Kiss me Brooklyn

Han elsker dig

"Har du købt oksekød?"
Victoria kom traskende ind i køkkenet med en grydeske i hånden. Hun standsede foran komfuret og stak sin finger ned i sovsen.

"Oksekød?" gentog jeg og iagttog hende.

"Ja," svarede hun og fangede mit blik. "Jeg sendte dig en sms om det."

Som jeg greb min telefon, kunne jeg godt se, at det havde umuligt, for telefonen var gået død på vejen hjem.

"Min telefon var død," svarede jeg og lagde mit hoved på skrå, mens jeg så, hvordan hun blev kridhvid i ansigtet, og hun begyndte at ryste over hele kroppen. Var hun syg? Hun havde altid været lidt speciel, men at hun så sådan ud var nærmest en overraskelse. Da jeg først så hende, havde hun været så elegant og flot, og nu var hun bare en skrøbelig æggeblomme i et æg. Det kunne så nemt sprække, og så var det forbi.
Jeg sagde ikke noget til hendes rysten, men det var, som om hun var grebet af et angstanfald, og af hvilke årsager vidste jeg ikke. Hun stoppede med at røre rundt i gryden og tog forklædet af.

"Jeg må hellere gå ud og købe det så," sagde hun.
En sky af medlidenhed og skyldfølelse skød hen over mig, og jeg standsede hende, inden hun kom ud ad døren.
"Jeg gør det."
Først så hun helt chokeret ud, men så sukkede hun og satte sig ned på en stol. Hendes vejrtrækninger var hurtige, men det var det eneste, jeg kunne gøre for hende. Selvom jeg stadig var drivvåd, følte jeg, at jeg skyldte hende noget for alt det, hun havde gjort for mig, selv når jeg havde det hårdest.

På vej til supermarkedet var der flere lastbiler, som skulle levere varer til de lokale supermarkeder, og der var mange mennesker og familier, som var på indkøb på tid af døgnet. Unge mennesker, som drak kaffe og te på caféer, biler og busser på vejene og ikke mindst de hjemløse, der holdt skilte op og håbede på det bedste, men sådan fungerede det ikke.
Jeg stod og kiggede lidt i butiksvinduet, før jeg gik ind i butikken, og det skulle hurtigt overstås. Jeg gik direkte hen til kødafdelingen, købte to pakker oksekød og ud af butikken igen.
Da jeg gik, kunne jeg se en sort bil køre forbi med en ung dreng på forsædet. Hvis jeg havde været skør, havde jeg nok troet, at det var Brooklyn. Det var det ikke.

"Hey, Anna!"
Jeg gik langs kantstenen og kiggede gennem de mørke ruder, som Jack og Luxa sad bagved. De så glade ud.

"Hej, Jack. Hej, Luxa."
Luxa smilede til mig.
"Hvad laver du her?" spurgte hun mig og kiggede på min pose.
"Jeg er på indkøb," svarede jeg.
De var stille i lidt tid, og stilheden dræbte mig.
"Brooklyn ringede til mig i morges," begyndte hun.
"Du skal gøre dig klar og møde ham i Londons lufthavn næste fredag."

Mit hjerte bankede hurtigere, og det var, som om mit håb faktisk var vendt tilbage. Hvorfor ville Brooklyn møde mig? Og hvorfor havde han ikke selv taget kontakt til mig? Jeg nikkede.
"Tak."

"Og én ting mere, Anna," sagde Jack og rullede vinduet halvt op.
"Han elsker dig, mere end du tror."