Brandon

Se virkeligheden i øjnene

Vi snakkede længe og jeg kunne mærke,  at Brandon gjorde sit bedste for at være forstående og lyttende. Det var en lettelse for mit hjerte at få talt om det.

"Jeg ved ikke, om det er muligt for mig at få tillid til dig igen og jeg har brug for lidt tid, hvis jeg skal tilgive dig."

Jeg sukkede. Jeg vidste godt at det var fair, men alligevel...
Jeg kiggede diskret på min telefon for at se, hvad klokken var. Det var åbenbart ikke diskret nok.

"Er der noget du skal nå?" sagde Brandon lidt irriteret. Jeg tøvede lidt.

"Nej... Eller jo, min mor kommer og henter mig lige om lidt..."

Jeg kunne se på ham at han blev vred.

"Så du stikker bare af!?"

"Nej... Brandon jeg..."

"Du kan forhelvede ikke bare stikke fra dine problemer! Sådan fungere det sgu da ikke! Det bliver de ikke løst af! Jeg ved ikke, om det er det, du er vant til, men så er det på tide at se virkeligheden i øjnene, Vanessa!!"

Jeg stod frossen af forskrækkelse et øjeblik, hvorefter tårerne hurtigt tog over. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg gik bare. Min mor sad sikkert allerede i bilen og ventede på mig.

"Vanessa!?" råbte Brandon efter mig. Jeg kunne høre hans stemme knækkede. Han græd. Det gjorde ondt i mit hjerte, men jeg blev alligevel ved med at gå. Jeg begyndte at løbe. Jeg løb hulkende og forpustet hen til min hytte og hentede mine ting. Jeg fik slæbt tingene ud til min mor, der holdt og ventede. Hun så forbavset ud, da hun så mig komme gående med tårer løbende ned af kinderne.

Hun kom hurtigt hen til mig og krammede mig. Jeg slappede lidt mere af, så snart jeg var i min mors arme. Jeg mærkede først, at jeg faktisk virkelig havde savnet hende.