Kiss me Brooklyn

Det er for sent

"Så er vi her."

Jeg stansede op ved siden af Luke og betragtede udsigten over Londons bygninger. Biler og gadelygter var tændt, der var mange mennesker på gaderne, og lysene blinkede og flakkede i horisonten. Luke sukkede og tog sin telefon op ad lommen, hvor han derefter trådte nogle skridt tilbage og holdt telefonen oppe. Jeg vendte mig om og kiggede overrasket hen på ham.

"Skal du ikke tage et billede af den smukke udsigt?" spurgte jeg.
Han grinede svagt.

"Den smukke udsigt er allerede i fokus," sagde han og trykkede på telefonen med fingeren. Efterfølgende kom lyden fra telefonen.

"Det er virkelig fantastisk," sagde jeg og kiggede ned. Jeg havde aldrig været heroppe før, og det var nærmest en oplevelse i sig selv. Han havde ført mig op til en bygning, ind i en elevator og op på 10. sal, hvilket fik mig til at undre mig. Havde han tilladelse til det? Jeg skød tanken væk og fokuserede på de små biler, som farede rundt i trafikken, og alle de mennesker som gik over for grønt lys. Lukes vejrtrækning var langsom og rolig, og det var jo rigtigt, at han var en person med meget selvkontrol. Han var det sødeste menneske, jeg nogensinde havde mødt, selvom jeg ikke havde kendt ham så længe til at vide hans andre sider. Alle har sider. Alle har noget, de gerne vil skjule.
Luke kiggede mærkeligt på sin mobil, og jeg kiggede bekymret over hans skulder og så en besked.

"Hvem er det?" spurgte jeg.

"Det er Brooklyn."

Jeg sukkede og tænkte på, hvad han kunne finde på.

"Hvad siger han?"

"Han vil gerne snakke med dig," svarede Luke og gav mig telefonen. Jeg tøvede og tog min hånd frem for at række efter mobiltelefonen, men noget i mig strittede imod. Brooklyn stod der på displayet, og ringetonen var Justin Bieber med baby. Hvor var det dog ironisk.

"Skal du ikke tage den?"
Jeg tog mobiltelefonen og holdt den op til øret. Hans stemme var hæs.

"Hallo," sagde han.
Der var en lille kort pause. Skulle jeg svare tilbage? Lægge på?

"Hej."

"Hvad så?"

"Hvorfor ringer du?"

Pause. En lang pause, som jeg aldrig nogensinde kunne glemme. Det var kun Brooklyns dybe vejrtrækninger, som kom igennem samtalen, og han bevægede sig ikke, kunne ikke høre spor. Det var, som om han var frosset på stedet.

"Brooklyn," sagde jeg højere.

"Anna."

Jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne ikke modsige mig selv, og jeg vidste, hvor dumt det var. Ordene kørte rundt i hovedet på mig som ringe, og hovedpinen blev stærkere og stærkere.

"Jeg savner dig," hviskede jeg.
Pause. Igen.

"Det er for sent nu, Anna," svarede han.

"Hvad mener du?"

Og så blev der lagt på. Jeg kiggede længe på telefonen og prøvede at forstå, hvad det var, der var sket. Jeg sukkede.

"Hey, Luke, lad os tage.." men da jeg vendte mig om, var der ingen Luke. Der var kun mig omgivet af mørke og had, og det gjorde mig trist, at han bare forlod mig, når jeg havde så brug for ham.
Jeg lod telefonen falde i lommen, men kunne allerede mærke lidt efter, at mobilen brummede. Hurtigt kiggede jeg på skærmen, og der stod, at Brooklyn havde sendt et billede. Jeg lod min finger slide gennem skærmen og ind på beskeder, hvor Brooklyns navn stod øverst med store bogstaver.