os, de er kommet...! siger han begejstret.

-Er du sikker? spørger jeg. Jeg vil virkelig gerne tro på ham, men hvad nu hvis det lige præcis ikke var dem, og vi så løb direkte i en fælde. Jeg kan ikke miste Sebastian, når jeg lige har fundet ham.

-Jeg er 100 procent sikker. Jeg er vokset op i deres hus, der er ingen måde, jeg ville kunnetage fejl. siger David selvsikkert. Jeg nikker, og drejer til venstre, hvorefter vi begynder vores rejse. Vi har været igang i flere timer, og denne nye form tager meget på mine kræfter. Jeg er virkelig klar til at lægge mig ned på jorden og sove et par uger, men det kan jeg sjovt nok ikke. Jeg er færdig med at være den svage. Jeg skal have Sebastian hjem. Om jeg så dør af udmattelse, så skal han hjem. Nu er vi endelig sammen.

David (Gahhhh! Overraskelse!)

I al den tid jeg har kendt Aiden, har jeg syntes, at han var en sød, men genert dreng. Det syntes jeg stadig. Mit syn af ham har bare ændret sig en smule. Jeg opdagede, at han var en ulv! Først var det et kæmpe chok, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg er glad på hans vejne. Det må være forfærdeligt ikke at kende sin ulv. Bagefter så jeg ham uden problemer dræbe en fjende. Jeg mener, han har nok ikke engang været en ulv i fire timer, og så flår han halsen over på en ulv til et 12-tal. Godt nok flippede han ud bagefter, men jeg ville have været bange, hvis han ikke havde en form for reaktion. Da vi kom ind i huset fortsatte han med at holde hovedet koldt og vise vej. Som en leder. Vi fandt Sebastian, og han markerede lige sit territorium ved at skubbe mig væk fra min bedsteven, men det er i orden. Før alt det her kaos, syntes jeg, at Aiden og Sebastian var søde sammen, men nu ved jeg, at de passer perfekt sammen. En alfa til en alfa. 

Jeg er så lykkelig! Vi har fundet nogle venlige ulve, og ikke rendt ind i nogle, der vil rive halsen over på os. Det kribler i mig af lyst til at hyle efter krigerne, så de vil ændre deres rute og komme imod os, men jeg ved, at vi vil give vores fjender vores placering, og det kan vi ikke risikere. Jeg kan ikke både holde Sebastian, passe på ham og kæmpe på samme tid. Godt nok har Aiden klaret det ekseptionelt idag, men hvis vi bliver omringet har drengen ikke en chance. Så vi løber. Vi løber mod krigerne. Heldigvis har deres fremmarch givet mig en smule fornyet energi. Drengen på min ryg vejer et ton! Han burde virkelig skrue ned for slikket og chokoladen!

Heldigvis bliver den kendte duft af hjemlig flok skarpere og skarpere, og der går ikke hundrede år, før vi støder på dem. Bogstavelig talt. Vi løber direkte igennem træerne og ind i siderne på de yderste krigere. Jeg er så udmattet og lykkelig. Endelig! Vi er i sikkerhed. Pludselig vender samtlige krigere sig mod Aiden og stiller sig i angrebs-position. Deres tænder er viste, håret på ryggen står og deres ben er bøjet præcis så meget, at de vil have en god affjedring, men stadig se store ud. Hvad laver de? Hvorfor angriber de deres fremtidige alfa? Det giver ingen mening?..

...

ohhh... De kender ikke Aiden. De tror, at han er en af de fjendlige ulve, der er fuldt efter mig. jeg springer frem og stiller mig beskyttende foran Aiden, og bjæffer af dem. De træder forbavsede et skridt tilbage, men Sebastians far bliver stående. 

-Hvem er det? spørger han fjendtligt. Jeg viser ham respekt ved at bøje hovedet, før jeg svarer:

-Din fremtidige svigersøn. Alfa ser dumt på mig, og jeg kan næsten høre, hvordan hans hjerne arbejder, indtil det går op for ham. Hans øjne lyser op, og han går fra kampklar ulv til legesyg hund på få sekunder. Jeg kan se glæden i hans øjne, og han træder nysgerrigt frem mod Aiden. Desværre kommer Aidens fortid ham i forkøbet, og han rejser sig svagt og knurrer af Sebastians far.