A love story

Kære Anna

Der var brev fra min far?! jeg tog brevet og gik ind på mit værelse og læste brevet:

Kære Anna.
Jeg ved godt at du sikkert ikke gider læse dette brev, men jeg beder dig så inderligt om at gøre det alligevel, for her står alt hvad jeg tænker. Jeg er ked af at jeg ikke har været der for dig, men de ramte mig hårdt det med din mor, og jeg ved at det ramte dig mindst lige så hårdt, og jeg skulle have været det for dig men sandheden er at jeg ikke er stærk nok til det og det er jeg stadig ikke, derfor skriver jeg til dig, Anna, jeg beder dig komme og besøge mig, og lade mig forklare alt det jeg tænker. Jeg har gemt mig i alt mit arbejde og prøvet at skjule mig, for ikke at skade dig, men det var i sandheden for at hjælpe mig selv, og det har gjort skade på dig og Mads og det tilgiver jeg mig aldrig for, men jeg har startet forfra, eller ihvertfald prøvet, men jeg mangler dig til at hjælpe mig.

jeg har grædt mine nætter i søvn og endt på hospitalet med en depression. de siger at jeg ikke kommer nok ud men det jeg mangler er dig til at tilgive mig. jeg ved godt at det er meget at bede om, men det er det jeg mangler. Jeg håber du vil hjælpe din gamle far, knus.

Brevet var ikke længere. jeg græd men jeg var i virkeligheden vred. det var typisk min far, bede om hjælp til at rette op på hans liv, når jeg har manglet ham hele tiden.

Jeg læste brevet igennem mange gange inden jeg svarede.

Far.
Jeg skammer mig over dig.Jeg har hver nat grædt mig i søvne, hvor imod du har grædt et par dage, fordi tingene ikke er som de skal være i fælge dig , men jeg er kommet over det fordi du aldrig har været der får mig, og nu beder du om min tilgivelse. du har aldrig spurgte ind til mig efter mors død og du vidste sikkert heller ikke hvor jeg var da jeg rejste herover før du spurgte Mads. du er sikkert også ligeglad for alt du tænker på er dig selv. Du kender mig ikke mere og jeg kender heller ikke dig. det her var ikke det mor ønskede men du ligger som du har redt og flere års skade kan ikke redes ud ved et brev, som også kun omhandler dig. jeg er ligeglad med dig, for jeg kender dig ikke. det kan godt være at du har fået en ridse i livet men, jeg tror du overlever, ligesom alle andre. jeg har ikke tænkt mig at besøge dig for jeg vil ikke tilgive de sår du har givet mig, eller den skam du har lagt over os børn, men en ting har du ret i, at du aldrig har været der for os da vi havde mest brug for det. se bare på Mads der slet ikke kender til kærlighed. Jeg er kommet videre men det er med ridser som ikke gror sammen. Anna

. . .

Der var gået lang tid siden jeg sendte brevet og han havde ikke svaret. jeg føler mig skyldig selvom jeg ved at det er ham det har gjort noget skidt. jeg havde grædt et par nætter men Marcus havde trøstet mig så godt han kunne
Med sin manglende mitorik.

Jeg lå i min seng og græd da Marcus kom rullende ind og kæmpede sig op til mig. han lagde armene om mig og jeg lænede mig helt ind til ham. han nussede min kind og sagde så ''jeg syntes du skulle tage over til din far'' jeg blev lidt sur fordi det var bare en af de mange gange han havde sagt det ''jamen han har kun lyst til at se mig for at han kan blive tilgivet'' Marcus blev stille, men jeg kunne stadig høre hans åndedræt ''jeg syntes du tager ham i forsvar, du kender ham jo ikke'' fortsatte jeg ''du har ret, men alle mennesker fortjener en chance til'' sagde han så og derfor besluttede jeg at rejse over til ham. Marcus ville gerne med selvom det blev besværligt.

Lige nu sad vi i flyet til Berlin. jeg havde grædt noget af vejen så mine øjne var helt røde og mine kinder var våde. Marcus havde som sædvanligt trøstet mig men nu sov han, så jeg hørte lidt musik. det var selvfølgelig 5 sos med Amnesia, lige nu ville jeg ønske det var mig der vågnede med hukommelsestab. jeg havde hørt den mindst otte gange i træk nu. Den er fantastisk. jeg satte mig lidt til rette og kiggede ud af vinduet. skyerne var klare lyseblå og med et rødt skær. det var meget tidlig morgen og vi ville lande om et par timer.