Kiss me Brooklyn

Følelser

Jeg havde ikke snakket med Brooklyn siden dengang, hvor han kom op på mit værelse. Den kjole, som han havde snakket om, modtog jeg heller aldrig. Det var, som om han havde glemt mig og vores såkaldte date.

Jeg blev sat af chaufføren foran skolen, og jeg ledte desperat efter Brooklyn. Dog uden held.
Jeg tog mine timer, men de var kedelige, og lærernes undervisning var umotiverende på alle måder.
I frokostpausen sad jeg alene og kiggede på de andre. Jeg havde stort set ingen venner.
Mit hjerte var frosset til is, og tiden gik og gik.
Brooklyn var ingen steder, så jeg besluttede mig for at gå.
Lige da jeg skulle rejse mig op, stillede to figurer sig på række foran mig. Den ene en pige, den anden en dreng.
Først så de barske ud, som om de ville skade mig, men så ændrede de udtryk. De smilede.

"Du er Anna Waterson?" Pigen havde sort hår, som hun tydeligvis havde farvet, da små totter af håret var brunt. Hun havde grønne, krystalklare øjne.
Jeg nikkede spørgende.

"Vi ved, at du har kontakt til Brooklyn Beckham," sagde drengen. Hans hår var bølget,  og ansigtsformen var ligesom en pære.
"Hvad hvis jeg havde? Hvad vil I?"

Pigen så pludselig meget alvorlig ud, og så trak hun to papirer ud, som var prøver.
Den ene havde bestået med 100/100, og den anden var fejlet med 3/100.
Jeg rystede usikkert på hovedet og kunne ikke tyde, hvordan det hang sammen med Brooklyn.
"Hvad?" spurgte jeg.
"Brooklyn Beckham, den perfekte dreng. Han snyder sine prøver, Anna. Du skal få ham til at tilstå sine forbrydelser," sagde pigen, som om hun var en FBI-agent. Jeg rynkede brynene og tænkte over, hvad det var, jeg skulle sige. Det chokerede mig, at Brooklyn måske snød i sine prøver. Hvordan hang det sammen? Og JEG skulle få ham til at tilstå?
De stod med armene i kryds og ventede på mit svar, men ærlig talt, jeg havde ingen svar i ærmet. Jeg vidste, at hvis man blev fanget i at snyde, så blev man smidt ud. Chancen for, at Brooklyn kunne komme ind på et andet universitet, var minimal.
Jeg rystede på hovedet.
"Det kan jeg ikke," svarede jeg og rejste mig.
Jeg gad ikke være med til at smide Brooklyn, ham jeg så godt kunne lide, ud fra uni.

Senere på dagen:
Jeg smed støvlerne i et hjørne og kiggede rundt i gangen. Victoria og David var hjemme, for jeg hørte dem ude i stuen. Mon de havde fri i dag?
Jeg traskede ind i stuen, og fjernsynet var tændt og slået hen på sportskanalen. De vendte begge deres hoveder, og et smil bredte sig i deres ansigter.

"Hey, Anna!" Davids stemme var mørk, dog beroligende.
"Har du haft en god dag?" Victoria havde ikke makeup på, men hun var stadig gudesmuk.
Jeg trak på skuldrene og kiggede rundt. Børnene var her ikke, så jeg gik i stedet op på deres værelser for at se til dem.
Da jeg trådte ind på Romeos værelse, så jeg, at han havde venner på besøg. De kiggede mærkeligt på mig, mens Romeo bare smilede og stormede hen for at kramme mig.

"Har nogen af jer set Brooklyn i dag?" De rystede alle på hovederne, og mit humør blev bare værre og værre. Pis.
Jeg skulle til at vende snuden rundt, men en stemme standsede mig i at gøre det.

"Hvorfor da? Hvem leder efter mig?"