Brandon

Pande mod pande

Jeg havde ligget derhjemme i tre dage. Det var blevet aften og jeg så endnu et ligegyldigt program i fjernsynet.
Pludselig bankede det på ruden. Jeg fik sådan et chok, at jeg trak mig sammen i fosterstilling. Jeg kiggede over mod vinduet. Jeg kunne ane en skikkelse ude i mørket. Først da personen kom helt tæt på vinduet og kiggede ind, så jeg at det var Brandon.

Jeg satte mig op i sengen. Han viftede med armene og prøvede at signalere, at jeg skulle åbne vinduet. Jeg gik hen til vinduet. Det prikkede lidt i mine fødder, fordi jeg nærmest ikke havde været oppe og stå de sidste par dage.

Jeg åbnede vinduet. Vi stod bare og kiggede på hinanden.
"Må jeg komme ind?" sagde han endelig. Jeg nikkede. Han kravlede ind. Jeg skyndte mig hen og låse døren til mit værelse i frygt for, at min mor ville komme brasende ind.

Jeg nåede kun lige at vende mig om før han kyssede mig. Jeg trak mig efter nogle sekunder. Jeg var forbavset og det vidste jeg, at han godt kunne se på mig. Mine øjne fyldtes med vand, men jeg gjorde alt for at holde tårerne tilbage.

"Vanessa, selvom du har såret mig dybt og brudt den tillid jeg havde til dig..."
Jeg kiggede på ham. En enkel tåre løb ned af min kind.
"Så er du også den eneste, der kan hele mig igen"

Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg kunne se, at han også fik vand i øjnene. Han trak mig ind til sig og krammede mig. Han agede mig på ryggen.

"Jeg kan se på dig, at du oprigtigt fortryder det."

Jeg trak mit hovede lidt tilbage, så jeg kunne se ham i øjnene. Han lænede sit hovede hen imod mit, så vi stod pande mod pande og så hinanden i øjnene.

"Vanessa, havde du været hvilken som helst anden pige, så havde jeg droppet dig med det samme på grund din handling, men jeg elsker dig simpelthen så højt og ja... Jeg kan ikke engang forklare det. Jeg har bare brug for dig ved min side."

Nu styrtede tårerne ned af mine kinder.
"Sig noget, Vanessa" sagde han og så afventende og lidt bekymret på mig.

"Jeg elsker dig, Brandon"