Kiss me Brooklyn

Som en drøm

Jeg havde været pissebange, da vi lettede. Det var længe siden, jeg sidst havde fløjet, men på en eller anden måde beroligede Brooklyn mig. Jeg kunne nærmest mærke hans varme helt tæt op ad mig og duften, som gjorde mig rolig. Vi var endelig oppe i luften, og jeg kunne se så meget her fra, da jeg kiggede ud af vinduet. Pludselig blev bilerne, bygningerne og menneskene mindre og mindre. Vi kom højere og højere op, og inden jeg vidste af det, var vi omringet af hvide skyer og blå himmel. Det var magisk.

''Hvad synes du, Anna?'' Victoria vinkede til mig, og jeg smilede bare og rakte hånden op. Brooklyn sagde ikke noget, men han så ret utilfreds ud i ansigtet. Han var tvunget til at sidde ved siden af mig, og det havde han måske egentlig ikke lyst til. Jeg forstod ham, det gjorde jeg virkelig. Han var forvirrende på så mange måder, og det kys i går gav mig kuldegysninger. Alt det, der skete, havde jeg egentlig bare lyst til at glemme, men så ville jeg lyve overfor mig selv. Alt i mig håbede inderligt på, at jeg aldrig ville glemme stunderne her. Nu var vi på vej til Danmark, og jeg skulle hen til min fødeby, mit land, min nation, mit alt. Harper larmede i flyet næsten hele tiden, men Cruz gjorde, så hun faldt til ro. Inden længe var hun faldet i søvn i Cruz' arme. Romeo stak sit hoved mellem sæderne mellem Brooklyn og jeg. Han havde et kækt smil på læberne.

''Hvad så, tøser?'' Brooklyn skulle til at slå ham, men nægtede. ''Siden hvornår er jeg, Brooklyn Beckham, blevet en tøs, Romeo?'' sagde han vredt og kiggede den anden vej. Jeg smilede til Romeo og sendte ham et blik, som hentydede til, at han nok skulle lade Brooklyn være et stykke tid. Jeg gabte.

Det tog egentlig ikke så lang tid, før flyet begyndte så stille at lande. Det gav mig propper i ørerne, hvilket var en smule ubehageligt, så jeg blev nødt til at holde mig for ørerne i sølle 10 min. Jeg kiggede ud af vinduet og så Danmarks marker og få byer, hvor man kunne se bygninger og andet. Det hele var på en måde som en drøm, som jeg før i mit liv havde oplevet, men alligevel ikke. Harper var faldet i søvn i sin mors skød, men de andre var helt oppe at køre over, at vi snart var nede. Flyet sagde et lille bum, da vi ramte jorden, og mit hjerte hoppede.

''Velkommen til Kastrup lufthavn.''

NOTE:

Dette kapitel blev desværre ikke så langt, men jeg håber alligevel, at det var ok. Vi ses snart.<3