Kiss me Brooklyn

Beskeden

"Anna!"
Jeg vendte mig om til stemmen, som kaldte på mig fra lang afstand. Luxa kom løbende mod mig med nogle papirer, og jeg tog hende til mig, da hun kom. Lidt efter kom charmerende Jack, som var blevet en smule højere, og håret havde han groet ud.
Luxa trak sig fra mig og smilede over hele ansigtet, så det nærmest var akavet. Halskæden hun fik af Jack, havde hun rundt om halsen.
"Tænk, at du er her," sagde hun og omfavnede mig igen hårdere end før. Jeg nikkede.

"Hvorfor skulle jeg ikke være her?"

Luxa og Jack udvekslede blikke, som om de holdt på en hemmelighed. Til sidst sukkede Jack og lagde en hånd på min skulder.

"Vi ved, at Brooklyn er rejst."
Ordene kørte rundt i mit hoved op til flere gange, og mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. De skulle absolut nævne det. Jeg vidste det godt selv, og jeg kunne jo ikke bebrejde dem for at sige noget, jeg allerede vidste. Jeg troede, at jeg sagtens kunne glemme ham, og når han en dag kom tilbage, ville jeg nok være et andet sted. så der var ingen muligheder for, at jeg nogensinde havde en chance med ham. Det havde jeg selvfølgelig troet efter alle vores stunder, og alle de gange han holdt mig tæt om sig. Det var alt sammen bare noget forkert, og det var urealistisk at tænke på noget, som under alle omstændigheder aldrig ville ske.
Jeg nikkede svagt hen mod dem, men deres ansigter sagde det hele. De havde sagt noget, som de ikke skulle have gjort, og det vidste de udmærket godt.

"Idiot," hvæsede Luxa af Jack.
Jack åbnede munden og kiggede overrasket ned på hende.

"Så det er min fejl?" snerrede han.
Luxa rullede med øjnene og pegede direkte hen på mig.

"Tror du ikke allerede, hun ved det, spade?" Jack tog hænderne i vejret og kiggede undskyldende på mig.

"Det skulle jeg have vidst," sagde han.
"Det var ikke meningen."

Jeg rystede på hovedet og omfavnede dem begge, mens jeg tænkte på, hvad jeg var gået glip af. Jeg havde savnet deres selskab og deres tilstedeværelse. De var de eneste, jeg rigtigt kunne stole på i denne verden, og det gjorde mig ked af det, hver gang jeg tænkte på, hvad jeg var uden dem. De havde jo også gjort mig til den, jeg var.
Jeg trak mig forsigtigt væk og kiggede vekslende på dem begge.

"Kender I Luke?" spurgte jeg. Luxa kiggede længe på mig uden at sige noget, og Jack gjorde det samme.

"Luke?" sagde Luxa.

"Ja, Luke Thomsen."

"Ingen idé," kommenterede Jack og kiggede ned på sit ur, og da han kiggede op igen, puffede han blidt til Luxa, men det så ud, som om hun blev forskrækket.

"Hvad fanden laver du, din spasser?" udbrød hun og tog sig til armen.

"Årh please, det var jo intet."

Luxas øjne blev store, og pludselig rakte hun ud efter Jacks krave og stak ham en lussing.
Jeg grinede, men havde samtidig også medlidenhed med ham, siden det kun var et lille puf.

"Av?" sagde han og tog sig til kinden, men Luxa grinede blot og lagde armene rundt om hans hals, hvor hun derefter kyssede ham.
Hvor var de søde.

"Hej Anna."
Jeg vendte mig om og så Luke med en stor flok piger, men jeg lod som om jeg ikke hørte det og vendte mig om igen. Jeg ønskede inderligt ikke at se Lukes skuffede ansigt, når han fandt ud af, at jeg havde ignoreret ham fuldstændig. Pludselig brummede min mobil lommen, og da jeg greb fat om mobilen, så jeg, at Brooklyns navn stod skrevet på displayet med én enkelt besked.

Hej.
Sendt 08.45