A love story

hjemrejsen

der var gået et par dage siden koncerten og vi skulle hjem snart. Med snart mener jeg tre timer. Vi havde allerede pakket og vores bagage stod klar i gangen. Jeg må indrømme at jeg kom til at savne Isac og det kom Natalie helt sikkert også til, for selvom hun benægtede det havde de noget sammen.

Jeg lå på min seng og skrev sms'er til marcus, men han havde ikke svaret i lang tid nu. Jeg blev en smule panikken over det men, jeg prøvede at sige at det ikke var derfor han ikke svarede. Emil havde jo sagt at han havde det godt. Jeg følte mig ensom, så jeg gik ned i køkkenet.

Jeg tog et æble og skulle til at gå ind i stuen da jeg spottede Natalie. Hun sad i sofaen og så fjernsyn. Isac kom gående ind i rummet og gik hen til Ntalie. Jeg kunne se han sagde noget men kunne ikke høre det gennem glasdøren. Glasdøren stod normalt altid åben, men der var den lukket. Han lagde sig ned og Natalie lagde sig indtil ham.

"øhh hvad laver du?" spurgte Cat og jeg fløj op. Jeg tyssede på hende og pegede ind på Isac og Natalie.

"Jeg vidste det!" viskede cat og smilte helt vildt. vi blev enige om ikke at forstyrre dem mere så vi gik op til hende.

Hun lukkede døren og satte sig i sengen ved siden af mig "de er bare for søde de to!" sade hun og smilte. jeg nikkede og tænkte på da det var mig der lå der med min kæreste. det ville det aldrig blive, i hvertifald ikke så længe jeg var kærester med Marcus. Kunne man bare slå op med sin syge kæreste? nej, jeg måtte vente.

jeg kunne høre at Cat snakkede i baggrunden, men jeg lyttede ikke rigtigt efter. Cat så ikke ud til at lægge mærke til mit fravær. Hun snakkede og snakkede imens tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Hun kunne opretholde en hel samtale hvis man bare nikkede og sagde ja, mm, ej hvor vildt og så videre. Jeg stirrede ud af vinduet på et par menneske, der futtede afsted med en lille puddel i lyseød snor. Hvor lå grænsen til normal smerte og depression? Led jeg eller var det bare indbildelse?

Jeg kiggede på klokken "shit! vi er ved at komme for sent til flyet!" råbte jeg og fløj op af sengen for at informere Isac om at han skulle køre os derned nu. De lå ikke længere i sofaen , tværtimod stod Natalie allerede klar i gangen. Jeg trak mine sko på og tog min jakke fra knagen.

Nu kom Cat også farrende ud i gangen og trak sine sko på. Der var ikke så meget plads i gangen så jeg gik ud i bilen og satte mine ting i bagagerumme, og satte mig ind i bilen. Cat kom ud og spændte sig sig fast ved siden af mig. jeg ville tjekke klokken men kunne ikke finde min mobil i mine lommer.

"har du set min mobil?" Cat rystede på hovedet og svarede "sidst du havde den var oppe i min seng"

Jeg gik ud af billen og op på cats værelse hvor den ganske rigtigt lå på sengen. Jeg gik ned igen hvor Natalie stod og krammede Isac. Hun smilte til mig da jeg gik forbi. Hun fulgte efter og så sad vi der i en bil på vej tilbage til problemer.

Vi stod med vores pas i hånden da vi skulle til at boarde. Vi krammede alle Isac farvel, men da de kom til Natalies tur var det lidt mere end bare et kram. De kyssede farvel og man kunne se at Natalie var poå randen til græde. Hun vinkede og vendte ryggen til ham for at gå med os andre. Jeg lagde armen over hende og smilede. hun smilte tilbage.

. . .

Flyveturen var lang og kedelig. Nok mest fordi jeg glædede mig sådan til at se Marcus. Vi skulle hente vore bagage nu, og derefter ud i ventesalen hvor Emil, Liam og marcus ventede på os. Jeg småløb ud i ventesalen, med Cat og natalie lige i hælene. Natalie var ikke lige så glad som os andre. Jeg så Emil og styrede derover. Da jeg kom nærmere kunne jeg se at Marcus ikke var der.

Jeg stoppede brat op og Cat væltede ind i mig. Jeg faldte omkuld, så jeg bankede hovedet ned i gulvet. Jeg blev liggende. Hvor var han? Emil trak mig op i armen og kiggede måbende på mig.

"hvor er han?" min stemme var tynd og grødet. jeg behøvede ikke at sige hans navn. De vidste tydeligt hvem jeg mente. Emil trak verjet dybt ind og pustede tungt ud

"Han blev indlagt for et par dage siden" sagde han. et par dage betød at det var før vi snakkede i mobil sammen. Havde han løjet for mig?"

"Og han døde i går" sagde han og græd stille. Min verden gik i stå. Som at kaste en sten igennem en rude, Gik min verden istå. Død? Jeg følte savn, men på en eller anden måde også accept. Det var jo det jeg vidste ville ske.

jeg kiggede tomt ud i lufthavnen. Jeg blev svimmel men græd kun lidt. Det var ikke rigtige tåre. Det er svært at beskrive men et eller andet sted lang væk fra her, Følte jeg accept og lettelse. Emil sagde i telefonen at han havde det bedre end nogensinde.

"vi kan køre over og se ham nu, hvis du vil?" sagde Emil med en lille bitte stemme. Som om han forventede at jeg var sur på ham. Det var jeg også, men det var langt væk ligesom mine følelser for Marcus. Jeg tror ikke jeg havde fattet det.

"ellers tak" sagde jeg og stirede videre ud i luften. Se ham død ville også være min død.

"ej kom nu! du kan da ikke bare lade ham ligge der og være død, uden bare at se ham" sagde Emil med lidt mere stemme

"Kom vi køre hjem" sagde jeg og samlede min bagage op fra jorden

"som du vil" sagde Emil og svingede nøgler en omgang om sin finger