Brandon

Fjendtligt blik

Brandon tog sig til ansigtet. Jeg kunne se på ham, at han blev stiktosset. Jeg lagde min hånd på hans skulder, men han ignorerede mig og kastede sig i stedet over Joseph. Brandon var stærkere end Joseph og han blev ved med at slå Joseph, som engang imellem også fik indført nogle slag.

"BRANDON! STOP!" råbte jeg af mine fulde lungers kraft. Han stoppede ikke. Jeg hev i ham og prøvede at få ham væk. Jeg begyndte at græde. Denne her side af ham skræmte mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg blev bare ved med at prøve på at hive Brandon væk, samtidig med jeg råbte. Jeg fik ham til sidst til at stoppe. Hans øjne var vilde, han var rød i hovedet og hans næse blødte. Han kiggede på Joseph og derefter på mig. Hans vejrtrækning var hurtig og højlydt. Pludselig styrtede han ud af døren.

"Brandon, det er dig, som har fortalt mig, at det ikke er løsningen at stikke af!" råbte jeg, imens han løb sin vej. Jeg gik hen til Joseph. Han lå på gulvet næsten i fosterstilling og tog sig til ansigtet. Han hulkede lidt og beklagede sig. Jeg satte mig ned ved siden af ham og tog hans hænder væk fra ansigtet. Han strittede imod, men det lykkedes mig alligevel. Han blødte forskellige steder i ansigtet og var en smule hævet nogle steder. 

"Joseph, det er jeg ked af" sagde jeg og forsøgte at undskylde både på Brandons og mine egne vegne. Han kiggede på mig med tårer i øjnene. 

"Kom" sagde jeg og hjalp ham med at komme på benene. Jeg støttede ham hele vejen over til sengen, og hjalp ham så med at lægge sig ned. Han kiggede på mig med et fjendtligt blik.

"Jeg henter noget hjælp" sagde jeg.

"Jeg gider ikke nogle af de voksne lige nu" sagde han. Jeg nikkede og gik hen imod døren. 

"Og Vanessa?" sagde han, inden jeg gik ud. Jeg vendte mig op.

"Jeg hader dig! Du har påført mig, så meget smerte både fysisk og psykisk. Du har knækket mit hjerte i tusind stykker!" 

Jeg skyndte mig ud af døren. Jeg ville ikke høre mere.

"Jeg hader dig!" hørte jeg ham råbe igen, inden døren smækkede.