In Your Eyes |✔️

°17. Undskyldning og dårligt°

Jeg åbner mit skab og lægger mine bøger derind. Det er mandag, og jeg har lige haft en enormt kedelig biologi time. Efter Will og jeg kom hjem i lørdags, så jeg mig selv i spejlet, og skrammen var altså ikke så slem, som Nathan fik mig til at tænke. Jeg har i hvert fald dækket det med makeup. Man kan ikke engang se det nu. Jeg har heller ikke fortalt nogen, hvad der rigtig skete, så ingen andre end Nathan ved det, fordi han heller ikke har fortalt det til nogen. Eller måske ved Mikey det, siden han hjalp Nathan, men jeg er faktisk ikke engang sikker.

Jeg sukker dybt og lukker mit skab, før jeg får et chok, fordi der står en person. Tyson.

"Ehmm," mumler han og rømmer sig. Jeg kigger forvirret på ham og en smule skræmt. Han slog mig ligesom.

"Jeg...eh," siger han og kigger bag sig. Jeg følger hans blik. Nathan står lidt længere væk op af nogle skabe og kigger over på os. Han ser, vi kigger på ham, og så kigger han hurtigt væk som ingenting.

"Undskyld," siger Tyson og kigger på mig. Jeg løfter overrasket øjenbrynene. Undskylder han?

"Jeg skulle ikke have slået dig, og jeg ved godt, at bare fordi jeg var fuld ikke er en god nok undskyldning, men jeg håber, du kan tilgive mig," siger han og skæver tilbage til Nathan, som bare giver ham et advarende blik, så han hurtigt kigger tilbage på mig igen.

"Jeg tilgiver dig i hvert fald ikke, og det ved jeg også godt, du er ligeglad med," siger jeg og lægger mine arme over kors. Han strammer kæben og kigger ned i gulvet. Hvorfor er det egentlig, Nathan kigger på?

"Smith bad mig om at undskylde over for dig," siger Tyson og kigger på mig igen. Nårh okay, derfor kigger han på. "Eller han tvang mig. Han truer med at smide mig af holdet, hvis jeg ikke undskylder. Så nu siger jeg undskyld," siger Tyson en smule irriteret. Jeg bider mig i tungen og skæver over til Nathan. Hvorfor gør han alt det her for mig? Okay, måske er det fordi, Tyson ligesom slog mig, men hvorfor vil Nathan have så meget med det at gøre?

"Jeg ved virkelig ikke, hvad der er med jer to, eller hvad du har gjort ved ham, men han plejer ikke, at få andre til at gøre noget, som ikke handler om ishockey," siger Tyson og kigger lidt underligt på mig. Jeg trækker øjenbrynene sammen. "Han har også sagt, jeg skal lade dig være efter det her, så jeg siger undskyld og farvel," siger han, før han skynder sig videre. Han går hen til Nathan. De snakker sammen, og Nathan snakker meget seriøst til Tyson, imens Tyson tager sine hænder op som forsvar. Jeg himler med øjnene og går videre ned af gangen. Den anden vej end dem. Tyson er faldet ned på bunden af dem, jeg kan lide. Og det betyder, jeg ikke kan lide ham, hvis det ikke var tydeligt nok.

"Hey," siger Nathan og indhenter mig, så vi går ved siden af hinanden. Her er ikke særlig mange andre end os.

"Hej," siger jeg og kigger fremad.

"Han sagde undskyld, ik'?" spørger Nathan langsomt. Jeg skæver til ham med et lille smil. Han kigger bare spørgende på mig.

"Jo, og han sagde også, at du tvang ham til det. Kan du virkelig få folk til at gøre, hvad du vil have ved at true med at smide dem af holdet?" spørger jeg med løftede øjenbryn. Han nikker stolt.

"Jep, de frygter mig. Jeg er den mystiske fyr med store muskler," siger han drillende og flexer hans armmuskler. Jeg ryster grinende på hovedet.

"Og det er du stolt over?" spørger jeg smilende.

"Mine store muskler?" spørger han med store øjne. Jeg slår ham grinende på skulderen, hvilket får ham til at smile en smule. Av, min hånd gør ondt fra det slag. Han burde være stolt over hans muskler.

"At folk er bange for dig," retter jeg ham. Han kigger smilende på mig og trækker på skuldrene.

"Det var jo godt i den situation," siger han.