Kiss me Brooklyn

Slaget

''Jeg gider virkelig ikke snakke om det, okay?'' sagde jeg og sendte Nicholas et ynkeligt blik. Han sagde ikke noget, men i stedet tog han en bid af sin mad, som han havde bestilt. Selvom maden var lige der på min royal Copenhagen tallerken, så følte jeg ikke for at spise. Jeg følte mig mæt på så mange måder, og kunne meget vel bare kaste op lige nu.

''Men hvis han irriterer dig igen, Anna,'' startede han. ''Så kommer jeg personligt og kører ham over med min bus.'' Først fik jeg det indtryk, at han lavede sjov. Men hans ansigt var alvorlig, og ingen træk på mundvigen. Jeg stod bare der med pivåben mund og studerede hans ansigtstræk som en eller anden sindssyg kæreste-psykopat. Trak på skuldrene, skubbede maden og lænede mig tilbage i den bløde stol.

Den café, som Nicholas havde valgt, havde den dårligste udsigt ud til gågaden, hvor folk altid vandrede forbi 80 gange i timen. Der var ingen form for romance i temaet, og menneskene i caféen larmede som en flok aber på vildspor. Han kiggede op, vendte blikket ned mod min tallerken og rynkede brynene. ''Anna, spis nu noget,'' tiggede han og lavede et hundeagtigt ansigt. ''Jeg spiser senere.''

Min hånd føltes ufattelig varm i Nicholas hånd, mens vi gik. Han var hurtig, jeg var langsom, og sådan fungerede det bare ikke. Han kantede sig forbi alle grenene i skoven, og han stoppede slet ikke op for at nyde omgivelserne. Mine fødder ramte jordbunden hårdt, hver gang jeg tog et skridt. Han trak mig nærmest med, og der gik lidt tid, før han stoppede op. ''Se,'' sagde han og pegede på en kæmpe sø. Jeg betragtede søens enorme areal og alt det grønt, som voksede i siderne. Man kunne se så meget herfra, og det var så smukt. Jeg åbnede min mund og lænede mig ud over gelænderet. Vind i mit hår, min hånd i Nicholas. Nærmest en perfekt date.

''Jeg skal fortælle dig noget, Anna,'' sagde han og vendte mig mod ham, så vi stod helt tæt. Jeg kiggede spørgende på ham og slap grebet om hans hånd. Han spjættede, men så smilede han og skulle til at åbne munden.

''Jeg elsker dig, Anna,'' sagde han. ''Det har jeg altid gjort.'' Jeg spærrede øjnene op, og i det øjeblik føltes alting forkert og uforusigeligt. Han løftede sin hånd og aede min hånd i lange, langsomme bevægelser, mens hans ansigt kom tættere og tættere på mit. Det her er helt forkert, sagde jeg til mig selv og lukkede øjnene. Han var så tæt, at jeg kunne høre hans åndedræt, og det overdøvede min egen hjertebanken. Jeg kunne høre biler køre hurtigt forbi, og pludselig lød der en høj dytten, som kom fra en af bilerne. Jeg spærrede øjnene op og så helt chokeret hen på Nicholas, som havde trukket sin hånd til sig igen. Med et vredt ansigtsudtryk var det, som om han ville dræbe den bil, som havde holdt midt på vejen og lavet en trafikprop. Chaufføren i bilen kom ud, og det var ganske rigtigt Brooklyn Beckham. Mit hjerte sprang to slag over, som jeg så ham komme nærmere os. Brooklyn nedstirrede Nicholas, og da han var 2 meter fra os, havde han løftet armen, og den var rettet direkte mod Nicholas ansigt. Brooklyn var så lækker, at det burde være ulovligt. Hans skønne brune øjne var det eneste, som jeg havde øjne for. Hans perfekte krop og hår, som han egentlig slet ikke gik op i. Og nu havde han startet en trafikpop bare for at stige af og slå Nicholas. For mig?

Slaget lykkedes, og Nicholas tog sin hånd mod sin blødende næse. ''Argh,'' lød det fra ham, da han havde modtaget slaget. ''Skal du have en til, bro?'' spurgte Brooklyn med den samme tone gennem hele sætningen. Nicholas gjorde sig store øjne og rystede på hovedet, men Brooklyn smadrede sin hånd ind i maven på ham, og han faldt sammenkrøllet ned mod den kolde jord. Jeg gispede og betragtede ham der på jorden og lide. Flere bilister var steget ud af bilen, og de råbte af Brooklyn, men han var slet ikke interesseret i dem. Brooklyn sendte mig et blik, tog min hånd og trak mig hen til hans bil. Jeg steg ind. Det samme gjorde Brooklyn, og så var vi ude af stedet.

Jeg havde fortrudt, at jeg ikke havde sagt noget til Brooklyn før. Nicholas var en idiot, han fortjente det lidt. Noget i mig havde lyst til at tænke på den nye Nicholas, men den gamle smadrede stadig mig selv. Mens vi kørte, var der ingen, der udvekslede nogen ord. Brooklyn havde blikket rettet mod trafikken, men vi var ikke på vej hjem.

''Hvor skal vi hen?'' spurgte jeg nervøst.

''Du får se.''