Mommy's Job || n.h

Oh no, Claudia!

Claudia's synsvinkel:

Harry og jeg nåede tilbage til at vi skulle med flyet. Selvfølgelig mod mit yndlings land, DK! "Mommy! Mommy! Må jeg godt være sammen med Sebastian, Lukas, Astrid, Lauge og tvillingerne, når vi er hjemme?!"

Hun nikkede grinende. Mere over drengenes ansigt end mig. "Hvad er der, drenge?" Spurgte jeg undrende. "Du sagde hele den sætning på engelsk, men de navne der? Udtal lige dem igen" Jeg gentog dem også prøvede de at udtale dem.

"L-A-U-G-E" Louis prøvede, men blev næsten kvalt i sit eget spyt. "Men jo, du må godt være sammen med dem, men hvad Alex? Han kommer jo hjem på weekend?"

Jeg stampede i jorden som en flabet teenager og sagde trælse lyde. "Kan du ikke tage ham?" Hun grinede. "Du kan da bare ta' dine venner med til One Direction og sammeutidig passe Alex?" Jeg sukkede og nikkede.

"Vent! Dreeeeenge?" Spurgte jeg med hundeøjne. "Ah! ah! Niksen!" Svarede Niall. "Hvad skal I ha' for det?" Spurgte jeg snedigt. "Intet! Vi vil da med jer ud i gaderne i Danmark!" Svarede Liam.

Jeg sukkede. "Fint! Så tager vi ham med..." Helene gav et nik med hovedet.

•••

Vi var kommet til DK, og det var blevet aften. One Direction skulle først på scenen om en time, så vi var igang med at gøre os klar til koncerten.

Drengene og jeg var i en lejlighed for at gøre os klar til byturen. Ringklokken lød, så jeg løb ud til døren. Det var Alex. "Hej Alex!" Sagde jeg glad og gav ham en krammer. "Hej søs!" Svarede han og gik ind.

"De andre er på vej op!" Sagde han og gik ind til drengene. Den første der kom op af trapperne, var Sebastian. Jeg brølede nærmest hans navn imens jeg løb hen og gav ham et kæmpe kram.

"Hej Claudia!" Sagde han glad. De andre kom løbende efter ham. Vi krammede hinanden inden vi kom ind til drengene, som var klar til deres koncert.

•••

Min mor stod og opvarmede drengenes stemmer med dem imens jeg absolut skulle være der... Min mor havde fået ondt i halsen, så jeg skulle være hendes stemme. Jeg lavede de høje toner med drengene indtil min stemme knækkede helt.

Jeg prøvede igen, men det blev bare værre og værre. "Du har overanstrengt din stemme, bare smut med dig" Sagde min mor, så jeg ønskede drengene held og lykke og gik derefter ud på min plads.

Jeg løb ud mod publikum, da jeg så Alex. Han sad over i hjørnet med sin mobil - hvilket ikke er normalt? - og så meget ked af det ud.

Jeg stoppede op og gik ind til ham. "Hej Alex? Vil du ikke med ud på vores pladser?" Spurgte jeg og satte mig ved siden af ham.

"Nej, jeg gider ikke" Svarede han lidt surt. "Hey Alex? Hvad sker der?" Spurgte jeg og satte mig hen foran ham. Han kiggede vredt på mig. "Alt! Min efterskole er noget lort, I er aldrig hjemme, og du er ligeglad med mig!" Svarede han vredt.

"Alex... Jeg er ikke ligeglad med dig. Du er min lillebror, der lige er fyldt 17? Jeg elsker dig da, men søskende er ikke altid bedste venner..." Han kiggede ned i sin telefon igen.

"Hvad er der med din efterskole?" Spurgte jeg undrende. "De mobber mig med mor og dig..." Svarede han trist. "Kom, det her siger vi til mor!" Sagde jeg afklaret og trak i ham.

"Nej, jeg vil ikke!" Svarede han muggent. "Hvorfor ikke?" Spurgte jeg undrende. "Fordi, hvor skulle jeg bo, hvis jeg ikke kan bo på efterskolen?" Jeg vippede med øjenbrynende.

"Årh nej! Jeg kender det blik" Svarede han skræmt.