I skjul

Stilhed

Aiden
Jeg går igennem de overfyldte larmende gange. Elever snakker og råber til hinanden, imens de griner og skubber. Larmen lyder som en konstant brummen, der angriber mine ører. Jeg undviger hurtigt en flok piger, der løber ud på toilettet. Hvordan kan der være så mange piger på sådan et lille toilet? Jeg går videre og åbner døren. Det er så mærkeligt. Det føltes som om, jeg er vågnet fra en meget lang og virkelig drøm. Som om jeg har været under vand i al den tid, jeg har snakket med Sebastian. Al den tid jeg har kendt Sebastian. Skolen føltes uvirkelig. Men fordi jeg ved, at den er virkelig, er jeg efterladt med en mærkelig følelse i kroppen. Det er en længsel mod noget. Noget jeg ikke kan sætte ord på. Det trækker i mig. Siger, at jeg skal skynde mig, men jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg dukker mig for en bold, der kommer flyvende gennem rummet, før jeg sætter mig ned i biologilokalet. Jeg er rastløs. Jeg vil hjem, men ikke til min familie. Jeg vil ikke være i huset på den velkendte adresse. Jeg vil hjem, men jeg ved bare ikke, hvor mit hjem er.

Jeg går udenfor til frokost. Sebastian er her ikke. Heller ikke David. Jeg har allerede vænnet mig til, at gå med dem. Det er utroligt så ensom, jeg føler mig. Det burde jeg ikke gøre. Jeg er van til det. Jeg er van til at være alene. Jeg smider min mad ud. Jeg har ikke haft nogen appetit siden igår. Min hjerne kører på så meget overarbejde med at regne tingene ud, at den glemmer min krop. Jeg kunne heller ikke sove i nat, men jeg er sjovt nok ikke træt. Jeg er heller ikke frisk. Jeg føler mig bare... Tom. Jeg slynger min taske over skulderen og går væk fra de larmende teenagere. Hvorfor larmer de så meget mere, end de plejer idag?

Skolen var på en måde hurtigt overstået og på en måde sneglede tiden sig afsted. Timerne gik hurtigt nok, men det hele foregik bare i slowmotion. Det giver ingen mening. Ikke engang for mig selv. Jeg hiver tasken højere op på ryggen og sætter farten en smule op. Har der altid været så langt hjem? Det blæser. Faktisk rimelig kraftigt, men ikke så kraftigt, at man her i Danmark vil kommentere på det. Men blæsten er kold. Den går direkte igennem mit tøj, og skærer sig ind gennem min hud og banker mod min knogler. Det koldt, og jeg får kuldegysninger hver gang vinden kommer.

Da jeg endelig kommer hjem, er jeg et rystende lig. Mine tænder klaprer og mine fingre er følelsesløse. Jeg tager langsomt min jakke af, men fortryder det med det samme og hiver den op igen og pakker mig godt ned i den. Jeg sparker mine Converse af og går ind i stuen. Der stopper jeg brat op. Stuen er et rod. Ikke sådan et vi-har-holdt-fest- rod, mere sådan et vi-flytter-snart-rod. Halvdelen er stuen er tom. Pakket ned i de brune kvadratiske flyttekasser, der står spredt rundt omkring i stuen. Den del af stuen, der ikke er tømt, står tilfældige steder på bordet, gulvet og på hylderne på væggen. Hvad sker der? Måske skal stuen males?

Jeg går ud i stuen, hvor jeg finder min far nynne med til en melodi, imens han pakker tallerkener ned i en lige så grim flyttekasser, som dem, der står inde i stuen.
"Hv-hvad sker de-er?" Spørger jeg. Min stemme ryster af kulden, der stadig holder stædigt fast i min krop.
"Oh Aiden! Velkommen hjem! Øh... Vi pakker sammen... Vi skal flytte. Helst imorgen tidlig."
"Hvad? Hvorfor?" Spørger jeg overrasket. Det var lige begyndt at gå så godt her. Med Sebastian og alt. Jeg lovede godt nok far, at jeg ikke ville se ham mere, men hvad han ikke ved, har han ikke ondt af. Er det ikke det, man siger?
"Det er ikke sikkert. Den fordømte ulveflok har spredt deres territorium og angriber os hele tiden. Din bror er på hospitalet. Han gik en tur i skoven og blev angrebet af fire gigantiske ulve. De vil dræbe os. De stopper ikke før, vi er væk. Jeg vil ikke miste jer. Jeg har allerede mistet jeres mor. Jeg kan ikke klare det," afslutter min far med et vredt blik. Jeg nikker, men indeni er skriger jeg. Jeg vender mig rundt for at gå, men min far stopper mig.
"Og Aiden... Du skal slå op med Sebastian. Vi skal langt væk. Du kommer aldrig til at se ham igen." Med det vender han tilbage til at pakke de dybe tallerkener ned. Hvad? Det kan jeg ikke? Det tager højst fem/seks timer at komme fra den ene ende af Danmark til den anden. Hvorfor kan vi ikke ses?
"Far..." Starter jeg, men bliver afbrudt:
"Aiden du forstår det ikke! I kan ikke være sammen! I er ikke skabt til hinanden! Vi flytter til et andet land. Jeg ved ikke hvilket, men langt væk herfra. Slå op med ham, forstået?" Jeg ser ind i min fars rasende øjne. Der er en storm i dem. En storm af galskab og vrede, som jeg har set så mange gange. Bare ikke hos ham, men hos mine brødre. Jeg bøjer hovedet.
"Det sk-al jeg n-ok," mumler jeg og vender rundt.