I skjul

Hjem

Aiden
Hvem er den fremmede mand, der kommer hen imod mig. For et øjeblik siden var han virkelig fjendtlig, og nu er han virkelig sød? Det er den værste slags personer. Man skal aldrig tro på dem. De hiver dig ind med søde ord og venlige handlinger, og når man så er fanget sætter de tænderne i dig, og dræner dig langsomt for energi. Ligesom en vampyr. De vil kun snakke med dig, så de kan såre dig.

-Aiden? Det er Sebastians far... lyder Davids stemme i mit hoved. Jeg stopper straks med at knurre af den fremmede ulv, som er Sebastians far, og studerer ham istedet. Han er stor. Sådan virkelig stor. Endda større en Sebastian. Jeg løfter langsomt mit sænket hovedet, før jeg endnu langsommere går frem imod ham. Da jeg er helt henne ved ham, kigger jeg spørgende på ham, før jeg forsigtigt lader min snude komme i kontakt med hans bryst. Hans dufte slår i mod mig, som når man går ind i en parfume-butik. Overvældende og søde. Han har en meget kraftig dominans i sine dufte, der lige nu danser sammen med skoven om efteråret. Den duft, der overbeviser og beroliger mig, er dog en mere kendt luft. En meget svag duft, der kun lige hænger sig fast i pelsen, er præcis den samme, som der hænger på Sebastian. Det er duften af hjem. Jeg piver lavt og mærker, hvordan Sebastians fars ru tunge slikker mig ovenpå hovedet. Man skulle tro, at det er en klam fornemmelse, men det er det overhovedet ikke. Det er helt rart. Som om han kærtegner mig... accepterer mig.

Vi lunter langsomt hen mod en fremmed destination. Jeg tror, at vi skal hjem til Sebastian. Det håber jeg. Jeg er hele tiden ved siden af Sebastians far eller David. Sebastian ligger på ryggen af en beta, der lunter bag os. Det hele er så godt lige nu. Det er længe siden, at jeg har følt mig så lettet over at være sammen med andre mennesker. Især at være omringede af dem på den måde, som jeg er nu. Normalt kommer der ikke noget godt ud af det, men det her rart. Det kan sagtens være, at det er min træthed, der snakker, men jeg er glad. Selvfølgelig vil alting være tusinde gange bedre, hvis jeg havde Sebastian løbende ved min side. Selvfølgelig. Men da jeg ligesom ikke forventede, at vi begge ville være i live for 24 timer siden, er jeg godt tilfreds.

Endelig ankommer vi. Jeg er så træt, at jeg kan dejse om hvor som helst og sove på stedet, men jeg bliver nød til at holde mig vågen. Jeg skal sikre mig, at Sebastian ender et godt sted, hvor vi kan sove. For jeg forlader ikke min mage, før han er rask. Jeg vil se ham hoppe rundt og klare alting, som om jeg er en invalid pensionist eller nyfødt barn. Jeg vil høre hans dybe stemme fortælle mig ligegyldigheder og sjove historier. Jeg går ingen vejne, før min mage vågner. Sebastians far iser vej igennem det kæmpe hus, indtil vi ankommer til et hospital lignende rum. Alle i rummet skifter tilbage til deres menneskelige former og tager tøj på - altså undtagen mig. To kvinder og en mand kommer ud fra et bagrum og begynder at klippe Sebastians tøj op med sakse. Synet får mig med det samme til at reagere, og jeg ville have angrebet dem, hvis ikke Sebastians far satte sig foran mig, og tog mig hoved i hans skød, imens han beroligende kærtegnede mig pels og forklarede mig, at de var læger, der skulle få Sebastian tilbage til mig igen. Jeg lå på gulvet og så, hvordan lægerne rensede og lappede Sebastian sammen fra de dybe stiksår, han fik. Ikke på et tidspunkt bliver jeg bedt om at gå. Jeg tror, det er fordi, de ved, at jeg alligevel ikke vil bevæge mig. Og ikke på et tidspunkt forlader Sebastians far mig. Han sidder på gulvet, hvor han i øvrigt på side meget dårligt, enten i stilhed eller også fortæller han små historier om ligegyldige ting. Præcis ligesom Sebastian nogle gange gør. Men jeg er så taknemmelig. Han sidder bare der helt roligt. Han er tydeligvis vigtig for flokken, og jeg er ikke nok værd til at spilde hans tid, men hver gang jeg indikerede det, smilede han bare og sagde; at hans opgave lige nu var at trøste og hjælpe mig igennem det. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har følt mig mere taknemmelig i mit liv.

Sebastian
Da jeg vågner, er der to ting, der optager min bevidsthed. 1: smerten. Jeg har det som om, jeg lige er blevet kørt ned af en bil, efterfulgt af en lastbil og så får at gøre det hele bedre kom der også en flok køer løbende henover mig. 2: Aiden. Aidens dejlige duft omringer mig. Indtager mig og gør mig som altid til en slave af den eventyrlige smukke dreng, jeg opdagede i menneskene verden. Han lægger ved siden af mig. Eller halvt over mig. Hans hoved ligger på brystet af mig, og den ene arm er slynget henover maven på mig. Hans ene ben ligger over mit ene og mellem dem begge, men jeg kunne ikke være mere lykkelig. Min smukke mage.

"Godmorgen, sønnike," hvisker min far pludselig ind i øret på mig, hvilket gør, at jeg er lige ved at dø af skræk. Selvfølgelig begynder min far at grine højt over min fanatiske reaktion... Dumme, gamle mand. Hans grin dør langsomt ned, indtil han bare smiler ømt til mig. Jeg smiler tilbage, hvilket får ham til at læne sig ned og kysse mig på panden - præcis som da jeg var en lille dreng.
"Hvordan har du det?" spørger han lavt og kører bagsiden af hans hånd ned over min kind.
"Jeg er i live, " svarer jeg, "jeg er i live, og jeg har Aiden." Han smiler til mig igen, før hans blik ændrer retning, og han studerer Aiden lidt.

"Den stakkels dreng har snart sovet et døgn," siger min far ud af det blå, "han var tydeligvis udmattet, da vi fandt jer, men han blev ved. Han er stærk, og jeg er sikker på, at han er god for dig. Luk så øjnene, så du kan blive stærk igen, og vi kan snakke om, hvad der er sket." Min fars ord fylder en glæde i hele min krop. Jeg har hele tiden sagt, at han er min mage, så ingen andres holdning end min egen tæller, men det er virkelig rart at få af vide fra min far, at han accepterer mig mage. Han er trods alt min far. Jeg ser stolt ned på min sovende mage. Hans åndedræt er tungt, håret rodet, men aldrig har han været smukkere.

"Jeg elsker ham," hvisker jeg til ingen og alle, før jeg lukker øjnene og falder i en sød søvn.