Kiss me Brooklyn

Drømme er realistiske

Mit hoved føltes tungt mod de kolde sten. Jeg rejste mig forsigtigt op og så, hvor jeg var. Besvimet i nogle timer havde jeg været, da jeg fandt ud af, at Brooklyn aldrig kom. Og den drøm var utrolig. Utrolig realistisk og levende. Hvordan kunne jeg drømme om det? Jeg var en smule knust over, at det bare var en drøm og min fantasi.
Sådan noget med Brooklyn ville alligevel aldrig ske, så jeg glemte hurtigt drømmen og besluttede mig at gå hjem.
Kjolen var fuldstændig smadret og grå. Den var dækket med mudder, og mit hår og makeup var en fiasko. Jeg lignede sikkert en zombie. Da jeg gik gennem den luksuriøse vej, var der ingen mennesker ude eller nogle lys tændt i husene. Det var kun månen og lygtepælene, som gav lys fra sig. Mine flotte sko var de eneste som gav lyd fra sig. Mine skridt var høje, og jeg skulle holde kjolen op for ikke at snuble over den.
Da jeg endelig kom til huset, var huset lyst og der var tændt lys i næsten alle rum.
Jeg traskede igennem forhaven, forbi alle blomsterne og hen til fordøren.
Af min taske tog jeg mine nøgler frem og låste mig ind. Jeg håbede på, at Brooklyn ikke ville være der. Jeg havde ærligt ikke lyst til at se eller tale med ham.
Mens jeg lukkede døren, hørte jeg skridt og stemmer.
Victoria kom løbende ud til mig med Harper i hånden, og hun så meget chokeret og skuffet ud. Mine øjne føltes tørre og trætte.
"Anna.."
Victoria kom tættere på og tvang mig i et kæmpe knus. Hun trak sig forsigtigt og kiggede mig i øjnene.
"Lad os få dig vasket, og så kan du fortælle mig, hvorfor du ser sådan ud. Okay?"
Jeg nikkede og fulgte med hende.