Happy Home ~ One direction

Prolog

Olivia Livlie Walker

16 år med kælenavnet Livia, men jeg aner virkelig ikke hvorfor. Nå, nok om det. Jeg har ingen søskende og mine forældre er skilt, hvilket de har været de sidste 3 år. Jeg bor i København med min elskede far, der rigtig stammer fra et sted i England. London, for at være præcis. Min mor var født og opvokset i Danmark, hvilket gør mig til halv dansk og halv englænder. Hun levede i et dybt fordrukne liv i alkohol, et sted i Aalborg. Efter skilsmissen blev hendes liv besat af alkoholen, og få måneder senere døde hun.

Min far, Michael Walker, er stinkende rig. Derfor har han lige præcist valgt at have en kæreste i England - fordi han kan og har pengene til det -, som han ikke vil sige hvem det lige præcis er. Hver gang de skal på date tager han bare et fly. "Bare", mærk sarkasmen.

-

"Husk nu at lave jeres engelske rapport færdig til mandag, for i har sørme også en fremlæggelse at få lavet." Forklarede vores dansk- og engelsklærer Laura. Siden jeg var halv englænder og har altid vokset op med det engelske sprog i mit blod, har jeg altid haft let ved at snakke foran klassen.

Min veninde, Sigrid, var min makker i vores projekt. Vi kunne ikke ligefrem kaldes bedsteveninder, men vi fungerede fint nok. Sigrid var det man kun kalde for "alt for klog", men det gjorde intet. Hun havde jo også ret til at være her.

"Hey, Livia. Skulle vi ikke tage hjem til mig og arbejde videre?" Spurgte den brunøjet Sigrid. Hun sad med en stort smil, i håb om at jeg godt kunne. Jeg smilte tilbage og pakkede mine skolesager ned.

"Jo, jeg kan lige spørge min far."

Hey far! Må jeg tage hjem til Sigrid, for at lave vores opgave færdig?:) - Livia

Jeg satte mig ned ved siden af Sigrid og ventede på at min far ville svare mig snart.

Det passer ikke så godt. Jeg har noget at fortælle dig.:) - Far

Jeg kiggede op på Sigrid der allerede havde læst beskeden. Jeg skulle lige til at forklare hende, da jeg vidste at det var et nederlag for hende når folk gav afslag.

Henter du mig?:) - Livia

"Det må du virkelig undskylde, men det er vigtigt. Jeg lover vi laver den sammen i weekenden." Foreslog jeg hurtigt og gav hende et akavet kram. Jeg var ikke just en krammer type.

Jeg så ned på min mobil, da der tikkede endnu en besked ind fra far.

Er her allerede.:) - Far

Jeg låste min iPhone 5, i guld, og lagde den ned op lommen. Jeg kiggede op for at finde Sigrid, men hun stod allerede foran vores bord og snakkede med Lukas. Jeg tror faktisk det kan lide hinanden..

"Vi ses." Sagde jeg hurtigt og sagde farvel til alle de andre i klassen, før jeg gik ud af klassen. Jeg gik med hurtige skridt ned af gangen hvor hver og en knag til en elev var sømmet fast til væggen. Jeg tog hurtigt mine sko på da jeg kom til min knag, før jeg løb ud til min far.

"Hvad er nyheden!?" Spurgte jeg uroligt, energisk. Jeg lukkede bildøren efter mig, derefter fik jeg mit sædvanlige kys på panden af ham inden jeg tog selen på.

"Det kan jeg fortælle når vi er kommet hjem." Sagde han hemmelighedsfuldt og startede så bilen. Jeg kiggede mistroisk på ham, da han før havde gjort det mod mig og så var det en eller anden kedelig nyhed. Som at hans firma er rykket en rang op i bedste firma! Han så mit blik og begyndte at grine af mig, mens han rystede på hovedet og vendte blikket tilbage på vejen.

Der gik ikke lang tid før vi var hjemme. Tiden gik altid hurtigt når vi kørte fra skole og hjem, da vi normalt bare snakkede om vores dag. Dog kunne jeg næsten sprænge af nysgerrighed, for at finde ud af nyheden.

Far fik sat mig ned ved køkkenbordet og han tog selv plads foran mig, med et stort smil.

"Du ved godt, at min kæreste bor i England. Ik'?" Spurgte han og så på mig med et hævet øjenbryn. Jeg kiggede på ham gennem knebet øjne. Hvad var denne mand ude på at forklare?

"Jaer?"

"Vi skal flytte til England!" Sagde han med en overraskende tone. Min mund stod på højt gab idet ordene forlod hans mund. England.. Flytte?

"What? Hvornår?!" Udbrød jeg, en lille smile vild med ideen men alligevel ikke. Jeg havde skabt så mange venner her.

"I morgen." Svarede han roligt.

"Ej, far-"

"Gå så op at pak Livia," afbrød han og pegede hen mod døren til stuen, som ville lede mig til anden etage.

"For helvede.." Mumlede jeg og rejste mig fra køkkenbordet. En tørt grin forlod hans læber, før han gav mig et hurtigt kram. Eller forsøgte. Jeg gik op på mit værelse og smækkede døren hårdere i, end forventet.

Jeg kendte ikke engang om damen havde nogle børn? De var garanteret sådan nogle små robotter, der alligevel ikke var programmeret til at styrer sig selv.