Kiss me Brooklyn

Lyse rygter

Jeg sad foran den varme pejs med Victoria i den anden lænestol. Jeg havde været i bad, og min kjole var blevet hentet, så den kunne blive så god som ny. Jeg sad i en hoodie med et tæppe omkring mig, mens jeg langsomt tog små slurke af kaffe, som Victoria havde lavet.
Pejsen var smuk, og jeg elskede det. Aftener som denne var min yndlings, og jeg havde lyst til at glemme alt, som var sket.
Victoria havde puttet børnene, så vi var helt alene i den varme stue.
"Sig mig, Anna. Hvad skete der?"
Jeg trak forvirrende på skuldrene.
"Det ved jeg ikke," svarede jeg og tog en slurk af kaffen. Den var varm, men beroligende.
Victoria kiggede bekymret på mig, og det skar i mit hjerte, at hun skulle igennem det her.
"Hvor er Brooklyn overhovedet?" spurgte hun og så helt forvirret ud. Jeg frygtede, at hun ville tro, at jeg havde myrdet eller gjort noget ved Brooklyn.
"Jeg ved det ikke, Victoria. Han dukkede aldrig op til festen."
Hendes mund formede sig som et o, og hun var tavs længe. Det var lidt som om hun ikke kunne fatte, at hendes søn kunne finde på sådan noget.
"Virkelig? Han snakkede så meget om, at han havde glædet sig," sagde hun og sendte mig et støttende blik.
Vi var stille i lidt tid, og det begyndte så småt at blive lyst udenfor. Jeg kiggede ud, som stjernerne forsvandt, og solen kom til syne bag skyerne.
Det var pænt.
Jeg nikkede og følte mig selv som en skændsel, en taber. Det var rigtigt, at jeg havde troet, at han ville dukke op, og vi ville leve lykkeligt til vores dages ende. Noget i mig sagde, at jeg skulle glemme ham og komme videre. En lille procentdel ville have, at jeg skulle hænge på og ikke give op. Desværre, honey. Mit liv er ikke et eventyr eller en kærlighedsroman, man finder på biblioteket.
Victoria nikkede bare, da jeg fortalte hende det, der var sket. Hun var forfærdelig forståelig, men indeni var hun sikkert knust og skuffet. Hendes øjne var trætte, røde og små. Jeg havde meget ondt af hende, men at være kendt betød ikke nødvendigvis et perfekt liv.
Jeg rejste mig, så tæppet faldt ned om mine skuldre. Min krop føltes tung, og mit hoved kørte rundt i cirkler.
"Jeg går i seng nu. Godnat," sagde jeg og traskede mod udgangen. Jeg hev døren op og gik ud uden at lukke døren efter mig.
Jeg tændte lyset ved gangen, så gangen blev oplyst og skinnende.
Trapperne ventede desperat på mig, og mens jeg gik op, følte jeg en kvalme og en utilpashed.
Gangen var stille, og der var meget lidt luft, der kom ind. Jeg fik øje på børnenes døre, hvor deres navne var skrevet på.
Jeg gik smilende forbi Harpers dør. Døren var pyntet med tegninger og bogstaver, og det fik mig til at føle mig hjemme.

Da jeg kom til min dør ned ad gangen, blev jeg overrasket af, hvad der var derinde.
Luxa sad ved vinduet og kiggede ud, mærkede den kolde brise mod sit ansigt. Jeg rakte ud efter stikkontakten for at se noget, men det var kun Luxas øjne, der skinnede i mørket.
"Hvordan er du kommet ind?" spurgte jeg og gik hen og satte mig over for hende.
Luxa havde skiftet tøj, og hendes makeup var allerede af hendes ansigt.
"Du kender mig, Waterson. Men jeg kender åbenbart ikke dig nok," sagde hun uden at gå op i toneleje.
Jeg åbnede min mund og følte mig forvirret.
"Hvad?"
"Hvad!" udbrød Luxa og kiggede mig direkte i øjnene, så det skar i huden. Sådan føltes det.
"Du fortalte mig ingenting, Anna. Helt ærligt, vi er dine venner."
Jeg nikkede og kiggede ned til mine hænder. Mine hænder rullede ned mod mine bukser, og jeg baskede noget støv og grus ned ad dem.
"Jeg ville ikke tale med nogen om det," sagde jeg til hende. Stadig med øjnene på bukserne. Luxa sukkede højlydt, og hun havde det sureste udtryk i ansigtet.
Men det ændrede sig.
"Jeg så Brooklyn med en lyshåret pige til festen, Anna. Der var rygter om, at det var Sarah Parker, som var kommet hjem fra Europa."
Jeg bed mig selv i læben og kiggede op på hende, så vi fik øjenkontakt. Det var den drøm med Brooklyn. Han var helt vild med Sarah Parker, så det skulle ikke undre mig, at han droppede mig for hende.
"Jack har snakket med Brooklyn. Brooklyn siger, at han havde den værste og bedste date. Han er virkelig ked af det," sagde Luxa og strøg langsomt min arm. Hun smilede endda.
Jeg nikkede og tvang mig selv til at smile til hende.
"Det ændrer ikke noget," sagde jeg til hende. Luxa nikkede og bøjede sine knæ op, så hun kunne hvile sit hoved på dem. Hun lukkede forsigtigt sine øjne, og inden længe var hun faldet i søvn.