I skjul

Afvist

Aiden
Min bror brummer utilfreds og lægger hovedet ned på sine arme. Jeg kender ham godt nok til at vide, at det betyder kaffe. Jeg rejser mig hurtigt op og skynder mig at hælde den sorte substans op i en termokop, hvorefter jeg stiller den foran ham. Han tager nogle slurke og endelig vækkes monstret af sin dvaletilstand. Jeg har sat mig igen og fortsætter med at spise mine Cornflakes, men det er svært, når Ryder sidder og stirrer på mig. Jeg rykker mig ubehageligt og tager en af de sidste skefulde ind i munden. Har jeg gjort noget forkert? Eller ventet han på, at jeg dummer mig? For det kommer til at ske. Jeg dummer mig altid. Jeg rykker nervøst på mig igen og bøjer hovedet endnu mere. Hvorfor ser han på mig? Kan han ikke bare ignorere mig, præcis som han plejer? Jeg kan høre Riley kommer ud i køkkenet. Han rumsterer rundt, før han sætter sig ved siden af Ryder på din plads. Der går ikke lang tid, før jeg mærker endnu et par øjne på mig. Frygten får mig til at ryste. Hvorfor kigger de på mig? Hvad har jeg gjort galt? Jeg har ordnet vasketøjet, rodet op efter dem og lavet morgenmad. Jeg har endda gjort stuen ren og rodet op i bryggerset. Jeg plejer da ikke at lave mere, gør jeg? Langsomt gennemgår jeg alle vores pligter og sikrer mig, at jeg har lavet dem alle. Jeg mangler altså ikke noget. Jeg rykker mig igen og kigger bare med i min mad. Min appetit er fuldstændig forsvundet, og den smule mad, der ligger tilbage, virker overvældende voldsom. Jeg bider mig i læben og kører mine hænder rundt om hinanden.
"Kryb..." Siger Ryder.
"... Vi vil ikke have, at du er i nærheden af Sebastian, og vi vil heller ikke have, at du går på date med ham." Mit hoved flyver op, så jeg kan se dem i øjnene. Mener de det? Ja, det gør de. Men det kan de da ikke! Jeg åbner munden for at protestere, men Ryder kommer mig i forkøbet, idet han læner sig frem og giver mig en syngende lussing. Jeg klynker lavt og kæmper imod den stingende fornemmelse i kinden og øjnene. Ikke græde. Ikke græde. Ikke græde.
"Nå, vi ses lillebror," siger de i kor med en al for sukkersød stemme. Jeg rejser mig op og begynder at rydde op. Jeg hader dem! Hvorfor skal de altid være så onde? Hvorfor kan de ikke bare være ligesom så mange andre storebrødre? Kærlige og overbeskyttende. Det ville være dejligt. Men i stedet er de dem, og jeg er mig. Hvis ikke jeg var mig, ville de nok være anderledes. Så ville de ikke nægte mig at se Sebastian. De ville ikke nægte mig, at se mine eneste venner. De ville ikke nægte mig, at se den dreng, som jeg har fået farlige følelser for.

Jeg kommer til skolen lige før frokost. Ryder og Riley havde lavet et kæmpe rod ud af køkkenet, plus jeg ikke arbejdede særlig hurtigt med mine forstyrrende tanker. Hvordan skal jeg holde mog væk fra Sebastian? Altså, jeg skal have ham til at indse, hvor meget bedre han vil have det uden mig... Men jeg har ikke lyst. Jeg har lyst til at gå imod deres ordre og fortsætte med at se ham. Jeg åbner dørene ind til skolen og går forsigtigt med bøjet hoved hen mod min næste klasse. Der er alligevel kun nogle minutter tilbage, og så kan jeg tilbringe frokosten derinde. Jeg går ned ad gangen, da jeg lige pludselig bliver grebet bagfra. Jeg farer sammen og dækker af vane mit ansigt med mine arme. Da der ikke kommer nogle slag eller noget hån, tager jeg dem lidt ned og ser Sebastian. Så meget for at undgå ham. Han står med et overrasket udtryk i ansigtet. Jeg tager forsigtigt armene ned og kigger ned i jorden.
"Hej, Aiden," siger han langsomt. Jeg rynker brynene i forvirring over hans stemme. Den lyder træt? Jeg kigger forsigtigt op på hans smilende ansigt, før jeg giver et lille smil og svarer:
"He-ej."
"Burde du ikke være til time?" Spørger han og peger på mig. Jeg trækker på skuldrene og kigger ned igen. Jeg vil ikke holde mig væk fra ham! Jeg vil være sammen med mig. Han er så fantastisk. Jeg ved godt, at jeg ikke fortjener ham, men måske kan jeg alligevel... Jeg farer sammen, da Sebastian lægger sine muskuløse arme omkring mig. Hvorfor gør han det? Har jeg gjort noget? Selvfølgelig har jeg det, men hvad?
"Du lignede en, der godt kunne bruge et kram. Desuden vil jeg meget gerne have et kram af dig," siger Sebastian og besvarer samtidig mine ustillede spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg opdager, at hans kinder er en smule røde, før jeg lægger mine arme omkring hans liv og slapper af mod hans bryst. Sebastian placerer sit hoved oven på mit, og sådan står vi i nogle minutter.
"Se-ebasti-ian?" Spørger jeg lavt.
"Hmm," svarer han uden at flytte sig en millimeter. Eller han flytter sig, men det er bare hans arme, der strammer deres greb.
"Je-eg tror, de-et er be-e-edst, hvi-is vi-i afly-yser da-a-aten?" Siger jeg og mærker mine øjne brænde.
"Hvad? Hvorfor? Er det noget jeg har gjort? For hvis det er, så gør jeg det om igen..." Han stopper sin plapren, da jeg ryster på hovedet. Jeg vil gerne på date med ham. Men hvordan fortæller man en fyr, at man ikke må gå på date for sine voldelige storebrødre, uden at nævne sine voldelige storebrødre? Jeg ryster på hovedet igen, og kan ikke stoppe tårerne, der triller ned ad mine kinder. Sebastian har givet slip på mig, og han ligner en, der er klar til at ødelægge verdenen omkring sig. Synet for mig til at græde endnu hårdere.
"U-und-s-sky-yld," siger jeg, før jeg vender rundt og går væk.