Kiss me Brooklyn

Grundloven

''Ved du, hvilken dag det er i dag, Anna?''

Jeg løftede blikket og lod mit blik glide hen over hans ansigt. Han så kold og mistænksom ud, men det var det, jeg kunne lide ved ham. Jeg løftede hovedet. ''Næ.''

''Lad mig fortælle dig det, når du har spist din sandwich,'' sagde han og kiggede ned på min tallerken, som jeg knap nok havde rørt.

Jeg åbnede munden og kiggede længe på ham, før jeg skar igennem det hårde brød, fik et stykke på min gaffel og førte den hen til munden. Sådan gjorde jeg mange gange, før min tallerken var tom, og der kun var små krummer tilbage. Lemonaden var drukket helt op.

''Godt,'' sagde han og rejste sig. ''Lad os smutte ud herfra.'' Han tog sin pung frem og hev 250 kr. frem, lagde dem på bordet og lynede jakken. Jeg stod og betragtede ham, mens han langsomt bevægede sig. Så løftede han hovedet og fangede mig i at kigge på ham, og jeg skyndte mig, uden at tænke mig om, at vende hovedet og lade som om jeg kiggede på et maleri. Han grinede svagt.

"Hvad?" sagde jeg.
"Pas nu bare på, Anna."
Jeg løftede det ene bryn og fulgte med ham ud i den kolde luft. Caféen var lokaliseret midt i byen, og man kunne få alt, hvad hjertet begærer. Brooklyn gik med hænderne i lommerne, og det virkede, som om han frøs.
"Hvis du fryser, kan vi drikke noget kakao," sagde jeg. Der var en pause af stilhed mellem os. Havde han ikke hørt mig? Det gik jeg ud fra, for han sukkede bare.
Vi gik ud til byen stoppede, og man kunne gå op ad en sti, der førte op til bjergene. Det hele var så fredeligt, stille og behageligt.
"Kan du huske, jeg spurgte dig, hvilken dag det var?"
"Mhm."
"Det er grundlovens dag i dag," sagde han og stoppede op midt i det hele. Han kiggede med gennemborende øjne på mig. Jeg gøs og trådte et skridt nærmere, så jeg kunne se ham. Vi stod ikke ret langt fra hinanden, men alligevel føltes det så langt væk.
"Og?"
"Og det betyder," sagde han. "At jeg skal holde en tale for mine medmennesker og forfædre."
"Her?" udbrød jeg.
"Her."
Jeg rullede med øjnene og tænkte egentlig på, hvor latterligt det var. Var han skør? Det var egentlig sødt nok, men jeg kunne ikke forestille mig, Brooklyn holde en tale. Så strakte han sig og sugede luft ind i lungerne og pustede ud.
"Det er ikke alle, der er så heldige som vor. Det er egentlig ikke et fair system, vi lever i. Verden bliver kørt med krig og vold, med begær og kærlighed. Det hele er et stort kaos, og vi har formodet at tilpasse os med omgivelserne her i verden. Forskellige religioner, kulturer og racer. Selvom vi ikke ser ens ud, har vi alle ét mål med livet. Det er at skabe kærlighed og harmoni i vores samfund, undgå at drives af begær, jalousi og had. Så tak for alt det, som har været muligt for mig. Tak, fordi jeg har mødt en masse gode venner. Tak, verden. Tak, Anna."
Og dér stoppede mit hjerte med at banke.