In Your Eyes |✔️

°33. Værdig og besøget°

Der er gået et par dage, og det er nu juleaftensdag. Jep, det er den 24. december, og det sner. Meget endda. Jeg er bare i virkelig dårlig humør. Bradley og Kiara har sagsøgt min far, og jeg har skam prøvet at få dem til at lade vær med at sagsøge ham, men de står stædigt ved deres handling. De mener ikke, at han overhovedet kan ændre sig, og jeg umuligt kan vide sådan noget, fordi jeg bare er et barn, så nu gider jeg ikke snakke med dem længere. Jeg har prøvet på at sige dem imod, men nu giver jeg op. Ja, I hørte hende, folkens! Brooke har simpelthen givet op!

Jeg sukker irriteret og smider mig ned i sofaen med hovedet nedad. Bradley og Kiara skal arbejde hele dagen i dag, så jeg slipper da for at skulle sende dræberblikke hele tiden. Alle fortjener en chance, selv min far. Jeg har heller ikke snakket med Nate. Efter vi havde vores øjeblik, som Will fuldstændig ødelagde, gik han hjem, hvorefter han sendte mig en sms, hvor der stod, at han ville give mig lidt plads til at finde ud af min situation. Hvad i alverden skal jeg bruge plads til? Jeg har brug for ham! Ham og hans mærkelig timede jokes og hans søde grin. Dét har jeg brug for, men han svarer mig ikke engang tilbage. Hvorfor skal mit liv pisse på mig? Jeg mener, i det mindste brug en ble, så jeg ikke får det hele. Helt ærligt, jeg vil gerne snakke med chefen for mit liv, for jeg har da vist en høne at plukke med den person!

"Hvad så, deprimerende alien?" spørger Will og sætter sig på sofabordet, der er lige ved siden af mig. Jeg kan ikke se ham ordentligt, fordi mit ansigt er mast ned i sofaen, hvilket gør, at jeg næsten ikke kan få vejret, men jeg er ligeglad. Alt andet går alligevel ned af bakke.

"Opdagede du endelig, at One Direction faktisk er gået helt fra hinanden?" spørger Will. Jeg vender langsomt mit hoved på siden, så jeg kan kigge på ham med smalle øjne.

"De kommer tilbage," siger jeg seriøst. Han ryster grinende på hovedet. Hvordan kan han lave sjov om sådan noget? Det er dødseriøst.

"Hvem døde?" spørger jeg og hentyder til hans sorte kluns. Han har en sort skjorte, sorte bukser, og en pæn sort jakke på, imens han vist har brugt lang tid på at sætte hans hår.

"Ingen," siger han hurtigt og kigger forvirret ned ad sig selv. "Jeg er bare blevet inviteret med hjem til Melissa og hendes forældre, nu når mor og far ikke kan holde jul med os. Du er også meget velkommen," fortæller han og kigger på mig med et afventende smil.

"Se på imens to voksne mennesker afhører dig for at være sikker på, du er værdig nok til at være sammen med deres datter? På juleaften? Ellers tak," siger jeg bare. Han begynder at se nervøs ud af mine ord.

"Tror du, de gør det?" spørger han langsomt. Jeg løfter et øjenbryn af ham.

"Er det ikke første gang, du skal møde dem?" spørger jeg. Han kigger tænkende ud i luften.

"Jo," mumler han langsomt. "Men Leah vil jo også være der."

"Det gør da ingen forskel," siger jeg som i 'duh'. Han tager en dyb indånding og laver en lille grimasse.

"Jeg havde ikke tænkt over det," indrømmer han lavt og kigger ned på hans fødder. Jeg får en smule dårlig samvittighed. Måske snakkede jeg bare lidt for meget. Igen.

"Men det skal nok gå. De falder helt sikkert for din charme lige på stedet," siger jeg og sætter mig op. Han kigger langsomt på mig igen.

"Tror du?" Jeg nikker hurtigt.

"Ja da, bare vær dig selv. De vil slet ikke kunne modstå dig," siger jeg med store øjne. Han smiler taknemmeligt.

"Det kan jeg kun håbe," sukker han og rejser sig op.

"God idé, så kommer den gode fe, og gør dig smuk, og så bliver alle glade," siger jeg med et kæmpe smil. Han ryster grinende på hovedet.

"Den der sætning gav ingen mening," griner han. Jeg ryster enigt på hovedet og trækker på skuldrene.