Kiss me Brooklyn

Stemmen

Siden jeg kom her, havde alting ændret sig. Vi var alle blevet så tætte, og jeg følte mig virkelig som en del af familien. Som altid var jeg den første, der stod op om morgenen, og Brooklyn var altid den sidste. Jeg gik afslappet hen mod stuen, satte mig ned i lænestolen og tog slurke af min kaffe. Mine skuldre blev løse, og jeg slappede helt af, mens jeg så solen stige op. Det lidt orange, gulige lys reflekterede i vinduet, og hele stuen blev pludselig orange.
I dag skulle jeg ned med et brev på posthuset. Jeg havde ikke hørt fra Jack og Luxa i et godt stykke tid, og ikke bare med at sende en besked.. - jeg ville sende dem et brev. Et brev med billeder, citater, historier, og hvad jeg har gået og lavet og følt det sidste stykke tid. Jeg savnede dem. De var mine venner, og det var nærmest ikke til at holde ud, at vi var så langt fra hinanden.
Solen stod højt på sin himmel, og der begyndte at komme liv på stranden og endda bølgerne. Bølgerne var høje, og der var muskuløse og trænede drenge, som surfede på dem. Jeg dagdrømmede mig væk i en helt anden verden. Hvor det hele var perfekt, og der ingen problemer var. Hvor alle var glade.
Pludselig hørte jeg nogle trin komme tættere på, og det var Victoria, som afbrød mine tanker. Hun smilede.
"Kan jeg tage lidt kaffe?" spurgte hun.
"Mhm, selvfølgelig."
Lidt efter kom hun tilbage med kop fyldt med kaffe og iført morgenkåbe. Hun satte sig ned overfor mig, og på en eller anden måde anstrengte hun sig for at smile.
"Det er ærgerligt, jeg ikke nåede at se solopgangen."
Jeg nikkede og lagde den tomme kop fra mig. Orkede ikke at rejse mig for en kop mere. Mit hoved føltes allerede så let og frisk, og mit humør var helt i top.
"Det var virkelig smukt," sagde jeg og smilede hen imod hende, men hendes øjne var et helt andet sted. Det undrede mig. Hvad gik hun dog og tænkte på?
"Er du okay?" spurgte jeg.
Hun nikkede svagt og kiggede ned på sine hænder et øjeblik, og så lukkede hun øjnene.
"Jeg tror bare, jeg skal slappe lidt af." Der var atter stille igen, og Victoria faldt i søvn som lynet. Jeg betragtede hendes stilling, hendes vejrtrækning, det hele. Hun var et godt eksempel på et sundt menneske, som levede et fantastisk liv uden økonomiske problemer, samværsproblemer, uden noget. Hun havde absolut det hele. F.eks. kunne hun sagtens gå ud og købe en ny bil eller et nyt hjem til en masse pund.

Senere på dagen

Min krop føltes så let, og det var, som om alle var glade i den her lillebitte by. Folk gik rundt og smilede, som om der ingen bekymringer var her. Sådan føltes det. Jeg var glad. Byen var fyldt med mennesker, boder, butikker og en masse smil, som gjorde en glad. Posthuset lå oppe foran, men jeg skulle ikke skynde mig. Jeg ville nå at være tilbage ved huset, inden resten af huset stod op, så jeg kunne forberede morgenmaden. Tilbage hvor Victoria faldt i søvn, havde jeg bare rejst mig og gjort mig klar, skredet og ikke vækket hende. Hun virkede bare så ualmindelig træt, men det skulle ikke undre mig. Med så mange børn i huset ville enhver kone være træt engang imellem. Da jeg nåede frem til posthuset, stod der en rød boks, hvor man kunne proppe sine breve ind. Jeg tog mit brev op fra tasken og lagde det stille roligt derned.

Pludselig hørte jeg en genkendelig stemme bag mig.

''Anna?''