Brandon

En hjælpende hånd

Jeg løb. Jeg løb hen imod skoven. Jeg følte ikke, at jeg havde andre steder, jeg kunne tage hen. Jeg stoppede hverken med at løbe eller græde, før jeg nåede til stranden. Så snart jeg mærkede sandet under min fødder, faldt jeg på knæ. Jeg prøvede at beherske min vejrtrækning. Jeg lukkede øjnene i og trak vejret dybt. Jeg sad sådan i noget tid, før jeg lagde mig ned i sandet og faldt i søvn.

Jeg vågnede, da det blev lyst, men jeg rejste mig ikke op. Jeg blev liggende. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig op og desuden føltes min krop så tung, at jeg følte det var umuligt for mig at komme op. Jeg prøvede at sove videre, men solen stod så skarpt i mine øjne, at det var umuligt. Alt føltes bare så umuligt. I noget tid lå jeg bare og kiggede indtil jeg igen faldt i søvn.

Denne gang vågnede jeg ved, at nogen ruskede i mig.

"Vanessa, hvad laver du?" Det var Trinny. Jeg kunne genkende hendes hæse stemme. Hun hjalp mig op at stå. Hun børstede noget sand af mig. Jeg sendte hende et lille anstrengt smil. "Hvor længe har du ligget her?" spurgte hun. Jeg svarede ikke, men kiggede bare ned i sandet. "Kom, så går vi tilbage til min hytte" sagde hun og tog mig med tilbage. På vej tilbage kom vi forbi Lauren. Hun kiggede på mig et kort øjeblik, men fjernede hurtigt blikket væk fra mig og ned på jorden istedet. Da vi kom hen til hytten stod Joseph uden for og ventede.

"Vanessa, jeg har ledt efter dig!" sagde han. Trinny kiggede på mig, hvorefter hun kiggede alvorligt på Joseph.

"Joseph, skrid!" sagde hun hårdt. "Du skal IKKE være her lige nu"

Han så en lille smule forbavset ud. "Jamen jeg skal snakke med Vanessa"
Trinny så kiggede på mig igen. "Det er meget muligt, men det bliver ikke lige nu"

Han så ked af det ud. Trinny var tydeligvis ligeglad. Hun trak mig med udenom ham og ind i hytten.
Jeg lagde mig i sengen og Trinny satte sig i vindueskarmen og røg.