In Your Eyes |✔️

°6. Invitationer og afsløringer°

Jeg lægger hurtigt mine bøger ind i mit skab. I dag er dagen, hvor jeg skal passe Charlie, og Nathan er gået med til, at jeg godt må være i deres lejlighed. Ha! Det er nok også godt, fordi ellers kan jeg risikere, at Charlie ser Will, og Will er højst sandsynligt skide fuld, og det skal Charlie ikke se. Jeg skal mødes med Nathan udenfor skolen nu her, så han kan vise mig, hvor Charlie går i skole. En adresse ville have været fint nok, men han viser det selv.

"Vi skal stadig følges til julefesten, ik'?" spørger Mikey, der står lænet op af skabet ved siden af mig.

"Selvfølgelig, hvorfor skulle vi ikke?" spørger jeg forvirret. Han smiler og nikker ind i mit skab. Jeg kigger også derind. Der ligger en hel masse invitationer til julefesten. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dem, så de ligger der bare.

"Du har invitationer fra næsten halvdelen af drengene på skolen," griner han.

"Ej, nu overdriver du. Yas har sikkert en hel del flere," siger jeg forsvarende. Han griner færdig og nikker sig så enig.

"Sikkert," smiler han. Jeg kigger på invitationerne. Det er alle fra nogen, jeg ikke rigtig snakker med. Jeg vil altid være venlig og sige godmorgen og smile til alle, og alle vil altid sige godmorgen tilbage, men det er ikke fordi, jeg er venner med dem. De er nok nærmere skolekammerater.

"Gud, jeg har fået en fra Tyson," gisper jeg og tager en invitation op.

"No way," griner Mikey og tager den ud af hånden på mig. Tyson er også på ishockey holdet, og han er skolens største festabe. Han holder næsten alle fester, og alle synes de er grineren. Jeg er ikke så glade for dem, fordi der er alkohol med, og det er ikke min stærke side.

"Jeg forstår ikke, at folk ikke kan se mønsteret i, at vi altid går sammen," sukker jeg og kigger på Mikey. Han ryster grinende på hovedet og smider kortet ind i mit skab igen.

"Jeg tror bare gerne, de vil score selveste Brooke Bennett," siger han med et smil.

"Jaer, som om," siger jeg og smækker mit skab i, før jeg begynder at gå ned af gangen.

"Er det ikke tydeligt?" spørger han og følger efter mig.

"Hvis de virkelig prøver på at score mig, så burde de snakke med mig," siger jeg. Vi går forbi andre på gangen.

"Det er nok også rigtigt, men du er svær at snakke med alene, fordi du altid laver lektier," siger han smilende.

"Hvem siger, jeg gider blive scoret?" spørger jeg med store øjne. Han ryster grinende på hovedet og skubber blidt til min skulder, hvilket jeg også griner lidt af. Det er det, jeg godt kan lide ved ham. Han er så nem at få til at grine, og når han først er begyndt at grine, så får han også andre med til det.

"Så, hvad skal du nu?" spørger han. Jeg løfter øjenbrynene lidt. Nu bliver jeg nødt til at lyve over for ham. Han er min bedsteven, men det er ikke min hemmelighed, der skal deles. Problemet er bare, at jeg er virkelig dårlig til at lyve for Mikey. Andre er intet problem, men Mikey er en hel anden sag.

"Ehmm, jeg skal hjælpe Nathan med lektierne," siger jeg og kigger fremad. Jeg kan se, han trækker øjenbrynene sammen, ud fra min øjenkrog.

"Nathan Smith?" spørger han forvirret. Jeg nikker. "Du skal hjælpe ham med lektier?" spørger han. Jeg nikker igen.

"Han er kommet bagud, så jeg blev bedt om at hjælpe ham," lyver jeg. Han er sikkert kommet bagud, men jeg er ikke blevet bedt om at hjælpe ham.

"Og hvor skal I så lave de lektier henne?" spørger Mikey mistroisk.

"Hos ham," siger jeg uden at tøve. Vi kommer ud fra skolen og stopper ved trapperne, der fører ind til indgangen bag os. Han kigger på mig med smalle øjne. Jeg undgår hans blik og får øje på Nathan. Han står ved et træ og kigger utålmodigt over på os.