A love story

Eastbourne

Jeg kiggede på displayet og der stod 'alarmcentralen' jeg trykkede selvfølgelig på grønt rør og satte telefonen op til mit øre ''Hej dette er Marcus' Smiths sygeplejerske, fra Crawley highset hospitalet'' sagde damen og jeg blev meget bange, hvad havde han nu rodet sig ud i. og hvordan skulle jeg reagere nu når vi lige havde slået op.

''hej'' fik jeg fremstammet ''jeg ringer angående Marcus, er de hans bekendte'' spurgte hun om ''ja, jeg er han ex-kæreste'' svarede jeg men det gjorde ondt at sige ex.

''Marcus er blevet påkørt af en billigst og ligger nu i koma'' Mit hjerte stoppede og det føltes som at få kastet end mursten i hovedet. SMAK! og alt du har forholdt dig til bliver væk. 

hvad!!! var min første tanke ''hvorfor ringer de til mig og fortæller dette?'' spurgte jeg, han måtte da have bedre folk at fortælle det til ''fordi de er en af mr. Smiths eneste bekendte"

''Hvad med hans forældre?!'' råbte jeg nærmest ind i røret. ''mr. Smith er adoptivbarn'' sagde damen helt roligt. Hvordan kunne hun være rolig i denne situation?! og hvorfor har Marcus aldrig fortalt mig dette?.

''Gider de godt at lade være med at omtale ham som mr. Smith?!' Råbte jeg af hende ''jeg kommer!'' sagde jeg så lidt efter da jeg var faldet lidt ned. jeg lagde hurtigt på for at slippe for hedes svar.

Nu havde jeg kun et problem... det tager to dage i bus, taxi og færge derover. men havde jeg andre valg? nej.

Jeg pakkede en taske med penge og lidt tøj og mine nøgler osv. så åbnede jeg min computer og fandt ruten derover: først skulle jeg gå til færgen, færgen sejlede til Agadir som ligger i Afrika, så bussen safi og derfra færgen til Lissabon i Portugal, og der fra toget til gijón som ligger i Spanien og derfra færgen til nantes og så toget til Caen, færgen til Eastborne og til sidst en taxi til Crawley.

De kom måske til at tage lidt mere end to dage men det var den billigste mulighed der var.

. . .

Jeg sad nu i færgen til Eastborne og halv sov. det var nat på den tredje dag og jeg var virkelig udmattet. en ældre dame kom over ''sidder det nogle der?'' spurgte hun og pegede på sædet ved siden af mig ''nej'' var mit eneste svar det var ikke for at være uvenlig men jeg var bare så udmattet.

noget tid efter damen havde fundet sig til rette spurgte hun ''må jeg stille dig et spørgsmål?'' jeg gad ikke men for ikke at være uhøflig sagde jeg ja ''hvad bringer dem på denne færge til England så tideligt?'' spurgte hun og kiggede afventende på mig ''min ex-kæreste ligger på et hospital og jeg er nød til at besøge ham'' sagde jeg og kiggede væk fra damen. hun svarede ikke men efter noget tid spurgte hun ''hvorfor slog i op?'' Okay nu gik damen mig virkelig på! ''hør her, dame: jeg ved ikke hvem du er eller hvorfor du er så interesseret i mit privat liv men det rager altså ikke dig!'' Råbte jeg af hende. folk gloede helt vildt nu. damen svarede ikke men forlod bare sædet.

Jeg ville høre noget musik, så jeg tændte min iPhone og gik ind på iTunes. jeg tog bare min playliste. den første sang skulle selvfølgelig være den vi sang i bilen sammen på vej hjem fra ham. Nu kunne jeg ikke holde det inde længe, så jeg løb ud op toilette og begyndte at stortude i den aflåste toilet bås.

jeg var en stor elendighed: jeg sad med mine fire cuts som jeg havde skåret på grund af en dreng som var min kæreste, og nu er jeg på vej til at besøge ham på hospitalet. gennem de utætte døre kunne jeg høre damen i højtaleren sige at vi skulle føre os klar. de ville sige at vi var i land.