Kiss me Brooklyn

Tæt

Sarah Parker? Hvad lavede hun her? Det spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig, da jeg for alvor begyndte at bevæge mig hen til The Beckhams igen. Hun vidste det helt sikkert, alt der var sket mellem Brooklyn og mig. Vi var jo i medierne, hvordan kunne hun undgå det? Jeg drejede rundt om hjørnet og fik øje på dem. De så helt bekymrede ud, og Victoria rejste sig op.

''Anna! Det der tog dig 10 minutter. Er du sikker på, at intet er galt?'' Jeg nikkede hurtigt og satte mig ned ved siden af Brooklyn. Ordene kørte rundt i hovedet på mig som en tornado, og jeg vidste ikke, om Sarah bare var sarkastisk, eller om hun faktisk mente det.

''Jeg..'' mumlede jeg, men så blev jeg afbrudt af en telefon ringe. Jeg sukkede og bed læben, prøvede at beherske mig i ikke at fortælle Brooklyn om Sarah. Victoria tog telefonen op til øret og begyndte at tale. Billeder blev taget, der blev hvisket, folk stoppede op og gloede. Det var et mareridt, som jeg absolut ville ud af.

''Godt, unger. Tag jeres ting, vi smutter,'' sagde hun og lagde røret på. Vi fulgte lystigt efter Victoria, som førte an, og David var også bare som hund i snor. Jeg sukkede og kiggede rundt i den forvirrende lufthavn. Luften føltes tom og ru herinde, og der var en sød duft af sved i luften. Jeg gik bagerst, og foran mig gik Brooklyn med ikke så begejstrede skridt. Hans fødder blev nærmest slæbt hen ad gulvet, som om han var en zombie. Han var nok træt. Han havde overhovedet ikke sovet i flyet, og enten var han så begejstret, at han var træt, eller også syntes han, det var dødsygt. Det var det sikkert også, det var forfærdeligt. Vi kom ud af lufthavnen, og en buslignede taxa stod og holdt. Victoria løb begejstret hen til den, og chaufføren kom ud.

''Du er sent på den!'' sagde hun, og lod som om hun var rasende.

''Jeg er ked af det,'' sagde chaufføren og tog hatten af for hende. Han hjalp os med baggage, og efterhånden blev vi færdige og satte os udmattet ind i bussen. Igen satte jeg mig ved Brooklyn, havde ingen anelse om det var okay. Det gik jeg ud fra, for han spjættede forskrækket, da jeg lagde min hånd på hans skulder. Han så dårlig ud.

''Er du okay?'' spurgte jeg. Han nikkede svagt og lagde hænderne til kinderne. Bussen startede, og så kørte vi. Det føltes, som om turen aldrig ville ende. Brooklyn så skrækkelig ud, og børnene faldt i søvn én efter én. Til sidst klappede Brooklyns øjne sig sammen, og han lænede sig ind til min skulder. Jeg blev helt forbavset og skulle til at vække ham, men lod være. Han havde lov til at sove efter sådan en tur, og jeg ville ikke forstyrre. Jeg kunne høre Davids skramlen bagved, og da jeg vendte mig om, så jeg, at han læste i en avis. Han løftede hovedet og smilede.

''Brooklyn er en god dreng, Anna. Pas godt på ham.'' Jeg smilede.

''Selvfølgelig,'' svarede jeg og lod mine øjenlag lukke sig sammen med Brooklyn tæt op ad mig.