Kiss me Brooklyn

Væk

Jeg havde brug for at isolere mig selv fra den virkelig verden i et stykke tid. Jeg ville væk fra det hele, undgå menneskene, sulte mig selv, hvilket jeg vidste, ville være mega dumt. Så jeg gjorde det ikke. Victoria kom hver dag op på mit værelse, stillede en tallerken og et glas vand, mens hun sendte mig et sårende blik. Efter at have betragtet, hvordan mit værelse så ud, gik hun ud. Der plejede altid at være rodet, og der ville være tøj på gulvet og af og til på fladskærmen, som hang på væggen. Da hun trådte ind, var der nærmest tomt, og det eneste man kunne se, var mig. Jeg havde det ikke lige frem godt. Jeg så syg ud, mit ansigt lignede et dødningehoved, mine rynker blev mere synlige, og til sidst blev min hud helt hvid. Believe it or not, men sådan havde jeg det i flere dage.

Jeg havde lovet mig selv at lade være med at gå tilbage. Tilbage til den person jeg engang var. Det er dog en helt anden historie, som jeg ikke går dybere ned i. Dagene gik med, at jeg lå i min seng og stirrede ud af vinduet. Jeg sov max i 10 minutter, men jeg kunne normalt ikke holde til mere efter de minutter. Det var, som om det bare var dag hele tiden, og mine øjne ville simpelthen ikke holde sig lukkede. Sådan føltes det. Det var forfærdeligt. Mine tanker og følelser kunne ikke beskrives, og I tænker nok, at det er en overdrivelse alt det her. Men jeg har kun vist jer min glade side, den som jeg viser alle. Ikke den dårlige.

Solen gik stille og roligt ned mellem skyerne, og landsbyen faldt stille og roligt til ro, mens alle begyndte at gå ind til deres hjem. Det føltes som en evighed, før solen var forsvundet, og menneskelydene blev erstattet af uglens råb, fuglenes sang og havets bølger. Det hele føltes så magisk og urealistisk. Pludselig hørte jeg en lyd, der distraherede naturens naturlige lyde, og det var lydene af en motor, der startede. Jeg prøvede at få et større overblik over, hvad der skete, men det hele var en smule tåget og uklart. I al panik skyndte jeg mig at få morgenkåben over mig, hoppede ud af sengen og løb ned ad trapperne, som om noget dårligt var ved at ske. Victoria løb ud i gangen hen mod mig med et ansigtsudtryk, der mindede mig om fare.

''Anna, rolig nu..''

Jeg åbnede hoveddøren og synet der mødte mig, havde jeg aldrig forventet. Brooklyn gik ud af havelågen med en stor taske på ryggen, og det så ikke ud, som om han bare skulle på en lille tur med en masse venner. Det var en stor, sort bil, og jeg kunne lige skimme en lyshåret pige sidde bag rettet, mens hun ordnede håret. Brooklyn gik med langsomme, store skridt hen mod den sorte bil, og det sårede mig indvendigt, at han bare forlod os. Han forlod mig. Min hjerne havde ikke rigtigt fattet, at han var i gang med at tage væk herfra. Brooklyn nåede endelig frem til bilen, hvor han gik om bag den og åbnede bagagerummet, hvori han smed sin taske. Samme vej tilbage gik han hen mod døren og åbnede den, kiggede sig ikke tilbage.

''Hvad har han gang i?'' udbrød jeg og kiggede hen mod Victoria, som holdt om min arm.

Pigen drejede på rettet, og bilen var på vej ud af indkørslen, og det var der, det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Jeg lod ham gå.