A love story

Vi klare den...

''Lægerne opdagede idag at jeg har Sclerose'' sagde han og jeg begyndte at græde voldsomt. ''og jeg ønsker ikke at tage piller for det'' fortsatte han. Jeg vidste godt at Marcus ikke var meget for unaturligt ting som piller og sprøjter. ''Lægerne sagde at jeg var heldig at jeg endte her for ellers havde de aldrig opdaget det'' heldig?! Tænkte jeg

''jeg har arvet det efter min mor, det var derfor jeg blev adoptivbarn. fordi min mor døde af sclerose'' nu begyndte han også at græde. Han rykkede lidt på sig så jeg kunne ligge ved siden af. han holdte om mig som han altid gjorde. ''vi klare den'' viskede jeg til ham, men min stemme var svag og grødet.

Sygeplejersken kom ind og bad mig gå ud, jeg gjorde det men det var af tvang. Besøgstiden var ikke helt slut så jeg satte mig uden for døren. da sygeplejersken kom ud sagde hun ''du må godt gå ind til ham igen, og bliv derinde, sig at jeg gav dig lov'' hun smilte og gik så videre.

Jeg gik derind igen og spurgte ''hvad ville hun?'' Marcus rykkede sig igen så jeg kunne ligge der igen ''hun sagde at jeg selv havde valget om jeg ville direkte i rullestol eller gå med gangstativ'' jeg lagde mig ind til ham og han lagde armene om mig ''jeg valgte kørestol'' jeg kiggede overrasket op på Ham, men han svarede bare ''jeg gider ikke gå rundt og ligne en idiot'' jeg nikkede og lukkede øjnene og prøvede at fantasere Marcus i en rullestol som bare blev mere og mere lam og til sidst døde fordi han hverken kunne synke, blinke eller snakke. Jeg blev så trist ved tanken så jeg kryb hel ind til ham.

Han kyssede mig på håret og sagde han var træt. så vi lagde os til at sove.

. . .

Vi sad i toget på vej tilbage til Hollywood. det var jo sådan set der vi boede. vi havde opholdt os på hospitalet et par dage, så jeg var godt udmattet, og det sammen med Marcus.

Marcus sad på et sæde men hans rullestol var lige henne ved udgangen. jeg havde Fået en masse instrukser på hvad jeg skulle gøre hvis det og det skete, selv hvordan man køre en rullestol. her i starten ville han selv være i stand til at køre den, men når han bliver Lam i armene skal jeg køre ham.

Vi havde kørt længe nu, meget længe og vi var her nu. jeg hentede rullestolen og placerede Marcus i den, så tog jeg min bagage og forlod så toget. Marcus' bagage var stadig på tenerife. Jeg havde skrevet en mail om at de skulle sende det vi havde efterladt på hotellet, men de havde ikke svaret.

. . .

Der var gået ca. to uger siden vi tog afsted fra hospitalet, og ærligt talt går alt ad helvede til: Marcus er begyndt at slæbe hans føder, filmen er næsten gået i stå fordi de ikke ved hvad de skal stille op med Marcus, Tamara har ikke svaret på mine sms'er og Terra's kæreste har slået op , og mig? jeg er så tæt på at få en depression, af det hele. Tænk Andrew, Marcus' bror som ved at hans bror vil dø, hvor skrækkeligt det er for ham.

jeg sad på sofaen og trøstede Terra, som stadig var fuldstændig knust. vi havde set film i to dage samt spist is og hørt 5SOS, fordi de er Terras yndlings band. jeg er også gået hen og blevet ret glade for dem, især luke. min yndlings snag er Amnesia, fordi den beskriver lidt mig. meget lidt, men alligevel.

''Skal vi se en film?'' spurgte Terra grædefærdig ''okay, hvad film vil du se?'' spurgte jeg. vi var ret heldige fordi der lå en kiosk lige udenfor hotellet og der udlejede de film ''ved jeg ikke, en med ulykkelig kærlighed'' svarede hun. øv tænkte jeg, dem havde vi allerede det masser af. ''okay, jeg henter'' sagde jeg og tog sko på.

Jeg låste døren op og trådte ud. posten lå lige udenfor døren, for vi havde jo ingen postkasse. jeg tog bunken og smed den ind i gangen, og lukkede døren.

Der regnede let, hvilket var et sjældent syn her i Hollywood. Jeg tog min hætte på og traskede over gaden og ind i kiosken. jeg gik over mod filmhylden og fandt en film ved navn 'Dear John'. Jeg læste bag på og jeg tror virkelig det er en film får Terra. jeg fandt også lige noget chokolade med appelsin, min yndlings smag, og betalte det.

Jeg vandrede tilbage til værelset og Terra sad ikke i sofaen, til min store overraskelse. ''Terra?!'' råbte jeg ''jeg er her inde'' råbte en svag stemme inde fra mit værelse, det kunne kun være Terra ''hvor er drengene?'' spurgte jeg hende om da jeg gik der ind til hende ''ovre ved en af Marcus' venner, efter Marcus har fået den sygdom tjekker du altid op på ham'' svarede hun ''altså han kunne dø nu og så havde jeg ingen chance til at sige farvel'' sagde jeg men det passede ikke helt, for han kunne ikke bare sådan dø på få sekunder.

Jeg satte filmen På og vi så den, den var faktisk ret god!

Terra var faldet i søvn under filmen men jeg lod hende bare sove og tjekkede i stedet posten. Der var brev til mig fra min far?!

•••••••••*••••••••••

PRAKTISK INFO:

Sclerose udtales 'skellerose'👍

Og det er en sygdom som sætter sig i nervesystemet og æder nerverne langsomt op, så du bliver mere og mere lam. Og til sidst kan du slet ikke trække vejret eller tænke. der findes ingen medicin som kan kurere sclerose, men der findes medicin som kan forsinke døden. Det foregår sådan at man i starten føler sig udmattet og så begynder men at blive lam i fingrene benene og armene og til sidst hjernen.