Brandon

Melidenhedskys

Min øjne flakkede frem og tilbage. Jeg måtte væk. Jeg kunne ikke gå hjem i hytten, for der var Lauren sikkert. Jeg kunne heller ikke gå ind til Brandon, for jeg ville ikke kunne se ham i øjnene efter det, jeg lige havde gjort. Jeg kunne ihvertfald heller ikke blive hos Joseph. Jeg kiggede på Joseph. Han sad med hænderne foran ansigtet. Jeg så mit snit til at komme væk. Jeg satte i løb hen imod stranden.

Jeg kunne høre Joseph kalde på mig en enkelt gang, men jeg blev ved med at løbe og  stoppede ikke op før, jeg mærkede sand under mine fødder. Jeg faldt sammen i sandet. Forpustet, forvirret og fortvivlet. Jeg lukkede øjnene og prøvede at få kontrol over min vejrtrækning. Da jeg åbnede øjnene igen løb der en tåre ned af min kind.

Hvorfor fanden var jeg så dum? Nu havde jeg både såret Joseph og Lauren og når Brandon ville finde ud af det, vil han ihvertfald også blive såret. Jeg turde slet ikke at tænke på, hvad der ville ske, når Brandon fandt ud af, at jeg havde kysset Joseph...

Jeg blev siddende på stranden til det blev mørkt. Derefter begyndte jeg ligeså stille at traske tilbage imod hytterne. Jeg måtte tale med Trinny. Jeg følte, at hun var den eneste, som jeg havde tilbage.

Jeg fik listet mig hen til Trinnys hytte.
Jeg bankede på. Jeg sørgede hele tiden for at holde øje med, at der ikke kom nogen af de voksne. Jeg stod og ventede lidt. Der blev ikke åbnet. Jeg bankede på en gang til. Denne gang lidt hårdere. Nu kunne jeg høre nogen skridt derinde fra. Trinnys hovede dukkede frem i døråbningen. "Vanessa?" sagde hun. Jeg kunne se på hende, at hun lige havde sovet.

Da jeg så hende i øjnene, kunne jeg ikke lade være med at græde. Pludselig livede hun op. "Hvad så Vanessa?" sagde hun og holdte om mig. "Jeg har gjort noget forfærdeligt" hulkede jeg.

Vi gik indenfor. Jeg fortalte hende det hele. "Forhelvede Vanessa" Jeg så skamfuldt ned i jorden, stadig med tårer i øjnene. "Ud fra hvad du fortæller så lyder det som om, det er et medlidenhedskys"

"Hvad for noget?" sagde jeg og snøftede. "Ja du havde så meget skyldfølelse over, hvordan han havde det og så kyssede du ham af medlidenhed"

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg hende. "Ja altså med hensyn til Brandon, så kan jeg ikke give dig nogen garanti på, at du ikke mister ham." Hun fandt en cigaret frem. "Det kan sgu gå begge veje, men jeg synes stadig, at du skal fortælle ham det og gerne så hurtigt som muligt."

Jeg nikkede og så ned i gulvet. Hun fandt et tæppe og en ekstra pude frem. "Når nu jeg ikke har en roommate, så kan du sagtens sove her" sagde hun og gav mig et lille smil.