Kiss me Brooklyn

Melanie i Brooklyns værelse

"Hvordan var jeres dag så?" Jeg stod og hjalp Victoria med i køkkenet. Det duftede skønt af urter og karry.
Jeg havde lyst til at fortælle hende, at jeg dårligt nok snakkede med Brooklyn i skolen. Det var jeg for nervøs til. Victoria var bare mega glad, og hun skulle afsted på arbejde om lidt med David. + Skulle jeg jo passe de små børn, og det var noget, jeg glædede mig til.

Victoria smurte fadet med smør og stablede lasagnen, satte den ind i ovnen og nikkede tilfreds.

"Dagen var.. anderledes," sagde jeg, mens jeg dækkede bord til 5. Brooklyn, Cruz, Romeo, Harper og jeg.
Da jeg havde gjort det, bankede jeg på alle deres døre og gik ind i deres luksuriøse værelser.
"Der er mad," sagde jeg. Det var i hvert fald det, jeg sagde, indtil jeg kom til Brooklyns dør. Jeg bankede på og trådte ind, og synet chokerede mig.

"Melanie?"
"Anna?"
Melanie og Brooklyn stirrede på mig, og jeg kunne ikke få mig selv til at se ind i Brooklyns øjne. Det var da løgn. Melanie. Hende? Virkelig?

Jeg prøvede at ignorere hendes eksistens og trådte et skridt foran.

"Du skal komme ned og spise, Brooklyn.. og Melanie.. hun kan spise med."
Jeg slog mig selv i hovedet, i hvert fald i min fantasi, gjorde jeg. Jeg havde lyst til at kaste mig ned fra en klippe 100 gange, og så begrave mig selv.
Brooklyn rystede på hovedet.
"Du er på job i dag, Anna. Du er babysitter for de små, ikke mig. Skrid så ud med dig, inden jeg beder min mor om at fyre dig."

Jeg kunne ikke tro mine egne ører eller øjne. Hvorfor ville han sige det til mig? Inderst inde havde jeg lyst til at slå og sparke ham, men jeg.. jeg havde en ting for ham, og at tænke det var dumt af mig.
Jeg følte mine tårer gå i vand, men jeg lod ikke nogle tårer løbe den dag. Hvad havde jeg at græde for? Jeg nikkede tøvende og kastede et hurtigt blik over Melanie, som var helt henne hos Brooklyn. Hendes fingre strejfede hans brystkasse. Fuck hende.
Jeg vendte mig om og lukkede døren efter mig. Jeg følte en vis tristhed, da jeg gik ned i spisesalen. Alle børnene sad der, og jeg besluttede mig for at sidde ved siden af Cruz.

"Hey," sagde jeg.
Han smilede med tænder, hvilket jeg aldrig har set ham gøre.
"Hej, Anna. Fik du Brooklyn med ned?"
Jeg rystede usikkert på hovedet.
"Han havde besøg af en pige fra skolen i dag," svarede jeg. "Men spis I endelig. Brooklyn kan spise resterne."
Børnene begyndte at tage for sig, og de spiste så formelt og stille. Ingen smaskede eller gjorde noget upassende, så det var nærmest kedeligt.
Jeg havde stadig de ord, som Brooklyn sagde, i mig. Det sårede mig, og jeg havde lyst til at være sur og glemme ham, men det var svært. Ting var kompliceret.
Da børnene næsten var færdige, gik døren op med et smæld. Brooklyn kom gående, men Melanie var ikke sammen med ham. Gudskelov. Men så kunne jeg se det blonde hår komme frem, og der var hun sgu.
Død, pis og helvede.
Jeg skulle til at rejse mig for at hente en tallerken, men Brooklyn gav mig dræberøjne og skubbede mig ned på stolen.
"Melanie spiser ikke med, Anna."
Jeg tøvede lidt og så på hende fra tå til top. Hun havde en stram top på og en kort nederdel. Hendes hår var glat og fint.
"Hvorfor fanden er hun så her?"