Kiss me Brooklyn

Tavsheden

Han kiggede mærkeligt på mig, da jeg trådte ind af døren. Her duftede virkelig dejligt, og det første jeg så var den store gang, hvor der hang jakker. Der var sko stillet op pænt ved siden, og så var der 5 døre og en trappe. En dreng, som måtte være Romeo kom gående ned ad trapperne. Det var svært at tro, at jeg var inde i deres luksushus. Jeg smilede og rakte hånden frem mod Romeo, som smilende trykkede den.

''Du må være Anna ikke?'' Jeg nikkede. ''Det er mig.'' Til sidst kom en lille, sød pige ind. Det måtte være Harper, og så den yngste søn, Cruz. De havde lige spist, for de havde mad rundt om munden. Harper mumlede noget, som jeg ikke helt hørte. Cruz stirrede også bare ligesom sine brødre.

''Unger?'' Det var Davids stemme, som jeg kunne høre, og der kom han. Han havde et jakkesæt på, og han så godt ud i den. Han rakte forsigtigt hånden frem mod mig. ''Hej, Anna. Jeg er David Beckham, og det her er Brooklyn, Romeo, Cruz og Harper. Godt at møde dig!'' Han virkede så livsglad, og det skulle ikke undre mig. Familien havde mange penge, et godt liv og så var de også virkelig søde. Sødere end jeg havde regnet med, og det var lidt forkert af mig at dømme dem ud fra interviews og billeder på nettet. Til sidst kom den smukke Victoria gående hen med sin kjole. Hun smilede med tænder og rakte en hånd mod mig.

''Hey, Victoria,'' sagde jeg og prøvede ikke at virke nervøs, men med hele familien samlet var det lidt svært. Jeg kunne ikke være i mig selv, men jeg måtte overbevise mig selv om, at de også bare var almindelige mennesker. ''Følg med mig, Anna.'' Hun begyndte at gå op ad trapperne, og jeg havde endnu ikke smidt støvlerne og frakken, så det overvejede jeg. Skulle jeg bare hænge frakken? Og stille støvlerne med deres?

''Lad mig tage den.'' David tog min frakke af mig og hang den på knagen. Brooklyn stirrede stadig, som om han var frosset fast. Jeg rullede med øjnene og stillede støvlerne pænt ved siden af Harpers. Det virkede ikke for tosset, og så fulgte jeg lystigt efter Victoria, som allerede var halvvejs oppe ad trapperne. Jeg fik indhentet hende, og jeg var en smule forpustet af alle de trapper. Hun bevægede sig ligesom en engel, og hun gik ind af den første dør, vi så. Da jeg trådte ind, kunne jeg se, det var et stort kontor med vinduer, reoler og et bord, hvor der var stole på begge sider. Victoria plantede sig ved en stol, og jeg satte mig over for hende og kiggede. Ventede på at hun skulle sige noget, og tavsheden var akavet.

Så sagde hun endelig noget. ''Anna.'' Det gøs ned ad ryggen, og jeg havde aldrig været så nervøs i mit liv før. Det var min største chance overhovedet, og jeg kunne ikke spilde den. Jeg blev nødt til det, uanset hvilke konsekvenser det havde. ''Victoria,'' sagde jeg, og så var der atter stille igen.