Brandon

Søgende

Jeg gik rundt i mørket og prøvede at finde vej derhen, hvor jeg sidst havde set Brandon. Jeg trak vejret tungt. Det skræmte mig at gå alene rundt i mørket, men jeg var opsat på at finde Brandon. Jeg kiggede tilbage. Jeg kunne se lommelygter i det fjerne. Shit! Det måtte være de voksne. Jeg begyndte at løbe og stoppede først, da jeg var sikker på at man ikke kunne se mig. Jeg fiskede min mobil op af lommen og lyste foran mig. Det var nemlig ved at blive så mørkt, at jeg ingenting kunne se.

Jeg nåede endelig frem. Den smadrede flaske lå der stadig og jeg passede på, at jeg ikke trådte i glasskårene igen. Jeg tog en dyb indånding. "BRANDON!?" råbte jeg af mine fulde lungers kraft og i det samme trængte tårerne sig på. Jeg satte mig ned og kørte mine hænder igennem jorden. Jeg lagde mig helt ned og lå og kiggede op på stjernerne. Jeg var så træt og mine øjenlåg føltes tungere og tungere. Jeg endte med at falde i søvn.

Jeg vågnede ved, at nogen løftede mig op. Jeg åbnede forsigtigt øjnene. "Brandon?" hviskede jeg. Han kiggede ned på mig og smilede skævt. Han bar mig ned til stranden, hvor vi satte os på broen. Jeg kunne ikke tage øjnene fra ham. Han var let belyst af månen. "Hvor har du været?" Han så mig i øjnene. "Jeg var bange for, at du ikke ville tilgive mig" Jeg tog hans hånd. "You make me feel some type of way" sagde han. Han smilede skævt og puffede let til mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde savnet ham.

"Vi bliver altså nødt til at snakke om nogen af alle de ting, der er sket..." sagde jeg og forsøgte at være alvorlig igen. Han hørte ikke efter. Han kiggede på mine læber. Han trak mig ind i et kys. Det føltes næsten som det allerførste kys. Der gik en bølge af varme igennem mig.

Mit smil nåede helt op til begge ører. Det var det her, jeg havde længtes efter. Ham. Brandon og den følelse jeg havde, når jeg var sammen med ham. Han kiggede på mig. "Vanessa..." hviskede han. Jeg nikkede og så ham ind i øjnene.

"Jeg tror, at jeg er forelsket i dig"