Livet Kan Være Hårdt

(77:88)

Et par dage efter: Næste dag: Det er morgen: Emily og Noah er i køkkenet. Shane kommer ind i køkkenet. Shane: Godmorgen. Emily: Godmorgen. Noah: Dadda. Noah smiler, og så begynder han at grine. Shane: Det ser ud til, at nogen er i meget godt humør i dag. Emily: Ja, han er meget glad. Efter at de har spist, går Shane hen i køleskabet, og han ser efter, om de har mad nok i deres hjem. Shane: Åh, nej, jeg kan se, at vi er ved at løbe tør for mad. Emily: Det er ikke godt. Shane: Ja, jeg ved det, vi kan gøre noget ved det. Emily: Ja, jeg går hen til butikken og køber noget. Shane: Okay. Emily tager Noah op fra sin lille barnestol. Og så går de ud. De går hen i butikken for at købe noget mad. I butikken: Emily holder Noah i sine arme. Først går de ind og køber noget mad, til deres hjem. Derefter går de ind i et cafeteria. En fyr fra cafeteriet ser Emily og Noah, han går hen til dem. Mason: Hej. Emily: Hej. Mason: Jeg er Mason. Emily: Jeg er Emily. Mason: Det er en sød lille knægt. Emily: Tak, det er min søn. Mason: Jeg arbejder her i cafeteriet, vi kunne godt bruge nogle flere mennesker til at arbejde her. Emily: Det er godt. Mason: Vi kunne godt bruge dig til at arbejde her. Emily: Men jeg har allerede et godt job. Mason: Tænk over det. Emily: Okay, jeg vil tænke over. Derefter fortsætter Mason med at arbejde. Pludselig begynder Noah at græde. Emily: Noah, græd ikke, jeg er her for dig. Emily forsøger at dulme Noah ved at vugge ham blidt i sine arme og nynne en blød vuggevise. Hun tjekker hans ble og ser, at den er ren, så hun prøver at finde ud af, hvad der kan være årsagen til hans gråd. Hun bemærker, at han gnider sig i øjnene og gaber, og indser, at han nok bare er træt. Emily: Åh, jeg tror bare at du er træt, skat, lad os tage hjem og så du kan få dig en lur. Emily betaler for deres mad og tager hurtigt hjem med Noah.