Brandon

Ligegyldigt

Jeg sad tavst og kiggede ud af bilruden hele vejen hjem. Jeg havde taget imod min mors trøst, men jeg havde ikke fortalt hende årsagen til, at jeg græd.

Da vi holdte i garagen, så jeg på min mor. Hun så en smule fortvivlet ud.

"Vanessa, hvad er der galt?"

Jeg snøftede og kiggede ned. Hun sukkede opgivende og gik ud af bilen. Jeg blev siddende lidt, før jeg også gik ud.

Jeg smed mig med det samme i min seng. Jeg havde ødelagt det hele. Han overvejede at tilgive mig og så tog jeg bare hjem... Nu ville han sikkert aldrig tilgive mig. Jeg begyndte at græde igen. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage, men måske havde han ret. Måske var det her ikke en særlig god måde at håndtere problemer på.

Jeg lå i sengen hele dagen. Jeg havde slet ikke lyst til at lave noget.

Sådan gik der et par dage. Jeg lå bare i min seng. Jeg så ligegyldige, men underholdende reality-programmer i tv'et og så kom min mor engang imellem ind med noget mad. Hver gang hun gik igen, stod hun et stykke tid i døråbningen og kiggede bekymret på mig.

Hun forsøgte ind imellem at få ud af mig, hvad der var galt, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne se på hende, at hun blev ked af det, når jeg ikke gad at snakke med hende om det.

Jeg havde bare ikke lyst til at snakke om det. Hverken med hende eller nogen andre.

Jeg havde fået en SMS fra Trinny.
"Hey, hvor gemmer du dig?"
Jeg havde ikke svaret. Det orkede jeg ikke. Selvom Trinny og jeg var rigtig gode veninder, så havde jeg heller ikke lyst til at snakke eller skrive med hende.

Jeg tjekkede hele tiden min telefon. Jeg håbede på at Brandon ville skrive eller ringe, men det gjorde han ikke.