Brandon

Én dag til

Vi lå i ske i min seng. Han nussede mig i håret. Jeg var lige ved at falde i søvn, da nogen tog i håndtaget. Det var min mor. Hun hev i håndtaget et par gange.
"Vanessa?" råbte hun, imens hun bankede på døren. Brandon og jeg kiggede på hinanden. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Min mor kaldte igen og bankede lidt hårdere på døren.

Jeg kiggede mig i omkring. Jeg nikkede over mod skabet. Brandon forstod, hvad jeg mente. Han skyndte sig at gemme sig i skabet. Jeg gik hen og låste døren op.

"Hvorfor i alverden låser du døren, Vanessa?"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
"Undskyld" prøvede jeg.
Hun kiggede undrende på mig, men fik hurtigt opmærksomheden rettet imod den mad, hun havde med til mig.
"Jeg har lavet noget mad til dig" sagde hun og så en lille smule stolt ud.

"Tak mor" sagde jeg smilende og tog imod maden.

"Var det et smil, jeg så der?" sagde hun glad og aede mig på kinden.

"Jah, det var det vel" sagde jeg og smilede igen. Jeg kunne se, at hun blev glad. Hun satte maden ned på mit natbord og krammede mig.

"Skal vi så lave et eller andet sammen i morgen?" spurgte hun. Jeg trak mig fra krammet og kiggede på hende.

"Jeg vil måske gerne tilbage til lejren.." sagde jeg.

"Nå" sagde hun og virkede både overrasket og skuffet.

"Det må vi lige se på" Hun kyssede mig på panden og gik igen. Jeg lyttede ved døren og da hun var langt nok væk til ikke at kunne høre det, så låste jeg døren. Brandon kom frem fra sit gemmested.

"Så du vil gerne tilbage til lejren igen?" spurgte han. Jeg nikkede, men trak også lidt på skuldrene.

"Hvad med Joseph?" spurgte han. "Jeg kan umuligt bo sammen med ham!" sagde han og hævede sin stemme en smule. Jeg lagde en beroligende hånd på hans kind.

"Vi finder ud af noget" sagde jeg og gav ham et lille opmuntrende smil. Han kyssede mig og da han trak sig fra kysset så han mig i øjnene.

"Kan vi ikke blive én dag til?" spurgte han. Jeg tænkte mig om. Han så næsten bedende på mig. Jeg smilte og nikkede.