I should be...

615 30 0
                                    

Claudia's synsvinkel:

"Det er ikke deres skyld at jeg ikke kunne klare presset! Er er seriøst nødt til at stoppe med at angribe dem!" Jeg skældte dem så meget som jeg kunne.

"Men du stopper jo også kan de rigtig tage vores plads!", Svarede Harry bekymret. Jeg kiggede åndssvagt på ham.

"Jeg har aldrig sagt noget om at stoppe - jeg sagde kun at jeg ikke ville være der som jeres voicecoach, når I skulle være stærke?"

De kiggede flovt på hinanden. "Jeg ville være der som jeres støtte" Jeg sukkede. "Luke, Calum, Ashton og Michael - gå bare på scenen"

De nikkede og gik. "Hvad er der galt med jer?", Spurgte jeg chokeret. "I er så besat af at være de største, at I slet ikke kan se hvad der sker omkring jer?!"

"Jeg ved godt at det her er den sidste mulighed, men jeg tror det er bedst hvis I holder en pause..." Jeg gik ud til bilerne, hvor jeg tog en taxa hjem.

Værste. Aften. I. Verden!

Da jeg kom tilbage til hotellet, smed jeg min stilletter hen i hjørnet og smed mig i sengen. Jeg lå bare og tænkte hvordan One Direction nogensinde skulle komme på benene igen.

Jeg satte mig op igen og kiggede udmattet rundt. Jeg kunne se alle de fantastiske stunder, jeg har haft med drengene, rundt i rummet.

Hvordan Niall og jeg mødtes, hvordan Louis var klædt ud som en dame, da Harry og jeg var til FashionWeek - men mest af alt, hvordan drengene blev mine bedste venner...

Jeg rejste mig og satte mig hen foran sminkebordet med spejlet ovenover bordet. Jeg tændt lyset for lamperne ude i siden og kiggede på mig selv.

Jeg kunne ikke fordrage synet. Jeg tog min falske øjenvipper af og fjernede min make up. Dén pige. Dén pige uden make up og høje hæle, er dén pige jeg burde være!

Jeg burde ikke sidde i LA og bare leve livet med min berømte kæreste, gå på den røde løber og gå i de dyre kjoler?

Jeg burde være hjemme i København, hvor alt er et velfærdssamfund, og hvor man kalder kokain for en stregkode.

Mommy's Job || n.hDonde viven las historias. Descúbrelo ahora