Bliver det godt igen? -Citybois

Kapitel 8

Jeg smed min taske på mit bord i klassen.
"(Dit navn)" Sagde Thor.
Jeg kiggede hen på ham.
"Vi bliver nød til at snakke" Sagde han.
"Thor, det er fair nok hvis du dropper vores venskab, men jeg kan fandme ikke klare at høre det fra dig, så det er bedst hvis vi bare tager afstand" Sagde jeg, lidt for højt måske.
Jeg havde ikke opdaget jeg var kommet for sent og timen var igang og alle kiggede på mig. Hold kæft, jeg var dum man! Jeg undskyldte og satte mig ned.

Da det endelig blev frikvarter styrtede jeg ned mod kantinen. Pigerne fra den anden klasse var på klassetur hele ugen, så måtte jeg vel bare klare mig selv. Jeg satte mig ved et tomt bord og hev et æble frem.

Jeg kiggede hen mod døren, selvfølgelig kom Thor, hvad ellers? Han kom hen mod mit bord og satte sig.
"(Dit navn), det jeg ville.." Begyndte han.
Jeg rejste mig før han nåede at snakke færdig.
"Hørte du ikke hvad jeg sagde Thor?" Spurgte jeg og gik ud på gangen.
Thor løb efter mig og greb fat i min hånd.
"Men jeg sagde vi skulle snakke!" Sagde han bestemt.
Wow, jeg havde aldrig set ham sådan før? Jeg kiggede afventende på ham.
"Det er ikke fordi vi skal droppe vores venskab, aldrig, vi skal være venner for altid, have dobbelt bryllup og gravsten ved siden af hinanden" Sagde han.
"Hvorfor fanden vælger du så altid Anthon frem for mig?" Spurgte jeg.
"(Dit navn), jeg flytter til Belgien.." Sagde Thor og kiggede ned.
En tåre trillede ned af min kind, jeg kunne ikke kigge på ham. Skulle han flytte til Belgien?
"Thor det kan jeg ikke give dig lov til" Mumlede jeg.
"Jeg har jo ikke selv valgt det, men"

Klokken ringede. Jeg gik ind i klassen og satte mig, Thor satte sig ved siden af. Læren kom endelig ind.
"Idag skal i arbejde to og to, i vælger selv jeres partner og så kommer i her op og får jeres opgave" Sagde hun.
Jeg kiggede rundt i klassen, jeg kunne ikke arbejde sammen med Thor virkelig. Den eneste jeg kunne få øje på var Anthon.
"Anthon!" Råbte jeg.
Han vendte sig om mod mig og nikkede som svar. Thor kiggede skuffet på mig, hvilket jeg også godt kunne forstå. Vi havde arbejdet sammen hver eneste dag siden børnehaveklassen og nu valgte jeg hans bedsteven?
"Undskyld Thor, men jeg har brug for at tænke" Sagde jeg og rejste mig.
"Hvis du bare kunne lade mig snakke færdig" Mumlede Thor.
Jeg gik over til Anthon.
"Klar?" Spurgte jeg.
Han nikkede, vi gik op og hentede en opgave og så satte vi os udenfor.

Jeg lavede ikke rigtig noget, jeg tegnede faktisk bare.
"Er du ved at være færdig?" Spurgte Anthon og kiggede op fra sit papir.
"Jeg har ikke sådan rigtig lavet noget" Sagde jeg.
"(Dit navn), hvad sker der med dig og Thor?" Spurgte Anthon.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg.
Jeg vidste jo godt hvad han mente, men altså.
"I har ikke snakket sammen de sidste par dage, du var tydeligvis ked af det efter i havde snakket sammen, du råbte op i klassen, du vælger at arbejde sammen med mig når du altid arbejder sammen med Thor" Sagde Anthon.
Et lille smil kom frem på mine læber.
"Det lyder som om du holder temmelig meget øje med mig" Sagde jeg.
Han grinte.
"(Dit navn) jeg spurgte om noget" Sagde han.
"Har du ikke hørt han flytter?" Spurgte jeg.
"Hvad?" Spurgte han.
"Han flytter til Belgien og jeg har sådan bare brug for at tænke over hvad der skal blive af vores venskab" En tåre trillede ned af min kind.
"Det vidste jeg sku ikke" Sagde han.
"Anthon, jeg kan ikke klare mig uden Thor! Du ved jo hvordan vores venskab er" Jeg fatter ikke jeg rent faktisk sagde det til Anthon, jeg følte bare at det her var det rigtige at gøre.
"Jeg synes også det er svært, vi to har jo været bedstevenner med Thor, siden altid" Sukkede Anthon.
"Jeg fatter ikke det her sker" Sagde jeg.
Anthon trak mig ind i et kram.
"Vi klarer os okay"

Hej venner, undskyld jeg ikke har lagt noget ud i et stykke tid, men jeg er på ferie lige nu og det her kapitel har virkelig været svært at skrive, da jeg har vidst hvad jeg ville skrive i det siden jeg startede historien og så da jeg skulle til at skrive det, var alt jeg havde tænkt på væk, fedt:
Men altså 1000 tak til alle dem der læser med, det er jo helt sindssygt det her!