Happy Home ~ One direction

They dont know about us

-They dont know about us

Det var endelig weekend! Jeg havde mit nattøj på stadig, selvom klokken var omkring de otte om aftenen. Så ja, jeg har været hjemme hele dagen. Mig og Anne har snakket lidt om babyen osv og jeg er noglelunde okay med det. Harry har Skypet med drengene hele dagen inde på sit eget værelse, så ham har vi intet set til.

"Olivia Livlie Styles!"

Mig og Anne vendte begge hovedet mod døren, hvor far kom gående ind med et blad i hånden. Hans ansigt var helt rødt og der stod næsten røg ud af hans øre. Han klaskede bladet ned på mit lår, så det gav et smæld. Jeg tog det forvirret op i hænderne og læste forside titlen. Oh nej!

Olivia Livlie Styles, ser ud til at have en romance med denne specielle fyr?

Jeg læste titlen om og om igen. Jeg havde ret, det ville komme ud i verdenen. Ved siden af titlen, var der billedet af os i parken og et billed af os hver. Nu havde hele verdenen fundet ud af det!

"Læs det!" Vrissede far og slog op på en side.

Olivia Styles er næsten ny i Styles familien. Den 16 årige pige fra Danmark, hvis far har fundet sammen med Anne Styles, mor til den verdensberømte Harry Styles. Man har fundet et billed af Olivia sammen med en hemmelig dreng. Kæreste måske? Mitch Camron er kæresten? De blev set i parken imens de kyssede, sikke et lykkeligt par.

Stod der under billederne. Jeg kiggede op på far, som stadig så vredt og hårdt ned på mig. Istedet for at sige noget, lukkede jeg bladet i og lagde det på bordet. Jeg hader det berømte liv! Hvordan kan Harry klare det!?

"Så det er ham der har givet dig halskæden og du har ikke selv købt den?" Spurgte han vredt. Jeg prøvede ikke at kigge på ham, så det resulterede i at jeg løb ud af stuen. Med far lige i hælene, løb jeg ind på mit værelse.

"Olivia! Du lukker ikke døren lige i mit hoved, er du med på det!" Råbte han og hamrede døren op. Jeg vendte mig om mod ham da jeg stod i midten af mit værelse. Far så VIRKELIG vred ud, hvilket jeg aldrig har set før.

"Hvorfor fuck må jeg ikke have en kæreste!" Råbte jeg vredt og slog ud med armene. Jeg vidste det faktisk ikke?

"Bevar sproget unge dame! Du for stuarrest og du slår op med den dreng, inden du går i seng! I skal ikke ses længere uden nogle holder øje med jer, så i ikke begynder på noget grimt!" Råbte han og pegede på mig. Mine tåre pressede sig hårdt på, og jeg lod dem glide. Endelig havde jeg fundet en jeg kunne stole på, og så skal jeg bare lade ham gå?

"Hvorfor? Hvorfor må jeg ikke længere have et liv, som jeg havde i Danmark?" Råbte jeg og kiggede frustreret ud af vinduet. Jeg vil slet ikke glo på min far længere!

"Fordi at du er kendt nu! Du ved aldrig hvad der sker, hvis du har en dreng randende i røven på dig hele tiden! Desuden er du ikke gammel nok!" Snappede han.

"Du fucking ødelægger mit liv! Jeg har først nu vendt mig til det her, at være i England. Journalisterne og fandt en jeg kunne leve med! Han elsker mig for god sake!" Råbte jeg og sparkede til min kontorstol. Det gjorde ondt, men jeg ignorede det.

"Og nu skal du ikke sige at du elsker ham!" Snappede han.

"Alt var bedre før mor døde! Du blev den ih og åh så beskyttende far efter det! Hvorfor?! Jeg har brug for at opleve ting og udleve det jeg elsker forfanden!" Råbte jeg med tårene strømmende ned af mine kinder.

"Du skal ikke snakke sådan! Dette har intet med din mors død! Jeg er sådan fordi du ikke skal knytte dig til nogle og se hvordan de kan gå fra dig. Skade dig! Det er for dit eget bedste!" Råbte han selv med tåre løbende. Jeg vidste godt at når jeg råbte sådan op om mor, gjorde det vildt ondt på ham.

"Ik en skid det er! Du gør det fordi DU synes at jeg ikke skal opleve noget! Jeg er 16 far! Du kan ikke holde mig fra dem jeg elsker!" Råbte jeg højt, så jeg tror naboerne kunne høre det.

"Så længe du er her, kan jeg holde dig væk fra det skadedyr!" Råbte han og forsvandt ud af mig værelse. Jeg løb skrigende hen til døren og smækkede den med fulde kraft.

Hvordan kunne han snakke sådan til mig?

~*~*~*~

Jeg havde grædt uafbrudt i flere timer. Man har kunnet høre min far råbe af Anne om hvad han skulle gøre med mig? Jeg hørte nogle få ting om kostskole for kun piger, indtil jeg blev atten. Hvis det sker! Flygter jeg!

Den pude jeg havde sadet med i de timer, var sort og våd af min makeup og tåre. Jeg håber faktisk at Harry ikke hørte vores skænderi, men det tror jeg ikke var muligt.

"Livia? Er du okay?"

Jeg skød hovedet hen til døren, hvor Harry stod. Jeg rystede kort på hovedet og lod et nyt sæt tåre komme ned i puden. Harry lukkede døren hurtigt og havde hurtig sat sig ned ved siden af mig, på gulvet.

"Hvad vil du?" Snøftede jeg og kiggede på ham.

"Jeg hørte skænderiet og hvad din far ville gøre.. Hør, jeg er ked af hvad der er sket og ville ønske han ikke var sådan." Sagde han med et forsigtigt sprog.

"Du kan jo være ligeglad, du har et godt liv" hulkede jeg og smed mit hoved ned i puden igen.

"Jeg har ikke et godt liv, hvis dem jeg elsker ikke har det godt.. Jeg kender en virkelig smuk pige, som har en virkelig beskyttende far. Vil du høre den historie?" Spurgte han med et skævt og sorgmodigt smil. Jeg nikkede selvom jeg godt vidste hvem den handlede om.

Harry nikkede og lagde mig ned i hans skød. Han lagde armene rundt om mig, imens jeg viklede min hånd i hans trøje og snøftede hårdt.

"Det startede med.."