A love story

New México

Jeg stod udenfor lufthavnen. Jeg havde ikke planlagt hvad jeg skulle lave indtil jeg fik lejligheden. jeg kunne få den i overmorgen. Jeg gik mod udgangen af parkeringspladsen. vejen delte sig i to udenfor lufthavnen. Højre eller venstre? Venstre! jeg gik til venstre ud af en lang vej. Der var inegn ting udover lufthavnen i miles omkreds. Der kørte ikke negang biler denne vej. Måske skulle jeg være gået til højre? Det var for sent nu. Det eneste jeg kunne gøre var at gå. En bil kom bag mig. bilen bremsede de den var ved siden af mig. Vinduet rullede ned og en mand kom til syne. Han var tyk og havde gråt hår. Han havde fipskæg og cowboy hat på. Han lignede en der hørte til her. "Er du faret vild?" spurgte han.

"øhm tjaeh på en måde" svarede jeg . Det virkede ret ensomt herude så jeg kan godt forstå hans tvivl.

"skal du ha' et lift?" spurgte han. Jeg overvejede sandsynligheden for at han ville gøre mig ondt. Men selv hvis han gjorde det havde jeg ikke noget at miste.

"nej tak, der er ikke et bestemt sted jeg skal hen" det virkede dumt det jeg sagde. Men hvis han skulle give mig et lift hvor skulle det så være henne? Han kiggede undrende på mig men spurgte så "er du hjemløs?" nej det var jeg vel ikke jeg havde bare ikke noget hus lige nu. "ja indtil nyttår" svarede jeg. Han så meget forvirret ud nu. Jeg tror at han overvejede at køre men istedet sagde han "jamen du kan bo hos mig og min familie indtil nyttår men efter nyttår skal du flytte igen" jeg blev meget overrasket. Tænk at folk var så venlige hernede! "det vil jeg meget gerne! jeg skal nok betale for det" sagde jeg. han åbnede døren ind til det sæde han ikke sad i. Han bankede på sædet for at demonstrere at jeg skulle komme ind. Jeg satte mig ind i billen og smed mine tasker om på bagsæderne. bilen var gammel og støvet ligesom manden, Men han var venlig. Vi kørte i 20 minutter vil jeg gætte på og under hele turen udspurgte han mig om min fortid og hvorfor jeg var kommet til New México. Jeg fartalte ham bare at jeg boede hos min far men han syntes at jeg skulle prøve noget nyt så jeg flyttede hertil. Det var løgn. vi kørte ind i en lille by og lige i udkanten drejede han til højre ned ad en smal vej. For enden var et relativt stort hus lavet af bjælker. han steg ud af bilen og tog mine takser med. I døren stod en middelaldrende dame med forklæde. Det måtte være hans kone. Han gik over til hende og jeg havde på at han informerede om min situation. Hun kiggede over på mig og det var ikke et venligt blik. Han vinkede mig over. Jeg steg ud af bilen og gik over til paret. Damen rakte hånden frem og præsenterede sig: "Diana, cocoalia". Jeg kom sådan til at tænke på kakao ved at høre hendes efternavn. Jeg præsenterede også mig og hun bød mig indenfor. Hun viste mig det værelse jeg skulle sove i indtil nyttår. jeg sagde tak og hun meddelte at der var aftensmad klokken halv syv. Jeg tog mine sko og jakke af. De andre havde taget deres sko af i gangen men jeg havde vadet genem huset med mine beskidte sko. Det havde nok ikke givet et fantastisk førstehåndsindtryk. Det var typisk mig.

Jeg tog min mobil og kiggede på displayet: Ingen ting overhovedet. inderst inde var jeg skuffet men jeg vidste at de var bedst sådan her. Jeg låste telefonen op og gik ind på mine kontakter og fandt min kusines nummer. Serilla boede her så det var bedst at gemme hendes nummer. Jeg læste det et par gange for at være sikker på at kunne huske det og så slettede jeg alle mine kontakter. Jeg oprettede en kontakt og skrev serillas nummer ned. Jeg vidste at alt det jeg havde kæmpet for hele mit liv havde jeg lige smidt ud af vinduet, eller rettere slettet fra min telefon. Jeg ville slippe dem helt. Jeg slettede alle mine billeder på min telefon undtaget et af mig og marcus. Det gjorde for ondt at slette. Jeg ændrede min baggrund på telefonen og slettede facebook, snapchat, twitter, instagram osv. Nu kunne de kun kontakte mig så selv hvis jeg fortrød ville jeg ikke kunne komme i kontakt med dem.

Døren gik op og jeg fik et kæmpe chok. Diana stod i døren. Det gik op for mig at jeg græd. jeg tørede hurtigt mine tåre væk men jeg tror at Diana så mig græde for hun så meget overrasket på mig. Hun gik over til mig og krammede mig "jeg ville bare fortælle at vi skulle spise" sagde hun. Hun trøstede mig. Hun føltes som en mor for mig hvilket fik mig til at græde endnu mere. Jeg tænkte på min mor, marcus og alle dem jeg havde forladt. Lige nu var alt bare svært men jeg havde på fornemmelsen på at det ville blive bedre. Det håbede jeg ihvertfald.