Forbavset

1K 35 12
                                    

Næste morgen vågnede jeg før Trinny og listede mig ud af hendes hytte. Jeg blev nødt til at gå hen i min og Laurens hytte. Alle mine ting var jo der.

Jeg stod ude foran døren i noget tid, før jeg tog mig sammen og bankede på. Lauren åbnede. Hun så en smule overrasket ud, men åbnede døren, så jeg kunne gå ind.

Uden at sige et ord til Lauren gik jeg straks igang med at pakke de ting, som jeg skulle have med hjem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende, men jeg burde nok at få snakket med hende. I samme øjeblik smækkede døren. Hun var gået. Jeg sukkede.

Jeg fik fundet min mobil og fik fat på min mor. Hun kom om et par timer. Min mave knurrede, så jeg bestemte mig for at gå hen og få noget morgenmad i spisesalen.

Hele vejen derhen gik jeg og kiggede mig omkring, fordi jeg var bange for at støde på Brandon eller Joseph.

Da jeg trådte ind af døren, fik jeg øje på Joseph. Han lod heldigvis ikke mærke til mig. Mit hjerte bankede hurtigt, imens jeg kiggede efter Brandon. Han var der ikke. Jeg gik hen til bordet med mad og smurte mig noget brød.

På vej ud af døren kaldte nogen på mig.
"Vanessa!?"
Jeg vendte mig om. Det var Joseph. Jeg skyndte mig ud af døren. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tale med ham nu.
Jeg gik hen i min hytte, hentede min mobil og gik ned på stranden. Jeg kastede et par sten i vandet og spiste brødet. Tiden gik imens jeg bare sad og kiggede ud over havet. Det gav et sæt i mig, da min mobil pludselig ringede. Det var min mor. Hun var der om lidt under en time. Jeg rejste mig op og begyndte at gå tilbage.

Pludselig stod Brandon foran mig. Jeg så forbavset på ham. Hans øjne var rødlige og han så mindst ligeså forbavset ud som jeg gjorde.

I noget tid stod vi bare og kiggede på hinanden uden at sige noget.
"Vanessa..." sagde Brandon endelig.
"Hvordan kunne du gøre det?"

"Brandon, jeg er så ked af det!" Udbrød jeg. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage. Han kiggede på mig uden at sige noget.
"Medlidenhedskys" sagde jeg.
Han kiggede uforstående på mig.
"Det var et medlidenhedskys" tilføjede jeg.

BrandonWhere stories live. Discover now