In Your Eyes |✔️

°12. Ingen hjælp og telefonnummer°

Mikey stopper bilen foran skolen. Weekenden gik rimelig godt. Will blev hjemme, så vi sad meget i stuen og så reality-tv for at snakke om, hvor dumme folk egentlig kan være. Det styrkede vores selvtillid i høj grad.

"Er det ikke lidt tidligt at sne?" spørger Mikey forvirret og kigger ud af forruden. Der daler virkelig meget sne ned fra himlen. Jorden er også dækket med et tykt lag sne.

"Nogle gange tror jeg, du glemmer, at vi faktisk bor i Canada," griner jeg. Mikey ryster på hovedet med et lille grin og trækker sin hue længere ned om ørerne. Jeg retter min hue til, og så går vi ud af bilen. Vi skynder os indenfor på skolen, så vi ikke fryser ihjel.

"Føj, det var koldt," gisper Mikey og krammer sig selv. Vi står i mængden af larmende elever, der går på gangen. "Jeg troede lige et split sekund, at vi var på nordpolen," siger han med store øjne og prøver at få varmen. Jeg krammer også rystende mig selv. Vi var kun udenfor i få sekunder, men det var jo iskoldt.

"Vi har matematik nu," informerer jeg, før jeg begynder at gå. Mikey følger hurtigt efter, fordi vi har skab næsten lige ved siden af hinanden. Jeg stopper foran mit skab og åbner det. Mikey er også henne ved hans. Jeg tager hurtigt min matematik bog, og så går vi sammen hen imod matematik lokalet.

"Hey," siger Zack og kommer hen til os, så han går på den anden side af Mikey. Jeg smiler til ham.

"Hey, fik du tømmermænd af alt den slushice i fredags?" spørger Mikey drillende. Zack ryster grinende på hovedet.

"Nærmere en længerevarende hjernefrysning," siger han så seriøst. Jeg griner lidt. Det er lige før, jeg tror det, efter han drak så meget.

"Det fortjente du," siger Mikey med et lille smil. Zack gisper og tager sig til hjertet. Vi kommer ind i matematik lokalet, hvor der sidder næsten ingen.

"Hvorfor har jeg nu det?" spørger Zack med store øjne, men han kan ikke lade vær med at smile. Vi sætter os ned bagved, som vi plejer. Mikey sidder i midten af os.

"Du tog min plastikkop med slushice, som jeg lige skulle til at drikke af, og så drikker du det selv," siger han og kigger på Zack. Jeg ignorerer deres mærkelige samtale og kigger ned i mine bøger. Vi havde lektier for, og jeg har lavet dem, hvilket er godt. Jeg var faktisk lige ved at glemme det, fordi jeg endelig snakket så godt med Will, men så huskede jeg det heldigvis. Will sagde til mig, før jeg kørte, han ville snakke med Kiara og Bradley, fordi de ikke har været hjemme hele weekenden, så de ved ikke, at min geniale plan gik igennem. Jeg tror, han vil tage ud til hver deres arbejde.

"Godt, så kan I godt være stille," siger Mrs. Landry højt. Jeg kigger forskrækket op. Klokken har åbenbart ringet, og alle er her nu. Eller Nathan er ikke. Jeg trækker øjenbrynene sammen.

"Jeg er spændt på at høre, hvor mange, der har lavet deres lektier," siger Mrs. Landry og giver specielt én person et advarende blik. Tyson. Han sidder forrest.

"Du kan da ikke vide, om jeg ikke har lavet dem," forsvarer han sig selv. Hans blonde hår sidder rodet ned over hans pande, og han har store brune øjne. Ikke ligesom Charlie. Charlie er helt sikkert den, der har mest nuttet store brune øjne.

"Ifølge de sidste gange, hvor du ikke har lavet lektier så jo...det kan jeg godt," siger Mrs. Landry med et anstrengt smil. Tyson skal til at sige noget, men så går døren op. Nathan kommer ind og lukker døren efter sig.

"Mr. Smith," siger Mrs. Landry overrasket. "Jeg er glad for at se dig her, men vi snakker sammen efter timen," siger hun alvorligt. Nathan nikker langsomt og kigger rundt. Bordet ved siden af mig er fri, så han går herhen. Utroligt at ingen andre end Mikey vil sidde ved siden af mig. Jeg laver sjov. Det var bare heldigt, den plads var fri. Nathan sætter sig ned, imens mange kigger overrasket på ham. Nok fordi han ikke plejer at komme til timerne. Han giver mig et lille smil, hvilket jeg gengælder. Jeg får en varm følelse af hans smil. Seriøst?! Ik' nu igen.