I skjul

Håret

Aiden
"Aiden," kalder en af mine brødre med en sukkersød stemme, der får mig til at stivne for derefter at at ryste over hele kroppen. Jeg binder mit snørebånd færdigt og hiver knæene op til mit bryst og lægger armene rundt om dem for at beskytte mig selv. De hader mig og har noget ondt i vente, når de kalder på den måde. Jeg presser hovedet ned mod mine knæ og lytter med rædsel, da der lyder skridt på trappen ned til kælderen. Der er mange, så de kommer begge to. Jeg hiver et anstrengt åndedrag ind og holder vejret. Efter alt for kort tid kan jeg høre, at min dør bliver låst op, og jeg farer op og gemmer mig i mit skab, der står i det fjerneste hjørne. Ind kommer mine brødre med et smil på deres læber, som får et ynkelig hulk gennem mine læber. Jeg kan se dem gennem nøglehullet i skabsdøren. Jeg dækker min mund med min hånd for at dæmpe min vejrtrækning og de ufrivillige klynk, der undslipper mig.
"Oh, Aiden, kom her," kalder Riley med den samme frygtindgydende stemme. Jeg rykker mig nervøst, men bliver siddende. Det kan jo være, at de ikke vil vente på mig og så bare går deres vej. Måske hvis jeg sidder musestille i lang nok tid, forsvinder jeg. Det kan være, at jorden åbner sig under mig og hiver mig ned i en magisk underverden - ligesom i Alice i Eventyrland. Jeg kniber øjnene hårdt sammen. Kære Gud, ved godt at jeg ikke er særlig troende, men please, please hjælp mig. Lad mig forsvinde fra dette helvede. Jeg ved godt, at jeg ikke er noget værd, men please, findes der et sted for mig? Jeg åbner øjnene igen og ser på mine brødre. De har begivet sig længere ind i rummet, og de er ikke glade. Deres ansigter er krummet sammen i vrede, og man kan næsten se den sorte sky over dem. Ryder marcherer hen til mit gemmested, så jeg trykker mig mod væggen. Sidste chance for at blive opslugt af det kolde træ. Dørene bliver revet åbne, og en kold vind rammer mig i ansigtet. Jeg trykker mig længere ned, før jeg forsigtigt ser op. Ryder står over mig. Hans muskuløse arme holder fast i lågens døre, og det vrede blik ser nedladende på mig. Mine øjne begynder at løbe i vand af frygt, og jeg klynker, da Ryder griber fat i kraven på min bluse. Han hiver mig op, som om jeg ikke vejer noget og smider mig hårdt ned i jorden. Al luft forlader min krop, og jeg krøller mig sammen til en lille kugle, imens jeg venter på den velkendte smerte. Men den kommer ikke. Der kommer ikke noget. Hverken smerte, ydmygelse eller hån. Jeg krummer mig lidt mere sammen. Hvad har de tænkt sig? Pludselig bliver mit hoved hevet smertefuldt op via mit hår, så jeg klynker af smerte.
"Lad os få gjort noget ved det her hår," siger Riley. De ændrer grebet fra mit hår til mit hoved og overkrop. Mine øjenbryn samler sig i forvirring, indtil der lyder en lav skrabende lyd, og en tot af mit brune hår bliver smidt foran mig. Jeg prøver at kæmpe mig fri, men de strammer bare ders greb. Tårerne vælder op i øjnene på mig, og jeg bider mig hårdt i læben for ikke at græde. Den første tot bliver hurtigt efterfulgt af flere, og ved hver tot glider en tåre lydløst ned over min kind. Jeg elsker mit lange hår. Det gør, at jeg bedre kan skjule mig. Det gør, at jeg bedre kan huske vores mor. Det gør, at jeg kan mindes de lyse år.

Mine brødre er gået. Ikke bare ovenpå, men helt ud af huset. Garanteret i skole. Jeg skal også snart afsted. Men tanken om at skulle gå i offentligheden, når jeg ser sådan her ud, er alt andet end tiltalende. Mit hår er klippet i forskellige længder, som om en tre-årig har leget med en sløv saks. Jeg har prøvet at rette lidt på det, men resultatet bliver bare mere og mere forfærdeligt. Jeg tørrer snot og tårer væk endnu en gang og ser magtesløs på mit spejlbillede. Jeg er ikke særlig stor, og derfor hænger mit tøj løst på mig. Det meste af mit tøj er Ryders og Rileys gamle slidte, som de ikke kan passe eller ikke vil have mere. Endnu en grund til at det hænger. Vores far giver os hver især en mængde lommepenge til tøj, hygge og andet, men Riley tager næsten altid min andel. Jeg prøvede engang at gemme pengene for ham, hvilket resulterede i at jeg blev låst inde på mit værelse en hel weekend. Den eneste grund til at jeg blev lukket ud, var at der snart ikke var mere mad. Og hvem skal ellers købe ind? Jeg kører hånden igennem mit hår endnu engang. Jeg kan også bare pjække. Bare i dag. Men samtidig har jeg lang dag, så de kan ikke brokke sig over, at jeg kommer sent hjem. Kan jeg skjule mit mishandlede hår? Måske en hue? Jeg vender mig væk fra spejlet og går ned i kælderen, hvor jeg roder mig klædeskab igennem. Det eneste, jeg har, er en grim lilla kasket. Den blev vist fejlvasket. Jeg sukker og er lige ved at græde igen. Pludselig fyldes jeg med vrede over mine brødres uretfærdige behandling. Hvorfor skal jeg have skylden? Hvorfor skal jeg have skylden for hver evig eneste lille fejl, de laver? Jeg kaster vredt et par bukser gennem mit lille værelse. Hvorfor kan jeg ikke bare leve i en normal og kærlig familie? Hvorfor kan far ikke være hjemme noget mere? Hvorfor skal jeg altid være så uduelig? Jeg glider hulkende sammen og stirrer blindt på det bløde stof mellem mine hænder. Det er en grøn hættetrøje, der gik hul i. Det er kun et lille hul på albuen - jeg tror nok, at det var Ryders... Hættetrøje? Jeg rejser mig hurtigt op, hvorefter jeg spæner op på badeværelset, imens jeg tager trøjen på. Den er okay sammen med mine mørkeblå jeans og sorte tynde langærmet. Men vigtigst. Jeg trækker hætten på den numre for store trøje op og ser i spejlet. Den dækker næsten alt håret. Jeg skal bare sørge for at trække den ned hele tiden, så skal det nok gå. I lidt bedre humør, gør jeg mig klar til skole.