Brandon

Ud i mørket

Brandon havde taget min pludselige bemærkning meget pænt. Han gik, da det blev tid til aftensmad. Han kyssede mig på panden og gav min hånd et kærligt tryk. "Vi ses" sagde han og sendte et skævt smil efterfulgt af et blink. Han smuttede ud af døren, som lukkede i med et 'bang'.

Jeg lå og kiggede op i loftet. Vi havde været sammen hele dagen og alligevel havde vi ikke fået snakket ordentligt om det. Måske skulle jeg bare, lade det ligge... Trinny var jo fortid. Jeg faldt i søvn, imens jeg lå og tænkte over det hele.

Døren smækkede og jeg vågnede med et sæt. Det var Lauren. "Undskyld!" sagde hun, da hun opdagede, at hun havde vækket mig. "Det gør ikke noget" sagde jeg og satte mig forsigtigt op i sengen. "Har du det bedre?" spurgte hun. "Ja.. Det har jeg faktisk" sagde jeg. Jeg kiggede på klokken. Den var 10, så nu var det allerede tid til at gå i seng. Jeg havde lige sovet og følte ikke for at gå i seng allerede. "Det er super ærgerligt, at du var syg idag." sagde Lauren og smed sig på sengen. "Det har været mega hyggeligt idag og der var en masse fede aktiviteter" tilføjede hun. Hun måtte have været træt for efter ikke særlig længe faldt hun i søvn. Jeg holdt mig vågen. Jeg ventede på at det ville banke på døren.

Jeg kiggede på uret. Klokken var snart halv 1. Der kom ikke nogen. Jeg rejste mig og tog tøj på. Jeg listede ud af døren. Det var mørkt udenfor. Jeg havde svært ved at se noget og finde rundt. Jeg fandt vej hen til skoven og prøvede at finde vej hen til det sted, hvor vi havde mødtes igår.
Det var let, for jeg kunne høre dem på lang afstand.
"BRANDON!" hørte jeg Trinny råbe.