A love story

Grannåle

klokken var omkring to om natten og jeg havde lige gennemgået verdens værste dag. Det havde været hårdt at sige godnat til de andre. Det var sidste gang jeg så dem men de vidste ikke engang at jeg ville flygte. Eller flygte kunne man ikke kalde det for der var ingen der holdt mig fanget. Jeg skrev en seddel til dem så de ikke troede at jeg var blevet kidnappet:

Kære far, Emil, Cat, Liam og Alenga. Jeg har ødelagt jeres familie og skabt problemer for alle her i huset, Men det skal aldrig ske igen. I morgen når i finder denne sedel er jeg i et fly på vej væk. I skal aldrig mere forstyrres og jeg lover aldrig at komme tilbage og ødelægge mere. Mit sidte ønske er at i holder en fantastisk begravelse for Marcus nu da jeg ikke kan være der. Tak og Undskyld for alt.

Jeg græd. Meget. Det Emil havde sagt gjorde ondt selvom at han havde sagt at han elskede mig. Jeg lagde sedlen på min seng som jeg have redt fint. Jeg åbnede døren ud til gangen ud gik ud. Jeg gik forbi Emils værelse hvor døren stod åben. Han sov ikke og jeg vidste at jeg skulle være meget stille for ikke at han skulle få en mistanke om min flugt. Jeg gik stille forbi døren. Gulvet knirkede og jeg skar ansigt. Jeg kiggede ind i hans rum hvor han lå. Gulvet knirkede højt og han satte sig brat op. Jeg gispede og kiggede forstrækket på ham. Jeg følte mig som en tyv. Han rejste sig fra sengen og jeg vidste at hvis han nåede ud til mig ville jeg aldrig slippe væk. Det ville mit hjerte ikke kunne klare Jeg spurtede videre gennem gangen og nedenunder. Han løb bag mig. jeg tog mine sko i hånden i forbifarten. Jeg spurtede ud midt på gaden med mine sko i hånden.

"Vent Anna!" råbte han bag mig. Jeg løb lidt hurtigere uden at kigge tilbage. Han var knust men han gav ikke op. Han løb 5 meter bag mig vil jeg gætte på "Anna!" han råbte af lungernes fulde kraft men man kunne høre at han var forpustet. Mine tåre løb ned af kinderne. Jeg løb alt hvad jeg kunne og mine lunger kæmpede for at få luft. Mine øjne slørede men jeg gav ikke op. Jeg var ikke god for ham. Jeg drejde rundt om hjørnet og et begroet areal kom til syne. Jeg løb ind blandt træerne og grenene piskede på mine ben og og arme. grenen under mig knækkede. Jeg løb til der var nogenlunde mørkt. Han var lidt bagud, så jeg gemte mig i kratet. Han var der hurtigt men han løb ikke forbi mig. Pis! "Anna" sagde han og kiggede på busken. Jeg følte mig som en lille pige der avde gemt sig for sin sure far "GÅ!" råbte jeg og vi blev begge forskrækket over det. Jeg vidste at hvis jeg så meget som ørte ham ville mit hjerte nægte at forlade dem.

"er det det du ønsker?" spurgte han såret. jeg fik tåre i øjnene. jeg svarede ikke. "hvor skal du hen?" spurgte han da han fik øje på mine tasker. Det havde været svært at løbe med taskerne så jeg havde smidt den ene. Han havde den i hånden "Og hvorfor skulle du bruge dine tasker?, Vent lidt! du har vel ikke tænkt at flytte?" endelig gik det op for ham. Han blev rasende. Han kylede min taske ned i jorden og vendte sig om. Han slog sine næver mod e nåletræ som fik alle nålene til at falde ned over os. "er det alt efter hvad vi har gjort for dig?! Du stikker bare af uden og sige farvel!" hans stemme var i et vredt toneleje jeg aldrig har hørt ham bruge. Jeg kravlede frem fra kratet. Han satte sig på jorden og kiggede væk fra mig. Han skar tænder så voldsomt at det gjorde ondt i ørene. Jeg tog mine tasker og løb mod lufthavnen. Mit hovede dunkede og mit hjerte skreg efter at vende om og gå tilbage til Emil. Jeg måtte stå imod. Jeg var ikke god for ham. Han fulgte ikke efter mig mere. jeg tænkte på den seddel jeg havde lagt. Nu havde jeg skabt endnu et problem for dem. Emil var knust og jeg var knust. Jeg gav tårene frit løb og de strømmede ud. Min syn var sløret af alle de tåre.

Jeg nåede lufthavnen. Jeg tjekkede ind og sad nu i venterummet. Folk kiggede mærkeligt på mig. Jeg gik ind på toiletterne og prøvede at få mig ligne et normalt menneske. Det var lettere umuligt. jeg gav op og gik ud i ventesalen. Jeg skulle flyve om lidt. Jeg havde været igod tid, men turen ud i skoven var en forsinkelse. Jeg satte mig på en stol nær vinduerne. Mine tåre begyndte at løbe igen. Jeg fjernede dem med mine ærmer men der kom hele tiden flere. Igen måtte jeg opgive og lade dem danne en flod på bordet foran mig. Det var pinligt at side her og ligne en der lge har mistet alt. Men det havde jeg og det var derfor jeg sad her. Min mor havde altid sagt aldrig giv op men nu havde jeg næsten. Alt kunne jo være ligemeget. Jeg håbede lidt at min kusine Serilla ville hjælpe mig, og give mig en ny start som forhåbenligt va bedre en denne gang.