A love story

Den stille stues sandhed

Jeg sad i venteværelset og ventede på at jeg måtte se Marcus. det jeg aller helst ville var at han sagde undskyld og så kunne vi flyve tilbage til de andre og fortsætte filmen. på en eller anden måde elskede jeg ham stadig, men elskede han mig? det var det store spørgsmål.

Jeg kiggede på uret og så at klokken var halv syv. nu var der besøgstid... Jeg gik over til elevatoren og trykkede på fjerde sal. jeg havde fået at vide hvor han lå da jeg kom men der var først besøgstid nu. Elevatoren brummede afsted. dørene åbnede og jeg vidste det var nu. heldigvis lå han på 447 det vil siger at der er 46 stuer før hans kom. jeg gik ud på gangen hvor alt var stille og begyndte at gå mod 447.

Døren stod lidt åben og jeg bankede let på. jeg åbnede forsigtigt døren lidt mere og der lå han så. jeg tog en stol og satte mig en smule fra ham. han kiggede ikke engang på mig. måske var han ikke i stand til at tale lige nu.

Jeg sad bare og kiggede på ham, men han kiggede kun op i det hvidmalede loft over ham. jeg rykkede lidt på stolen og rømmede mig for at han skulle sige noget, men det kom ikke. det var akavet for mig at side der og besøge ham, nærmest af tvang og så ville han ikke engang skænke mig et blik. jeg blev ret sur men holdte det inde.

jeg kiggede på væg klokken og så at der kun var få minutter inden besøgstiden sluttede. det havde været nogle lange 28 minutter, og der var to minutter tilbage.

En læge kom ind. Endelig! tænkte jeg men lige da jeg rejste mig fra stolen sagde Marcus hurtigt ''kan vi ikke lige få 5 minutter mere?'' og lægen nikkede. jeg satte mig tavst på stolen og kiggede afventende på ham, men det eneste han gjorde var at kigge op i det skide loft.

nu kunne jeg ikke holde det inde mere: '' hvorfor var det så vigtigt at jeg skule komme hele vejen herover for at se dig ligge der!'' han svarede ikke. ''er du klar over hvor meget det koster at rejse herover for at se dig!'' vi vidste begge to at penge ikke var et problem for man tjener godt på at være skuespiller. han svarede stadig ikke ''HØRE DU OVERHOVEDET EFTER!'' råbte jeg nu men han svarede ikke ''HVORFOR, bad du om fem minutter når du ikke engang siger noget!'' han pissede mig virkeligt af nu. jeg havde lyst til at give ham den største lussing, men det var vidst nok en dårlig ide

''MARCUS FORHELVEDE, SÅ SVAR DOG!'' jeg begyndte at græde nu, og endelig kiggede Marcus på mig. Først i mine øjne og så ned på mine cuts. Jeg kunne se at han havde grædt meget og han begyndte igen da han så de cuts han fik mig til at lave. Han mumlede et eller andet. ''HVAD?!'' råbte jeg ''JEG BLEV VOLDTAGET!'' råbte han så og jeg kiggede overraskende op på ham ''ER DU KLAR OVER HVOR PINLIGT DET ER AT FORTÆLLE SIN KÆRESTE AT MAN ER BLEVET VOLDTAGET!?'' råbte han lige ind i ansigtet på mig og jeg begyndte at græde voldsomt. det var min fejl det hele, og jeg ville ikke tilgive mig for dem

''Marcus jeg...'' lægen kom ind igen og afbrød mig. ''besøgstiden er slut'' sagde hun kort ''kan vi ikke lige få bare to minutter mere, det er meget vigtigt?'' bad jeg men hendes eneste svar var ''nej, der er besøgstid igen halv ni og der kan du komme hvis det er så vigtigt'' grusomt, simpelt grusomt. Man får at vide at man har lavet en kæmpe fejltagelse og så må man ikke rette op på den før om en og en halv time. grusomt.

Jeg kiggede på Marcus som var stoppet med at græde og kiggede undskyldende på mig og jeg tænkte: du skal ikke undskylde, du er fejlfri, det er mig der undskylder. jeg bakkede er skridt tilbage og tog min taske som stod på gulvet og så gik jeg. lige inden jeg nåede døren kiggede jeg på ham og tænkte : hvorfor lige det her?

Jeg gik ud på gangen og over til elevatoren. trykkede på stueetagen og lod den gamle maskine trille mig ned gennem denne elendighed. hvis ingen kom til skade ville der ikke være brug for hospitaler.

Jeg satte mig på en af stolene i venterummet. jeg var stadig træt efter rejsen og derfor besluttede jeg at sove lidt.

Jeg vågnede med et sæt 'Marcus' tænkte jeg og kiggede på klokken: shit jeg havde næsten sovet hele besøgstiden væk. bare han ikke troede at jeg brændte ham af.

Jeg løb ind i elevatoren og hamrede løs på '4.' knappen og de andre i elevatoren gloede. da den standsede hoppede jeg ud og løb med ad gangen men så gik det op for mig at vi var på femte etage. en af de andre havde trykket før mig! jeg løb mod elevatoren men der fik lang tid før den kom og det havde jeg ikke tid til så jeg tog trapperne. jeg spurtede ned af de hårde trapper og ind af døren til fjerde etage og videre ned af gangen indtil jeg nåede Marcus' stue. Jeg bankede let på døren uden at høre svaret gik jeg ind.

Der lå han, min Marcus. Jeg gik hurtigt over til ham og standsede lige foran hans seng. han kiggede på mig ''undskyld'' viskede han og jeg blev forbavset over hans svar. jeg svarede ikke men lænede mig ind over ham og kyssede ham. han holdte om min ryg og jeg om hans hovede. vi stod der lidt tid, men så trak jeg mig. det vat det bedste kys nogensinde.

Han kiggede på mig og jeg kunne se glæden i hans øjne. ''jeg er ked af det, Marcus. jeg handlede forkert, jeg ved det. jeg spurgte aldrig ind til dig men snakkede løs om min familie tragedie istedet for at lytte til dig. Undskyld''

Han kiggede stadig på mig men sagde så ''jeg elsker dig, Anna, alt ved dig'' og jeg begyndte igen at små græde. det hele var ovre, vi manglede bare at få ham ud fra dette lorte hospital.

''Jeg elsker også dig'' sagde jeg og satte mig på hans senge kant. Han tog min hånd. ''Men der er noget vigtigt jeg må fortælle dig'' sagde han så mere alvorlig. jeg kiggede forskrækket på ham og han så ked ud af det ''lægerne opdagede idag at ...