A love story

1. søndag i advent.

Det var den første søndag i advent. Jeg følte mig underligt nok glad her. Altså hvis vi ser bort fra at min kæreste er død og jeg er stukket af fra min familie og venner. Jeg vidste endnu ikke om jeg skulle tilbringe jul og nytår her eller opsøge min kusine Serilla. En del af mig længtes efter at tage det næste fly hjem og være der, men den chance havde jeg ødelagt. Tanken om den måde jeg pludseligt forsvandt gjorde ondt. Jeg havde sårret en af dem jeg holdte mest af. Selvom jeg ikke ville indrømme det elskede en lille del af mig Emil. Det var så dumt. Jeg havde ikke set min kusine i lang tid hvilket nok betød at hun ikke ville kunne genkende mig. Gad vide om hun boede her i denne by? skulle jeg spørge Diana? jeg gik ned i stuen hvor de sad ved pæjsen og snakkede.

"øhm jeg tæmkte på noget" sagde jeg og min pludselige opdukken forskrækkede dem. "åh, undskyld det var ikke meningen at skræmme jer men jeg ville bare høre om i kender en pige der hedder Serilla Hatting?" spurgte jeg. De så helt forskrækkede ud da jeg sagde navnet.

"Jo hende kender vi. Hun har en bande i nabo-byen; hatting banden. VI håber sandelig ikke det er den serilla de snaker om" sagde han efter at stykke tid.

"det er jeg bange for det er sir" sagde jeg og kiggede skamfuldt ned. Han kiggede med store øjen på Diana og hun lignede en der havde set spøgelser.

"hvorfor spørger du?" spurgte Dian da hun var faldet lidt ned.

"Hun er min kusine" sagde jeg endnu mere skamfuldt. Jeg vidste ikke at der var en bande opkaldt efter mit eget efternavn, Og jeg vidste heller ikke at det var hende der stod bag den.

"Skrid! nu! din helveds unge!" råbta Diana helt ophidset. Jeg fårstod sitautionens alvor og besluttede at løbe så hurtigt jeg kunne ud af huset. Jeg vidste at hvis jeg havde hentet mine ting ville det blive min undergang med det skørre kvindemenneske. Jeg satte tempoet ned da jeg var kommet ud af deres grund. Der var ingen grund til at bruge kræfter unødvendigt. Nu var det store spørgsmål hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg gik ud til vejen for at blafre. det kunne være at nogle var så søde at giv mig et lift til nabobyen.

...

Det var selvfølgelig ikke nogen der ville give mig et lift, så jeg gik hele vejen. Jeg vidste hvor hun boede og fandt huset. Jeg bankede på og der gik lidt tid før hun åbnede. Først kunne jeg ikke kende hende. Jeg havde ligesom forestillet mig den her smukke brune pige med langt sundt hår og smukke øjne, men sådan så hun ihvertifald ikke ud. Hun var ligbleg og havde sort pjusket hår og store rander under øjnene. Hun kiggede underligt på mig "kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun. Hendes ånde lugtede af øl.

"øhm ja, er du Serilla?" spurgte jeg.

"jep, kender jeg dig?" sagde hun. Hun drak en slurk af øllen og kløede sig i håret.

"Jeg er din kusine Anna" sagde jeg nervøst og smilede til hende.

"Shit man! min kusine? det er sku længe siden! kom indenfor" hun virkede glad nu. Et eller andet sagde mig at det nok ikke var mega smart at gå med, men hvad havde jeg at miste? Netop ingenting...

Jeg gik med hende ind i gangen og tog mine sko af, Huset lugtede værre end hun gjorde. Der lugtede af røg og øl fra de smøgere og øller der lå rundtomkring i huset.

"Huset har set bedre dage, men jeg er her ikke så meget så det er pisse ligegyldigt. Ej jeg havde nok rydet lidt op hvis jeg vidste du kom" Serilla satte sin øl fra sig og kiggede afventende på mig.

"nej nej, her er da hyggeligt" jeg mente det selvfølgelig ikke. Her var ulækkert ja faktisk klamt.

"skal du sove her eller skrider du igen?" spurgte hun. Hun var da venlig nok, men hun havde helt sikkert en bande.

"øhm jeg vil da gerne sove her hvis det ikke er til ulejlighed" sagde jeg.

"det sidste ord der ved jeg ikke hvad betyder, men det er også pisse ligegyldigt. Der er et ledigt værelse lige der over" Serilla pegede på en dør som stod lidt påklem. Jeg gik derover og åbnede døren. Den knirkede og lød som om den ville falde af hvert sekund det skulle være.

"super, mange tak" sagde jeg og gik derind. Det var en normal seng (dog meget slidt), lagnerne og gardinerne var gulnede og gulvtæppet var i stykker. Der stod et skab oppe ad væggen. Den ene låge var faldet af og den anden hang kun i et hængsel.

Jeg kunne høre serilla pudsle rundt ude i huset. En masse flasker klirede og hun bandede.

. . .

Der var nu gået et par dage siden jeg ankom til huset. Jeg havde ryddet op, vasket alt tøj, tæpper og håndklædder, og huset så nogenlunde normalt ud nu. Jeg fik lov at låne noget af serillas tøj eftersom at jeg kun havde et set tøj med.

Jeg havde bedt serilla om kun at ryge udenfor og stille sine flasker udenfor døren. Jeg havde også bedt serilla om at gå i bad.

Hun stod og lavede mad og jeg støvsugede. Der lugtede ikke længere af døde mennesker.

"skal vi snart spise?" spurgte jeg serilla.

"ja om 5 minutter" Sagde hun ude fra køkkenet, efter fuldt af en masse banden. "hvad fanden gør man hvis det her pis flyder over" Råbte hun panisk ude fra køkkenet. Hun stod og kogte pasta. Det var nok det mest komplicerede hun nogensinde havde lavet. Jeg gik ud og tog over med madlavningen.

Det bankede på døren og serilla gik ud for at åbne. Jeg hørte døren åbne. Jeg holdt gryden op for at tøre under, da serilla sagde "jeg tror det er til dig!". Jeg tabte gryden og varmt vand og pasta flød ud over gulvet og brandte mine fødder. Til mig?