Kiss me Brooklyn

Uforglemmelighed

Jeg vinkede til dem fra den anden side af vejen, mens jeg spekulerede på, om jeg virkelig kunne holde ud at sige farvel igen. Luxa vinkede med store bevægelser, mens Jack bare løftede hånden og så kæk ud. Det var først nu, jeg indså, hvor pæn han var i ansigtet. Det glade smil, de små smilehuller og hele strukturen i hans ansigt, og det havde jeg aldrig lagt mærke til før nu. Det føltes sært.

''Hey, Anna!''

''Vent lige på mig!''

Som jeg langsomt vendte mig om til stemmen, havde jeg de sygeste nerver på, og min mave snørrede sig sammen som en garnnøgle. Luke kom løbende med sin taske i hånden, med vind i håret og et stort smil på læben. Han lød helt forpustet, da han stoppede op en meter fra mig. Han strøg en hånd gennem håret og svang sin taske rundt om skulderen.

''Du fik da vist lidt motion der,'' grinede jeg, og lidt efter grinede han med, som om det var det sjoveste, han havde hørt i lang tid. Han tog sig om maven og sugede luft ind i lungerne. Dybe, forsigtige vejrtrækninger.

''Jeg har noget, jeg skal vise dig.''

''Hvad?''

''Kom med, så viser jeg dig det.''

Jeg virkede usikker og en smule nysgerrig over, hvad det var, han havde fundet på. Hvis jeg bare skulle se en sten formet som et hjerte, han havde fundet, ville jeg blive totalt skuffet og trist. Luke var typen, der ville vise folk, hvad han havde fundet, og hvilke eventyrer han havde været på. Han ville dele sine historier og minder, fordi det betød så meget for ham, hvordan folk opfattede ham. En eventyrer, en forsker, en arkæolog, den mandige version af Dora efterforskeren, som man altid så i fjerneren. Han var ikke i live for at udnytte tiden så godt som muligt, men han var her for at blive husket. Uforglemmelighed var den eneste ting, som ingen i verden stræbede efter, det var nærmest det modsatte. Han mente, at folk skulle gøre nogle ting for at blive husket. Han mente, at man burde skille sig ud fra resten i sådan et samfund, og hvor alle meninger havde betydning.

''Jeg skal være præsident i fremtiden,'' havde han altid sagt om sin fremtid. Han forudsagde, at han ville være den yngste præsident i historien. Dog havde jeg fortalt ham mange gange før, hvad det havde af konsekvenser, og hvilket ansvar man var ude for, men han havde bare rystet på hovedet og unødvendigvis rejst sig fra stolen i al selvforsvar.

''Du er for sær.''

Sådan endte vores diskussioner og samtaler altid. Hver eneste gang. Jeg fortalte ham noget, som han blev fornærmet over, og han havde aldrig i sinde at svare mig imod eller sige noget. Han blev bare tavs, og øjnene ville han have på pejsen og dets flammer. Uforglemmelighed var et helvede.

Jeg blev vækket fra mine tanker af en puffende hånd, som tilhørte Luke.

''Vågn op, prinsesse.''

Og så fandt han jo altid på navne til mig. Smukke, søde, skat, prinsesse. Det var noget, Brooklyn aldrig gjorde mod mig, og det ville han nok heller ikke gøre. I modsætning til Brooklyn var Luke sød, charmerende, udadvendt og bedårende, som alle ville holde af og falde pladask for, hvilket var et godt eksempel, for alle samlede sig rundt om Luke, tilbedte og ærede hans eksistens.

''Hvad er det, du vil vise mig?'' spurgte jeg og fulgte hans bevægelser.

''Glæde.''

Jeg trak på mundvigen og kom til at tænke på den besked, som jeg havde fået tidligere. Uden at tænke meget over det, fiskede jeg mobilen op ad lommen og skrev en kort, men præcis besked.

Hvad er det, du vil?

Sendt 16.43

''Hvem var det?'' spurgte Luke, mens vi gik.

''Bare en.''

''Uhh, en lille forelskelse?'' sagde han, i håb om at grave dybere ind til min sjæl, så han kunne lege med alle de hemmeligheder og problemer, jeg gik med. Jeg kiggede ned i jorden og lod som om jeg morede mig i hans selskab. Men i virkeligheden havde jeg bare lyst til at forsvinde.

''Bare en veninde,'' sagde jeg og kiggede desperat ned på min mobil, som var ved at miste strømmen. Inden den gik ud, poppede en meddelelse frem på min skærm. En besked fra Brooklyn. Små bogstaver. Men inden jeg nåede at læse den, forsvandt telefonens skærm, og det hele blev sort.